Seidenfaden på en isflage
19. februar 2007
I et sekulært samfund må religion defineres som den enkeltes personlige tro. En verdensopfattelse, som ikke kan begrundes rationelt, som ikke er fakta for andre end en selv. Det placerer religion som et privatanliggende, som man ikke kan pådutte andre. En retssag, hvor man hævder, at en religion ikke må ”æreskrænkes”, er derfor i virkeligheden en retssag mellem personer, der som fundamentalister ønsker, at religionen skal have en særstilling, som hvis retssagen vindes, vil bane vejen for, at religionen kan få en politisk rolle i samfundet. Retssagen er mellem to parter. Mellem det sekulæres samfunds ytringsfrihed, der må indebære retten til at afvise, kritisere og gøre grin med religion som den ene part, og som den anden part de yderliggående religiøse, i dette tilfælde islamisterne. Måske kan en demokratisk sekulær muslim ikke lide religiøse satiretegninger, men han eller hun vil ikke ønske at leve i et land, hvor religiøse satiretegninger er forbudt i et tegneserieblad som Charlie Hebdo.
Tøger Seidenfadens position i denne sag synes som om han står på en isflage, som han gik ud på, fordi han derfra kunne ramme Anders Fogh i nakken med snebolde. Men isen er begyndt at smelte og T.S. burde se at komme på land. På DR2 s Deadline deltog han i en direkte debat med Flemming Rose. Hans argumenter har ikke ændret sig.
Han påstod, at Jyllands-Posten ikke nogensinde har bragt tegninger, der udstillede jødedommen. Den 4. februar 2006 bragte avisen 13 jøde karikatur tegninger kaldet ”arabiske streger”, nogle af dem var antisemitiske, men naturligvis kun bragt af avisen for at vise, hvad der af og til bringes i disse landes aviser. På et møde i København blev han oplyst om dette, så han ved godt, at den påstand ikke er sand.
I udsendelsen havde han muligheden for at undskylde, at han flere gange har fejlciteret Muhammed-tegningernes ledsagetekst på afgørende vis, men det undlod han. Han sagde, at han ikke mente, der forinden offentliggørelsen den 30. november 2005 havde været nogle tegn på selvcensur eller begrænsninger i ytringsfriheden. Hertil må man sige, at forløbet der fulgte efter klart viste, at her foretog Tøger Seidenfaden et fejlskøn. Forløbet viser, at der blot var noget, som han ikke havde fået øje på, men som andre havde set. Den 12. marts 2005 var vi 50 personer, der ved et møde på Fyn stiftede Trykkefrihedsselskabet, hvis formål bl.a. er ”at træde i brechen for det frie ord, hvor som helst det er truet, og uanset hvem, der truer det”. Vi dannede dette selskab, fordi vi kunne se trusler; det kunne andre også.
At Seidenfaden endnu ikke kunne se det, burde ikke efterfølgende havde fået ham til at reagere så snæversynet, så han kun kunne få øje på ”et sårbart muslimsk mindretal”, som blev angrebet af tegningerne. Religion må tåle satire og kritik i et sekulært demokratisk samfund. Religiøse, der er sekulære demokrater i deres hjerter, forstår dette; det er islamisterne, der sammenblander religion og politik, der anlægger alle disse retssager for at få ytringsfriheden og religionskritikken indskrænket. De er ikke svage, det har vi fået en del beviser på, de er de frie samfunds fjender.
Lene Kattrup i Berlingske 19.2.2007