Skal vi bøje os for trusler?
11. marts 2008
Overordnet set kan der være to grunde til, at man evt. vælger at give efter for trusler. Enten vil man have fred på den korte bane, eller også er man i en svag position, så man ikke synes, man har noget valg. Når man giver efter for trusler, forærer man også de truende en magt og et våben, som kan genbruges.Den hollandske regering tænker kortsigtet, når den forsøger at få politikeren Gert Wilders til at undlade at offentliggøre sin islamkritiske film på grund af trusler. Regeringen vil gerne have støtte fra de øvrige EU-lande til at gøre dette. Hvis man stopper Wilders, efterkommer man krav fra islamister, der truer med, at der vil flyde blod i Hollands gader, hvis filmen bliver vist – og man vælger at lukke øjnene fra de alvorlige konsekvenser, der vil være, hvis de truende får det, de ønsker, og opnår det gennem trusler.
Samfund med frygt
Hvis det lykkes dem, kan og vil de fremover bruge det våben til at få opfyldt andre af deres krav. Til gengæld for en smule fred på den korte bane får man et samfund med frygt, hvor en trusselskultur breder sig. Allerede nu har politikerne på grund af de udmeldinger, de er kommet med, opnået at styrke de formørkede kræfter og give dem selvtillid. Det kan vise sig at være katastrofalt. Den hollandske regering burde i stedet have meldt klart ud og fortalt islamisterne, at deres trusler er uacceptable, og at de må protestere verbalt som alle andre, hvis de har noget imod filmen. At vold eller trusler om vold ikke kan bruges til at ændre ytringsfriheden i et demokrati, og at statsmagten vil slå hårdt igen på enhver voldsanvendelse. Politikerne har i stedet fået sendt et signal, som gør, at de truende personer må tænke, at de har valgt en farbar vej.
Er en trusselskultur i det hele taget ved at brede sig i Europa, og har vi selv været med til at fremme en sådan? Ved den autonome demonstration i København den 3.marts blev der råbt i højttalerne: »Dræb en politimand«. Det overraskede mig, at demonstrationen ikke blev opløst af politiet, fordi der var blevet udstedt trusler, hvilket er ulovligt efter straffeloven, samt at den eller de personer, der råbte, sådan ikke blev anholdt.
I Berlin trængte en række muslimer ind på en kunstudstilling den 26. februar og forlangte, at et billede, som de fandt krænkende, blev fjernet, da det ellers ville »flyve med sten«. Hvorfor blev disse personer ikke anholdt, og hvorfor er de ikke i det mindste blevet efterlyst, så de kan stå til ansvar for at have udstedt trusler samt blive mødt med et erstatningskrav for de dage, udstillingen har måttet lukke samt for udgifter til vagtværn?
Trusler, der virker
Der er i dag flere og flere eksempler på, at trusler virker. Vi bør reagere mod disse trusler, så det ikke kan betale sig at true. Det »smitter«, hvis man kan se, at truslerne virker. Det er beskæmmende, at de unge fra Ungdomshuset får belønnet deres voldelige og truende adfærd ved at få et hus, mens mere fredelige unge mennesker ikke får det. I Odense fik en person, der havde forsøgt at true nogle vidner i en alvorlig voldssag til tavshed otte måneders fængsel. Her kunne truslerne ikke betale sig. Sådan bør det være i et retssamfund, hvor trusler ikke skal tolereres og gives magt.
Salman Rushdie sagde i 2006 om Danmarks Muhammed-tegninger, at den rigtige reaktion og beslutning ville have været, at alle medier havde offentliggjort tegningerne for at vise, at vi ikke giver efter for intimidering. »Det forhold at man udlod at gøre det, demonstrerede, at trusler virker.« Så simpelt er det. Vi må her i Europa spørge os selv, om vi vil lade angsten tage over og acceptere, at en trusselskultur breder sig, eller om vi finder, det er på tide at turde se truslerne i øjnene og ranke ryggen.
Salman Rushdie sagde også: »Når man skaber sådan et klima af frygt, og når man bøjer sig for den slags intimidering, så får man som resultat ikke mindre intimidering, men mere intimidering.«
Lene Kattrup bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet i Dagbladet og Frederiksborg Amts Avis 11.03.2008