Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Vi skal stå mere fast på vore værdier

5. januar 2007

Kronik Integration

Lektor Lars Erslev Andersen fra Syddansk Universitet har tidligere kritiseret, at vi i Danmark så ukritisk lader imamerne informere og vejlede os. Han har ret. Det forekommer uklogt, for at sige det mildt. For herved blåstempler vi imamerne og vi accepterer en sammenblanding mellem religion og politik. På den måde bærer vi os kluntet ad og bidrager til integrationsproblemerne og radikalisering i miljøerne. Når man taler med sekulære, vestligt orienterede integrationspositive muslimer fra de muslimske miljøer, peger de selv på dette problem som noget, der virker bevarende på de forældede og stive kulturnormer, hvor islam sætter dagsordenen overalt. Og derved forhindrer modernisering og integration.

For ærlig talt: Får vi nogensinde integration ved at følge imamernes religiøse krav om at kønsopdele snart sagt alle steder, så piger og kvinder over 15 år overhovedet må færdes der. Får vi integration ved at gøre kvindekønnet til andensrangsborgere eller ved at vi bøjer nakken for alle de tiltag, der har til hensigt at fastholde de unge i et sygt miljø, hvor de unge ikke må omgås alle andre unge – muslimer og ikke-muslimer – frit? Et samfund, hvor de ikke må vælge deres ægtefælle selv – og slet ikke blandt ikke-muslimer.

Alt dette er direkte anti-integration. Vi burde finde nye og andre talsmænd end imamerne til at kommunikere med fra de muslimske miljøer. Gerne »moderne«, almindelige muslimer, der kan lade »religionen blive hjemme« i politiske spørgsmål. Det er ulogisk og mærkværdigt, at det primært er de ortodoks religiøse, vi henvender os til, når vi vil have viden eller vil påvirke miljøerne i spørgsmål vedrørende integration og radikalisering af ungdommen. Mange imamer har »aktier« i at styrke islams magt over individerne, og det er klart integrationshæmmende i et vestligt sekulært demokrati.

Erslev Andersen pegede også på, at vi ikke ved, om imamerne repræsenterer muslimerne, og pegede på, at vi har behov for en uafhængig forskning i radikaliseringen i disse miljøer. Imamerne repræsenterer i hvert tilfælde ikke de vestligt orienterede muslimer, der ønsker at vælge demokratiet og integrationen til.

Det er på tide, at medierne forholder sig til det og indser deres rolle ved ret ofte at lægge spalter til ensidigt positive fremstillinger af imamerne. Det væsentlige – om imamerne ønsker at indføre sharialoven, herunder hvordan de vil gøre det og i hvilket omfang – berøres sjældent mere end perifert i interview og omtale.
Den 3. april 2006 fik imam Abdul Wahid Pedersen f.eks. en hel sides flatterende omtale i Berlingske. Han fik fortalt, at han som dansk imam med sin jyske islam var bedre end de udefrakommende imamer, som han fandt ekstreme. På intet tidspunkt i interviewet blev det berørt, om han selv var ekstrem eller ej, selv om det er almindelig viden, at han bl.a. ikke har evnet at lægge afstand til dødsstraf for utroskab.

Moderat?

To måneder senere blev han i samme avis omtalt som »moderat«, »en af de kendteste«, »pæredansk« og »en foregangsfigur« i en artikel om konverteringer. Journalisterne forlod hurtigt emnet, da han i en sidebemærkning anførte, at det ikke er muligt at forlade islam. Hvad mente han mere præcist her? De burde som et minimum have spurgt ind og have konfronteret imamen med konflikten til den vestlige frihedsrettighed, religionsfriheden.
Man savner ofte en fremstilling af de problemer, der opstår, når imamerne ikke accepterer, at en religion i en demokratisk retsstat kun kan være en religion, og at en imam derfor ikke i en sådan stat kan have nogen som helst bemyndigelse til at træffe afgørelser, der indskrænker individernes borgerrettigheder eller frihedsrettigheder. Også muslimer kan imamer ikke bestemme over i et demokrati, men kun rådgive. Som pressen fremstiller imamerne, forstår jeg godt, at de efterhånden har fået mere blod på tanden og nu tror, at de kan prøve at gå frem og forsøge at få sharialoven mere ind i det danske samfund. Man forsøger at undgå at konfrontere og fremstille den konflikt, som vi alle ved, der er. Islam har et politisk indhold og en sharialov, som nogle imamer ønsker, skal gælde som lov og ikke kun som en tro. Men de skal altså have demokratiet afskaffet først så!

Journalisterne burde bevæge sig ind i ghettoområderne og tale med kvinderne og de unge piger. På tomandshånd og anonymt forstås. Det er svært – og i de fleste tilfælde ikke uden risiko for kvinderne, da de i modsætning til mændene og drengene befinder sig i et slags åndeligt og fysisk fængsel. Pia Kjær har forladt miljøet og udgivet en bog om sine ti år i Vollsmose, men siger, at hun:
»…stadig er mærket af det årti, hvor hun lod sig forvandle til en nikkedukke uden selvstændig tankegang«.
Hun forklarer, at hun stadig sænker blikket, når hun taler til en mand, og at hun stadig har svært ved at turde sige sin mening. I de 10 år levede hun isoleret fra det danske samfund. Hun havde intet arbejde og ingen danske venner. Hun beskriver, at både isolationen og den lavere status i forhold til det andet køn til dels var frivilligt valgt. Men var der, og er der i miljøet, andre reelle muligheder? Jeg mener, at frivilligheden kan diskuteres.

Jeg har talt med piger fra miljøet, som er vrede over, at det danske samfund kun kommunikerer med de autoritære antivestlige religiøse talsmænd fra ghettoerne, der ønsker det kvindeundertrykkende miljø opretholdt, som pigerne ikke kan bryde ud af. Det gør, at de forskellige integrationsmæssige politiske tiltag sker med fokus på at acceptere og bevare de ufrie kvinder og den pigeundertrykkende kultur, uanset at dette jo netop ikke giver integration i det danske samfund. Det kritiseres med rette af pigerne for at være mere end dumt.

Vi har kønsapartheid og kvinde-/pige-fængsler midt i Danmark, som vi lukker øjnene for. Hvorfor var det så svært for Pia Kjær at bryde ud, og hvem forlangte, at hun ikke måtte omgås danskere og gå frit rundt, forlade ghettoområdet og bevæge sig ud i det danske samfund samt gå i skole eller tage et arbejde? Hvem er det, der bestemmer? Det er miljøets egen kontrol, i høj grad mændene, og i høj grad imamerne. Her kommer både pressen og politikernes ansvar ind.

Ikke sammen
En irakisk pige på 18 år forklarede i et interview:
»Vi må ikke være sammen med drenge eller andre danskere. Om aftenen sidder vi på vores værelser i 6-7 timer. Tit må vi lyve, hvis vi bliver inviteret ud til danske venner, fordi vi ikke vil sige, at vi ikke kan få lov. I stedet siger vi: »Nej, jeg kan ikke lige denne weekend – vi får gæster«. Og næste weekend: »Vi får gæster fra Tyskland«. Til sidst siger den danske pige: »Helt ærligt, nu må du sige det, som det er, og holde op med at lyve for mig. Sig, at du ikke må for dine forældre«.

I Sverige ved vi, at omkring 100.000 unge piger lever en fængselslignende tilværelse i modsætning til deres fætre og brødre, som de ikke så sjældent skal se op til og opvarte. Hvorfor fortæller journalisterne ikke denne historie om sharialovens lange skygger. Og i et demokratisk sekulært demokrati burde myndighederne tale med muslimerne som borgere i øjenhøjde i stedet for ureflekteret at kommunikere med deres religiøse ledere, hvis magt man på denne måde styrker. Vi er selv medskyldige i den tiltagende ghettoisering i de muslimske indvandrerområder, samt i at sharialoven direkte og indirekte er på fremmarch.

Fra nyere undersøgelser i England ved vi, at 40 procent af borgerne med muslimsk baggrund ønsker sharialoven anvendt i de områder af landet, hvor der er muslimsk dominans. Hver tredje muslim mellem 18 og 24 år vil hellere leve under sharialoven end under britisk lov. 60 procent af muslimerne ønsker, at civile retssager for muslimer løses ved særlige shariadomstole. En fjerdedel af de danske muslimer ønsker, at koranen bliver inddraget i lovgrundlaget. For de yngre muslimer var tallet højere.

De yngre muslimer i Europa bliver mere religiøse og ønsker i højere grad, at religionen skal indgå i samfundet som en væsentlig faktor, herunder også som en del af lovgrundlaget. Den franske islamforsker Olivier Roy har peget på den udvikling, at 2. og 3. generation af muslimer i EU ved mødet med vesten bliver mere religiøse/ortodokse eller ligefrem radikale. Det var måske ikke, hvad vi havde ventet, men vi bliver nødt til at se det i øjnene. I april i år henvendte Sveriges største muslimske organisation. Det muslimske Forbund, der repræsenterer 70.000 muslimer, sig til Riksdagen med krav om, at visse dele af sharialoven skal indføres, bl.a. opdeling af børn i muslimer og ikke-muslimer og efter køn i foreløbig nogle af timerne i skolen samt, at skilsmisse for muslimer skal ske efter islamiske retsprincipper.

Også herhjemme fremsættes nu ønsker om, at sharialoven skal indføres som mere end et kultur og miljøregulerende adfærdskodeks i det muslimske miljø. Der ønskes et formelt parallelt juridisk lovsystem i Danmark, legaliseret af staten. Abdul Wahid Pedersen har lige foreslået oprettelse af et sharia-råd – analogt til den private voldgift. I en landsdækkende avisleder var kommentaren hertil den 15.11: »Hvis muslimske kredse ønsker at oprette foreninger eller rådgivningscentre, står det dem frit for at gøre det – for egen regning. Vi lever nemlig i et samfund, hvor det er tilladt at have forskellige opfattelser.« Senere i lederen blev forslaget om sådan et sharia-råd dog afvist. Men at tænke sig at en af de landsdækkende hjemlige aviser overhovedet kan mene, at det er i orden at oprette foreninger eller rådgivningscentre, virker i mine øjne dybt problematisk.

Parallelt retssystem
Juristen og sharialovs-eksperten Rubya Mehdi, der er ansat på Carsten Niebuhr Instituttet, har gjort opmærksom på, at der allerede herhjemme i et vist omfang de facto forvaltes efter et parallelt retssystem. Hun siger, at muslimer i Danmark ofte reelt bliver gift, skilt og deler børn og formue efter islamiske principper, som jo i høj grad er til kvindernes ugunst. Imamerne kører faktisk allerede deres »juridiske rådgivningscentre«, der har mere magt end godt er. Men hun anbefaler, at vi bør legalisere og give adgang til islamisk familieret her i landet. Jeg mener, det vil være en katastrofe, og er dybt rystet over, at hun kan anbefale dette.

Et vestligt sekulært demokrati bygger på adskillelsen af religion og politik, hvorfor religion og religiøse argumenter som basis for lovgivningen selv i mindre målestok er som at putte grus i et kugleleje. Her må lovene være rationelt begrundede, menneskeskabte og aldrig som sharialoven være baseret på religiøse argumenter, der afskaffer såvel borgernes ret til religionsfrihed samt deres ligeværd.

En muslim kan i øvrigt ifølge selv samme sharialov ikke forlade islam og konvertere for at søge at komme ud af sin »stavnsbinding«, fordi sharialoven forbyder, at man må forlade islam. Og da sharialoven diskriminerer kvinder og gør forskel på muslimer og ikke-muslimer, så afskaffer den også herigennem det ligeværd for mennesker, som er demokratiets forudsætning. Hvis man foreslår islamisk lov i et demokratisk land som Danmark, så mener jeg ikke, man er demokrat og går ind for, at demokratiet skal kunne overleve.

Jeg mener ikke, vi skal invitere til en diskussion om sharialoven eller nogen som helst form for sharia-råd eller fatwa-råd. Begge dele er klart antidemokratiske. Vi skal stå mere fast på demokratiet og vores værdier. Vi er midt i en kulturværdikamp. Det er en kamp mellem demokratiske og islamiske værdier. Lad os sige det mere klart: Ikke en millimeter til sharialoven her i landet. Heller ikke til et råd.

Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis 05 januar 2007

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver