Skræmmende. Vi må lede ivrigt efter alternativer til medicinering af børn
24. oktober 2010
DEN STØRSTE PRØVE eller eksamen i vores liv er forældreskabets.
Dumper vi til den, så er det, som om vores øvrige gerninger blegner og synes mindre væsentlige.
Man ved tidligst, om man delvis dumpede eller bestod, når børnene er kommet op i 20′ erne. Da erfarer man, om de har udviklet sig til harmoniske, empatiske og velfungerende unge mennesker.
Mange frygter ikke at klare opgaven. Hvis man har et barn, der fungerer dårligt i skolen eller i børnehaven, kan det være en lettelse, når en læge eller en psykiater stiller diagnosen ADHD. For det første kan det være, man så ikke har gjort noget forkert, og desuden kan det være, der er noget medicin, der kan hjælpe.
Men det farlige er, når samfundet ikke for alvor stiller spørgsmålet om, hvorfor så mange børn i dagens Danmark får denne diagnose.
Til et beboermøde oplevede jeg, at et forældrepar havde taget deres otteårige dreng med. Fra vi kom, til vi gik, sad han foran et videoapparat.
Da vi skulle hjem cirka klokken 22.30, bemærkede nogle, at det var flot, at han havde siddet stille i de mange timer foran videoen.
Forældrene forklarede, at han også havde fået en dosis Ritalin .
Jeg tænkte i mit stille sind på, at den ene forælder skulle være blevet hjemme, have lavet god mad, læst en bog, spillet et spil med drengen, gået en god tur og sørget for, at han lå i sin seng senest klokken 20, så han var frisk i skolen næste dag. Eller eventuelt have haft en god babysitter, der kunne sørge for det og sørge for, at drengens behov som barn inklusive søvnbehov blev dækket. Var det ikke samfundets og de voksnes behov, der her blev sat ind som nummer et, og er det sundt for en dreng at sidde tre-fire timer foran en video? Det mener jeg ikke.
Forleden talte jeg med en far til to børn, der begge for et år siden havde fået stillet ADHD-diagnosen. De fungerende meget dårligt i børnehave og skole. Han og hans kone var ikke blevet lettede, men chokerede, da børnene kom på medicin.
Ved at ændre markant på hele familiens hverdag, på børnenes rammer og især på kosten, som han mente havde stor betydning, havde de foreløbig opnået, at det ene barn var medicinfrit, og det andet kun skulle medicineres i perioder. Begge børn var nu mere harmoniske, fungerede socialt samt kunne tage imod viden
DETTE ER KUN eksempler, jeg ved det, men hele diagnosedebatten i forbindelse med ADHD, finder jeg, er forfejlet, fordi man aldrig kommer til det mere vigtige: Hvad er den dybereliggende årsag til ADHD, hvordan kan vi nedsætte frekvensen og sværhedsgraden, hvordan kan vi forebygge, og hvordan kan vi undgå at medicinere en stor del af vores børn med en type af medicin, jeg personligt mener, vi vil se nogle ubehagelige konsekvenser af på sigt? Medicin i den såkaldte CNS-stimulerende gruppe af stoffer, som er beslægtet med amfetamin.
Vi bør forsøge at komme et lag dybere. Der må være noget i miljøet, for eksempel kosten, levevis og/ eller i omgivelserne i øvrigt, der fremmer ADHD. Ellers ville vi næppe se en så stor en stigning på så få år. Marianne Banner og Birgitte Bjørn Jensen bemærkede i Kristeligt Dagblad den 30. august, at det er naturligt, at en stigende forekomst af ADHD vil øge anvendelsen af medicin.
Det forekommer mig ikke indlysende.
Vi forsker meget i tilstande, man kan give medicin mod, med henblik på at kunne bruge medicin. Det er der penge i. Det er kun logisk, og vi kan og bør ikke forvente andet af medicinalfirmaerne, som står for hovedparten af sygdomsforskningen.
Men vi burde kunne forvente en anden tilgang fra alle andre – fra samfundet, fra politikere, børnepsykiatere, lægerne med flere. Vi burde gøre meget mere for at finde nye og andre veje og lede efter årsagerne.
Den ivrighed, der har været for at klare problemerne ved at bruge medicin til vores børn, synes jeg er forkert og skræmmende. Det kunne være, der var alternativer, hvis vi i det mindste målrettet og energisk ledte efter dem.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 24.10.2010