Spørgsmål efter Carina-dokumentar
18. oktober 2012
DR-dokumentaren om Carina (” Pigen, der ikke ville dø”) rejste flere spørgsmål. I mine øjne ligger det væsentligste etiske spørgsmål i, om der administrativt på vores hospitaler i et vist omfang er tale om en behandlingsændring i selve forløbet, forinden patienten er hjernedød eller uafvendeligt døende, afhængig af om patienten er en potential donor eller ej.
Hvis det er tilfældet, kan det jo tænkes at udløse et urimeligt pres på de pårørende og på sundhedspersonalet, der så kan føle et behov for at måtte spørge ind til organdonation tidligt i forløbet for at kunne tilrette behandlingen. Så er fokus ikke mere alene på patienten, hvilket jeg finder problematisk.
Det var ikke intentionen, da man indførte hjernedødskriteriet, at patienterne skulle inddeles i to grupper, hvor den foretagne behandling forinden er forskellig i forhold til, om den pågældende patient er donor eller ej. Behandlingen bør kun have ét hovedsigte: at gavne patienten og at opfylde hjælpepligten.
Indtil sidste sekund før døden (hjernedøden) skal behandlingen kun have patienten selv som formål.
Behandlingen må være præcis den, der i situationen vurderes at være den optimale med hensyn til overlevelse, forbedring og/ eller lindring med patienten fuldt og helt i centrum.
Svært spørgsmål
På et relativt tidligt tidspunkt afkræves Carinas familie et svar på, om organdonation vil være o. k., når hjernedøden evt. indtræffer, fordi behandlingen vil være lidt forskellig, som det udtrykkes. Lægen siger bl. a.: »Hvis man ikke donerer, så fjerner vi simpelthen tuben og slukker for respiratoren, og så holder hjertet som oftest op med at slå i løbet af få timer eller dage«. De pårørende, der på dette tidspunkt stadig håber på en overlevelseschance, svarer så ja til donation.
Det ville jeg også have gjort.
Carina fik fire dage mere i respirator.
Hvis familien havde erklæret, at hun ikke skulle være donor, ville respiratoren så være blevet slukket allerede her – eller i hvert tilfælde tidligere, end det skete – og ville hun så have overlevet? Man tør ikke stille dette spørgsmål pga. det svar, der synes mest sandsynligt, og i så fald ville vi næppe have erfaret om det.
En patients behandling bør ikke forinden hjernedøden kunne ændres i forhold til beslutning om donation eller ej. Hvis behandlingen er den samme, sådan som det burde være tilfældet, haster det jo i øvrigt heller ikke så meget med at spørge de pårørende om evt. mulighed for organdonation.
Ens behandling
Hvis vi husker at sætte den aktuelle patient helt og fuldt i centrum, sådan som det altid bør ske, så er der mange svar, der giver sig selv – også i denne væsentlige debat.
Der bør være fuldstændig ens behandling, og de pårørende burde ikke spørges om organdonation, før hjernedøden er konstateret.
Hvis de selv kommer ind på det, eller hvis patienten har givet tilsagn, er det en anden sag.