Tag præstekjolen af, når I politiserer
13. oktober 2009
Folkekirken: Desværre har Ramsdal og en del af de danske folkekirkepræster i Brorsons Kirkesagen ageret på linje med de imamer, vi kritiserer for ikke at skelne mellem politik og religion. De har brugt Gud i deres politiske kamp, men lander uvægerligt i den situation, som alle politiserende kristne kirker og kristne hellige altid ender i – de står afklædte til skindet.
Per Ramsdal fra Brorson Kirke, der husede de afviste asylansøgere fra Irak, er tilbage fra en ufrivillig ferie, men fortsætter tilsyneladende sin linje med at udbrede politik i kirken.
”Love kan være så rigide og umenneskelige, at de ikke nødvendigvis bør overholdes”, sagde han fra prædikestolen forrige søndag. Men hvis vores kristne folkekirkepræster ønsker at kæmpe politisk, så skal de stige ned fra prædikestolen, gå ud af kirken og stille sig på en ølkasse eller noget andet samt tage deres præstekjole af. Så er det helt okay – ellers er det ikke. De lever i et sekulært demokrati, der er skabt og vedtaget politisk. Det understøttes også af deres egen religion, kristendommen. Det går som en rød tråd igennem Det Ny Testamente, og det er ikke kun i historien om Jesus, der befaler os at give kejserens hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.
Desværre har Ramsdal og en del af de danske folkekirkepræster i Brorsons Kirkesagen ageret på linje med de imamer, vi kritiserer for ikke at skelne mellem politik og religion. De har brugt Gud i deres politiske kamp, men lander uvægerligt i den situation, som alle politiserende kristne kirker og kristne hellige altid ender i – de står afklædte til skindet, som f. eks. også pavekirken i Rom i sin tid gjorde det, fordi de jo så tydeligt modsiges af deres eget evangelium og kristne budskab.
Helt alene -politisk set Som kristen står man helt alene politisk set. Man kan ikke påberåbe sig at have Gud på sin side, medmindre man voldtager ordene i Det Ny Testamente. Der er ikke i Jesu forkyndelse et entydigt politisk budskab. Næstebudskabet er en fordring til det enkelte menneske, der må afgøre med sig selv, sin samvittighed og sin Gud, hvad der i den pågældende situation kræves af ham eller hende – ikke af næsten. For det er en sag mellem næsten og næstens Gud.
Hvis præsterne og kirkeasylmedlemmerne tog næstebuddet alvorligt, ville de opfatte det som en individuel og personlig fordring, ikke som noget, de kan bruge til at afkræve ofre af andre – eller af staten.
De kunne selv handle ved f. eks.
at skifte deres bopæl ud med et længerevarende ophold i Gellerupparken, Vollsmose, Mjølnerparken eller indre Nørrebro, hvor de kunne udføre socialt arbejde og starte nogle netværks- og samtaleklubber mm. De ville kunne gøre en vigtig forskel og udføre et stort gavnligt arbejde.
I stedet forlanger de, at andre skal ”betale”, herunder de borgere, der bor disse steder, fordi de ikke, som flertallet af præsterne og kirkeasylmedlemmerne, har råd til at bo i de mere trygge og mindre uroprægede områder. Og de kræver, at staten skal afholde udgifterne ved at give ophold til de afviste irakere samt deres efterfølgere.
De opfatter sig som gode samaritanere, men det er for andres penge, de vil være gode, og det er primært andre mennesker end dem selv, der skal yde ofre og bo tæt på problemerne.
Folkekirken skal være apolitisk og rummelig, den bør holde sig til sit formål, som er at forkynde evangeliet. Nogle har misbrugt den til et politisk formål og forsøgt at tjene to herrer på samme tid – ikke kun Gud – selvom de var i Guds hus og ikke havde taget deres præstekjole af. De tekster, der har været prædiket over i folkekirken, mens denne asyldebat har stået på, har været meget sigende.
Teksten søndag den 6/ 9 var lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukas 10,23-37), som selv bragte ofre. Han råbte ikke op om, at andre skulle gøre det.
Han hjalp den overfaldne mand op på sit æsel og bragte ham til et herberg, hvor han selv betalte for husly og hjælp til manden. Han forlangte ikke, at staten eller andre skulle betale.
Den 16/ 8, tre dage efter politiets rydning af Brorsons Kirke, var dagens tekst fra Lukas (19,41-48) om Jesus, der kom ind på tempelpladsen og jog dem ud, der drev handel dér, mens han sagde: ”Mit hus skal være et bedehus. Men I har gjort det til en røverkule”. Søndag den 20/ 9 var det Mattæus teksten (6,24-34), der indledes med: ”Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden”. Det er næsten morsomt, at lige disse tre tekster, der så tydeligt taler deres eget sprog, har været de aktuelle i denne periode. Mon Gud har humor?
Det mest tragiske er, hvis kirkeasylgruppen ubevidst eller kynisk har misbrugt de afviste irakere til et politisk formål, nemlig til at få ændret en udlændingepolitik, de var imod. De har måske givet de afviste irakere et falsk håb og været med til at forlænge deres ophold.
Billedtekst: De kunne selv handle ved f. eks. at skifte deres bopæl ud med et længerevarende ophold i Gellerupparken, Vollsmose, Mjølnerparken eller indre Nørrebro, hvor de kunne udføre socialt arbejde og starte nogle netværks- og samtaleklubber, skriver Lene Kattrup om præster som Per Ramsdal, som her ses til højre fra de turbulente dage i august ved Brorsons Kirke. Foto: Scanpix