Vreden, nødvendigheden og forpligtelsen – 4. maj 2011. Mindelunden.
4. maj 2011
Jeg var 10 måneder, da jeg første gang var her i denne dejlige park eller mindelund. Siden er jeg kommet her hvert år den 4. maj, bortset fra nogle få år, hvor jeg var bosiddende i Jylland. Min far, (som i øvrigt var medlem af Dansk Samling), læge Johannes Stefan Jørgensen fra Gentofte, var aktiv først i BOPA siden i Holger Danske. Men i forbindelse med en aktion blev han skudt (2.3.1945), pågrebet af tyskerne og fik det ene ben sat af i tysk fangenskab. Hele livet igennem havde betydelige fantomsmerter. Han døde, da jeg gik i 3 G og var atten år. Min fars far, min farfar, kommunelæge Stefan Jørgensen, blev dræbt af tyskerne ved et hævnmord, et clearingmord (24.4.1944), hvilket ikke fik min far til at neddrosle sin aktivitet som modstandsmand.
Min far var altid var glad den dag, vi var i mindelunden.
Vi plukkede de blomster, der var kommet frem i haven, købte flere hos blomsterhandleren, iførte os det fineste tøj, vi havde, og tog i mindelunden. Hele familien samt min farmor, onkler og tanter. Den 4. maj, besøget her i Mindelunden, hvor alle mine fars kammerater fra modstandsbevægelsen kom, samt den storslåede fest bagefter, hører til nogle af de lyseste minder, jeg har fra min barndom. Der var en særlig glæde blandet med sorg og tab. Også blandet med taknemmelig, lettelse, ydmyghed samt en vis skrøbelighed.
Tove Ditlevsen rammer noget, der ligner, set med pigeøjne i sit digt Erindring om en familietur til Søndermarken:
Min far har glemt sin sorg. Min mor er glad.
Kun i mindet finder hjertet fred.
Min mor var ung. Det så jeg aldrig før.
Min far var glad. Og lykken bor et sted
bak Søndermarkens grønne tremmedør.
Det hun beskriver her og stemningen passer meget godt med, hvad jeg kan huske
Det er klart, at det gjorde et meget stort indtryk på et barnesind at komme her fra lille af og se henrettelsespælene, alle gravene og få at vide, at ens far havde været i krig, det var derfor han manglede et ben, som han havde ondt i, og at krigen også var grunden til, at man aldrig ville møde sin farfar, samt at en del af fars kammerater lå i jorden her i denne pæne park.
Jeg begyndte at forstå, selvom jeg undrede mig over det, og jeg kan huske at jeg tænkte meget over, at det havde noget at gøre med vrede.
Jeg var den yngste af fire børn, og var måske nok den, der var mest videbegærlig med hensyn til denne krig. Jeg ønskede at forstå så meget som muligt vedr. dette med, at min far og hans venner, som jeg fra lille af så op til, havde været i krig. Derfor stillede jeg både min far og hans kammerater uhyre mange spørgsmål. De var meget åbne, og igennem årene fortalte de mig en del om aktionerne, også om stikkerlikvideringerne, og om den motivation, der drev dem. Om angsten presset, tankerne og deres følelser. Jeg må sige, at den beskrivelse og beretning som bl.a. Peter Øvig Knudsen er fremkommet med i nyere tid af frihedskæmperne, som værende modige og med en særlig trang til spænding, ikke er noget, jeg kan genkende ud fra deres svar og beretninger. De var uhyre forskellige, men jeg fik et klart indtryk af, at deres motivation for at gå ind i modstandsbevægelsen var ret ens. Hvis der var noget fælles over dem, så var det det. De var først og fremmest alle drevet af en vrede og en følelse af forpligtigelse og nødvendighed, som fik dem til at træffe et aktivt valg. De kunne også have valgt at overlade det hele til andre, til skæbnen eller til politikerne. Hvilket jo også ville have været at træffe et valg.
Det lyder måske mærkeligt, men faktisk husker jeg den første gang, jeg stillede min far det første store spørgsmål om krigen. Jeg husker det, fordi han blev så hamrende vred, så det stadig står klart i min hukommelse. Det var inden, jeg startede i skolen. Jeg talte først, da jeg var noget over fem år, så jeg har nok været ca. seks år. Det ærgrede mig, at jeg aldrig ville møde min farfar. Ja det var jeg faktisk vred over. Jeg vidste, han havde været læge her i Gentofte, sådan som min far også var det, og jeg vidste, at tyskerne havde skudt ham midt i konsultationen. Jeg tænkte også på, at der kunne komme krig igen. I så fald var jeg ikke i tvivl om, at min far og hans kammerater igen ville være aktive, men jeg tænkte, at som etbenet ville min far nok ikke klare den næste gang. Jeg fortalte ham, at jeg havde tænkt meget over, hvad vi burde eller kunne gøre, hvis der kom krig igen. Når fjenden, tyskerne igen eller hvem det nu måtte være næste gang, kom hertil og i en stor samlet trop marcherede imod os – sådan forstillede jeg mig det ville være – så skulle man lade mig gå forrest alene hen imod hele regimentet med min nye gule kjole med brune broderinger på. Jeg troede ikke, de ville skyde en pige, forklarede jeg min far. Og så ville jeg spørge dem, om ikke vi skulle være venner og sige ”hvad er det I vil have?”, og det skulle vi så give dem. Så ville der ikke blive krig. Nu ville jeg høre, om han ikke syntes, at det var en god ide.
Min far brev meget vred og talte meget højt og længe.
eg forstod, at man nogle gange må vælge mellem krig og fred. Og jeg kom til at tænke over, at en fred uden frihed ikke er så meget værd. At man måske må vælge krig og ufred netop for senere at kunne få (eller bevare) fred og frihed.
En af min fars venner fra Holger Danske var Hans Edvard Teglers. Han har i sine bøger meget godt beskrevet den voldsomme vrede, han som ung mand følte allerede den 9. april, da tyskerne fløj ind over Danmark den 9. april. Min gudfar Eigil Hatting, som også blev gruppefører i HD, har beskrevet det samme. De kunne begge ikke fatte, at andre omkring dem ikke reagerede. De kunne slet ikke forstå at folk bare gik videre på gaden, at landet ikke forsvarede sig. De følte en stærk vrede (og en skuffelse over deres landsmænd og politikere) med det samme. For andre af de, der deltog i modstandskampen, f.eks. min far kom vreden først senere. De følte i starten mere en form for uvirkelighed, en vantro en slags overrumpling, samt frygt, ufrihed og ubehag, som først senere blev til en vrede og følelsen af forpligtelse og nødvendighed, af at måtte handle. Men for dem alle blev vreden en vigtig del af drivkraften eller motivationen.
Iliaaden starter med replikken ”Vreden gudinde besyng”. Vreden er en god ting, hvis den bruges efter, man har tænkt sig godt om, hvis den er berettiget og man handler (intelligent, samvittighedsfyldt) og velovervejet. Teglers tænkte sin vrede igennem, og først derefter handlede han. Vreden kom senere til min far, men det er det samme billede.
De modstandsfolk, der kom i mit barndomshjem var farverige, festlige og spændende mennesker, men uhyre forskellige. Jeg tror, som sat, at det fællestræk, der gjorde, at de gik ind i modstandsbevægelsen, hvor alle kom til at betale en pris, var, først og fremmest at de følte en vrede – og en pligt og en nødvendighed. Der var noget, der var dyrebart og vigtigt for dem, som var truet, som måtte forsvares. Derfor handlede de som de gjorde.
Jeg kan give et eksempel. Min fars allerbedste og nærmeste ven dengang og siden var Sigvald, som senere blev chef i Kildeskattedirektoratet. Han var overbevist pacifist, men overværede en del af et møde i HD, fordi min far og han skulle noget senere. De vidste alle, at Sigvald kunne man stole 100 % på. Mødet trak ud, og pludselig udbrød Sigvald: ”Hvis ikke vi gør det, er der sgu ikke nogen der gør det”. Han gik ind i modstandsbevægelsen og ydede en værdifuld indsats. I ordene kan vi genkende følelsen af forpligtelse og nødvendighed? Overfor de kommende generationer, overfor landet.
Den 14. juni 1941 holdt min far som nybagt student afskedstalen på Øregård Gymnasium, der jo ligger ca. 1 km fra, hvor vi står her i dag. De var jo ikke ret gamle en del af de mænd og kvinder, der handlede og gjorde noget. Han sluttede med:
Mange har råbt et ”Leve Danmark”, men kun få har det forpligtet.
»Oehlenschläger har sagt: Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå. Vor opgave er at gøre denne profeti til skamme. Lad dem fælde alle bøgetræerne. Danmark lever ikke af alle sine rummeter, men af vores trofasthed og vor følelse af personlig forpligtelse.«
Jeg behøver ikke at nævne det, her er igen følelsen af en nødvendighed, en pligt og noget så umoderne og banalt som fædrelandskærlighed. En vrede er også tydelig.
I dag har vi så utroligt meget at være taknemmelige for. Denne taknemmelighed burde vise sig ved, at vi værner om vores lands kristne kulturarv og tradition, vores suverænitet, landet og vores unikke demokrati samt vores frihedsrettigheder – også med henblik på de kommende generationer. Vi er blevet for ubekymrede og sorgløse. Jeg ser desværre tydeligt konturerne af nogle sorte skyer forude.
Lene Kattrup tale i Mindelunden 4.5.2011