Tørre tårer over euro-sammenbrud
10. oktober 2011
Morten W. Langer skrev i Ugebrevet A4 2. september: »Euro-konstruktionen har udviklet sig til en selvdestruktiv evighedsmaskine. Euroen har frataget de enkelte EU-lande en række vigtige politisk-økonomisk styringsredskaber -bl. a. renter, QE, likviditet og valutakurser -til at løfte dem ud af gældsspiralen«. Han konkluderer, at vi derfor i EU-landene vil se en meget lang periode med negativ BNP-vækst og stigende arbejdsløshed. Og der er jo desværre udsigt til yderligere recession. I P1′ s morgen sagde man 6/ 10, at vi snart vil komme til at mangle arbejdskraft. Det er nok ønsketænkning. Sandheden er snarere, at vi kommer til at se fortsat udflytning af arbejdspladser.
Nuvel, der er en del personer, der går på pension i årene, der kommer, men hvis man nærlæser tallene og især holder dem op mod antallet af private arbejdspladser, vi har tabt og stadig taber i ekspresfart, tallene over tilgangen til arbejdsmarkedet, som ikke er så små, som mange tror, samt den forventede fremtidige jobskabelse, så mener jeg, at det er tydeligt, at det vil være job og ikke mennesker og arbejdstagere, vi kommer til at mangle i mange år fremover.
Men er der virkelig så alvorlige, styringsmæssige konstruktionsfejl i EU-systemet og vores møntunion, som forstærker krisen?
Baseret på en drøm
Som bl.a. Paul Krugman, økonom, nobelprismodtager og klummeskribent i NY Times, har sagt det, så var euroen baseret på en drøm og en ønsketænkning, en utopi, med ædle moralske og kulturelle motiver om, at Europa burde smelte sammen, men euroen burde i stedet have været baseret på benhårde økonomiske overvejelser og planlægning. Han har peget på, at euroens fædre og mødre manglede realitetssans. En af hans sidste klummer bærer overskriften: »Euro Zone Death Trip«.
Det er både økonomiske og mere følelsesfulde samt kulturelle overvejelser, der må med i afgørelsen af, om man overhovedet ønsker en fælles valuta. Jeg synes, de alle talte for et nej til euroen. Før i tiden var Europa et kludetæppe af forskellige lande. Det var det, der gav Europa sin charme, rigdom og sin store styrke. Europas fremtid ville blive bedre, hvis EU-systemet gav slip på den overdrevne (sovjetagtige) ensretning samt det store bureaukrati, som i stigende grad og på flere og flere områder effektivt hæmmer udvikling, dynamik, fremdrift, innovation og forhindrer landenes ønske om og mulighed for at kunne gå forrest.
Den anerkendte Jürgen Stark fra ECB, Den Europæiske Centralbank, sagde i september 2011, at Euroens evt. overlevelse forudsætter, at de lande (Grækenland, Spanien og Italien), der truer den europæiske økonomi, enten deponerer deres økonomiske selvbestemmelsesret hos EU eller forlader eurosamarbejdet. De fleste mener, Grækenlands bankerot er uundgåelig. Man ved blot ikke hvordan, det vil ske indenfor den nyskabelse, som euroen jo er, og det er svært at forudsige, hvad der vil ske herefter. Man frygter smitteeffekten, forløbet i det hele taget, udlandets tab af tillid til EU, effekten på kreditværdighed, rating mm. Selv Tysklands økonomi er mærkbart belastet af hjælpepakkerne og vil nok have vanskeligt ved at gabe over flere end den sidste ny, som man på den anden side ikke forventer løser problemerne.
Tæt på sammenbrud
Vi er tæt på, at euroen bryder sammen.
Når og hvis dette sker, kan det være, at den også tager den europæiske union med sig i faldet.
Det vil jeg græde tørre tårer over.
Det var forkert at indføre en fælles valuta uden først at have samordnet landenes økonomi herunder finanspolitik, arbejdsmarkedspolitik samt skattepolitik. Der var ikke forud for indførelsen af euroen skabt de nødvendige forudsætninger for en fælles valuta. Derfor går det galt nu. Noget andet er, at jeg heller ikke ønsker (eller ønskede) en sådan politisk samordning.
I øjeblikket vender mange øjnene mod Kina og Indien og tænker på, hvorfor deres økonomi stormer frem, deres eksport eksploderer, højteknologijob strømmer til dem fra Vesten, fattigdommen aftager og middelklassen vokser, mens det går den modsatte vej i EU og USA.
Den canadiske historiker og filosof John Ralston Saul siger om det og om disse landes evne til at håndtere økonomiske kriser, som vi ikke har været gode til i Vesten i bogen »The Collapse of Globalism« : » I 1997 havde vi en asiatisk økonomisk krise. Hverken Kina eller Indien blev ramt, faktisk klarede de sig bedre end før gennem krisen.
Hvorfor? De havde kapital kontrol og forskellige andre begrænsninger på bevægelser og investeringer.
Overordnet set har de klaret sig godt ved at foretage økonomiske moderniseringer og ikke følge de økonomiske principper ved globalisering.
Uanset hvilke markedsreformer de har indført, har det været ud fra en nationalstats og nationaløkonomiske interesser.«.
Egne interesser
De lande, der klarer sig bedst, fører en nationaløkonomisk politik, mens vi ikke mere tror på værdien af at beskytte vores lande og føre en politik, der har størst fokus på landets egeninteresser.
Vores svaghed forstærkes af, at vi jo så ydermere konkurrerer på uens eller unfair vilkår. Vi forsøger at undgå protektionisme i EU, da vores politik er baseret på frihandel og globalisering, mens mange af de andre store økonomier i verden – Kina og Indien -fører politik baseret på nationalstats-interesser.
Vi har overdrevet vores globaliseringsiver, så det er blevet en ideologi for os. Meget tyder på, at kontrolleret frihandel kombineret med nationalstater dvs. frie lande simpelthen er bedre egnede enheder til at styre deres egne økonomier – og især til at tage ansvar.
Det ville have været bedst, hvis Grækenland havde måttet devaluere en eller to gange og tage ansvar for den førte politik.
Jeg taler ikke om seriedevalueringer.
Dybest set er det vel en naturlig del af et frit marked (og risikoafspejlende), at et land kan devaluere -så det ikke blot kan sende regningen videre til andre. I sin tid hjalp det Argentina.
Man burde satse på en gylden middelvej med en mere navigerende og ansvarlig økonomisk politik baseret på udbredt samhandel og markedsøkonomi mellem stærke, selvstændige og manøvredygtige lande.
Billedtekst: Europa-Parlamentet i Bruxelles, magtens centrum: Europas fremtid ville blive bedre, hvis EU-systemet gav slip på den overdrevne (sovjetagtige) ensretning samt det store bureaukrati, som i stigende grad og på flere og flere områder hæmmer udvikling, dynamik, fremdrift, innovation og forhindrer landenes ønske om og mulighed for at kunne gå forrest, mener Lene Kattrup. Foto: Scanpix