Tørklædet sætter et klart skel i skolegården
22. juni 2007
TØRKLÆDEDEBAT: Mange muslimske piger ville synes, det var en lise, at de kunne tage tørklædet af i skolen, hvis bare de var så heldige, at det var forbudt her.Regeringen har netop fremlagt et program for en sundere barndom med blandt andet idéer til at forhindre, at vores børn fortsat bliver for tykke, spiser for fed mad og får for lidt motion. Børn udvikles bedre og bliver både psykisk mere harmoniske og fysisk sundere af at få mere motion og en god kost fra små af. Det er hjemmets ansvar, men man har fundet ud af, at vores institutioner faktisk har en stor del af skylden. Sport, idræt samt gymnastik skal opprioriteres her; det må være politikernes ansvar.
Da Bertel Haarder (V) som integrationsminister sagde, at han ikke var minister for tørklæde og leverpostej, blev jeg skuffet. Han kunne næsten lige så godt have sagt, at børns sundhed og integration ikke kom ham ved. Samme dag som regeringens program om en sundere barndom blev fremlagt, sagde statsminister Fogh Rasmussen: ”Både når det gælder det almindelige muslimske tørklæde og niqab, er det min holdning, at folk må klæde sig, som de vil, så længe påklædningen ikke er til hinder for, at den pågældende kan udføre sit arbejde, og at det ikke er imod de regler, som en arbejdsgiver til enhver tid kan fastsætte af saglige regler for påklædning”.
Her var det vores statsminister, der skuffede mig.
FOR DET første glemte han helt børnene. Der er jo ikke tale om, at en pige i første klasse frivilligt ønsker at bære tørklæde. Det hindrer, at hun kan deltage i fysiske aktiviteter på lige fod med sine kammerater. Hun kan ikke lege og udfolde sig frit på legepladsen, gå til sport, tage i svømmehallen eller løbe om kap med en dreng.
Tørklædet sætter et klart skel mellem hende og drengene og de andre ikke-obligatorisk tørklædebærende piger. Man hæmmer hendes opvækst, hun diskrimineres og gøres fortræd. Vi må hurtigst muligt have tørklæderne ud af skolen og børnehaverne. Det må være nok med et smykke med en halvmåne.
Mange muslimske piger ville synes, det var en lise, at de kunne tage tørklædet af i skolen, hvis bare de var så heldige, at det var forbudt her. Staten skal bestemt ikke blande sig i tørklædebrug på gaden og i hjemmet, naturligvis ikke. Men der bør i skolen samt på universiteterne herske en neutral atmosfære, hvad angår kønnenes ligeværd. Det vil være til gavn for børnene og de unge.
Men for det andet må det på arbejdet være arbejdsgiveren, der bestemmer, og det anerkender Fogh Rasmussen jo også. Men tilsyneladende har han glemt eller forsøger at løbe fra sit eget ansvar som arbejdsgiver. Som regeringsleder er Fogh sammen med regeringen selv arbejdsgiver for den arbejdsplads, som den offentlige sektor udgør. Desuden er han som statsminister politisk ansvarlig for landet og har derfor et stort og vigtigt ansvar for integrationen.
DET GIVER betydelige skel og barrierer mellem de ansatte, hvilket skader arbejdsmiljøet og effektiviteten på de offentlige arbejdspladser samt modvirker integration. Man kommer heller ikke uden om, at politikerne har en klar pligt til at sørge for, at borgere, der har brug for en serviceydelse fra den offentlige sektor, skal kunne modtage denne uden at være tvunget til at møde stærke politisk/religiøse signaler. I et sekulært samfund er det borgerens ret at kunne modtage en offentlig ydelse i et politisk/religiøst neutralt rum. Jeg må kunne kræve at være fri for at skulle betjenes af en ung mand med 10 ringe i næsen, en T-shirt med Ryd Christiania på eller en kvinde med et muslimsk tørklæde, når jeg kommer på hospitalet eller er bruger af rådhuset i min kommune. De offentlige ansatte kan påføre sig deres symboler, når det er blevet fyraften.
Integrationen er væsentlig for vores fremtid. Men her ser vi et af de største politiske svigt i nyere tid. Igennem mange år er der blevet ført en politik, hvor man har fremmet en relativt stor indvandring til landet. Nu, da regningen skal betales, hvor en effektiv integration er en absolut nødvendighed for, at Danmark ikke går op i sømmene, så ser vi en konfliktskyhed og en handlingslammelse, der er beskæmmende at se på. Politikerne må tage arbejdstøjet på og huske, at de er arbejdsgivere for den offentlige sektor og politikere med ansvar for, at børnene behandles ens og ikke diskrimineres eller svigtes, når de befinder sig i de offentlige institutioner.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad Kristeligt Dagblad 22.6.2007