Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Saglige fakta, tak

20. september 2009

I et ikke særligt oplysende indlæg havde udenrigsminister Per Stig Møller sammen med fire af sine udenrigsmisterkolleger forfattet et indlæg om klimaindsatsen (JP 16/9).

Ordene retfærdig og fair blev brugt flittigt i indlægget. I politik skal man have en holdning, som man sagligt, rationelt begrunder og kæmper for. Ordene retfærdig og fair er som ordene anstændig og ordentlig tillægsord, der egentlig ikke hører hjemme i en politisk debat.

Disse ord er ret subjektive og baseret på følelser og fornemmelser mere end på fakta og saglighed, og de gør tit debatten lidt poppet og usaglig.

Desuden stempler de ofte modstanderne, der har en anden mening eller tilgang til emnet, som uretfærdige, unfair eller uanstændige.

Der har været en vis inflation i fænomenet. På det seneste har vi set det med de irakiske afviste flygtninge, hvor deres støtter udråber personer, der er uenige, til at være uanstændige eller umenneskelige. Giv os i stedet nogle saglige fakta og argumenter for, hvorfor vi har råd til og brug for at huse disse irakere (samt efterfølgerne) og for Per Stig Møllers vedkommende, giv os nogle konkrete, saglige fakta om, hvorfor du og dine kolleger finder, vi skal foretage de aktuelle klimainvesteringer på den måde, som I foreslår. Ikke noget usagligt pjat med retfærdighed i forbindelse med klimaet.

Lene Kattrup i Jyllands-Posten 20.09.2009

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver