Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Religiøse argumenter. I politik kan de bane vejen for teokratiet

22. oktober 2008

IBEN THRANHOLM SKREV den 17. oktober, at jeg mener, man skal “holde Gud uden for demokratiet”. Det er forkert. Af mit indlæg fremgik det, at jeg mener, religiøse argumenter bør holdes ude af politik. Thranholm synes derimod, vi kan acceptere dette.

Hun er her uenig med sin egen pave, der blandt andet har sagt: “Det er helt grundlæggende at insistere på adskillelsen af det politiske og det religiøse for at garantere borgernes religionsfrihed og statens ansvar for borgerne” (se Kristeligt Dagblad den 23. september).Demokratiet forudsætter politisk ligeværdighed blandt individerne. Det er hjørnestenen i demokratiet som samfundsorden, men denne ligeværdighed afskaffes ved en accept af religiøse argumenter i den politiske debat.

Religion og religionsdebat må gerne fylde i samfundet og i det offentlige rum, og religion er en uhyre væsentlig kilde til den etiske værdiskabelse, men religion må ikke bruges som argument til at begrunde lovene. Og politik handler jo om, hvilke love og regler vi skal have i samfundet.

Man kan naturligvis ikke forbyde religiøse argumenter i den politiske debat, men de skal afvises som ubrugelige. Vi bør alle afstå fra at bruge religiøse argumenter i politik af hensyn til demokratiets fortsatte beståen, af hensyn til, at personer, der har en anden tro, kan indrømmes de samme muligheder for at deltage i den politiske debat og beslutningsproces, der danner grundlag for lovenes vedtagelse i et demokrati, samt af hensyn til alle medborgernes religionsfrihed.

HVIS MAN I STØRRE omfang i et demokrati åbner for accept af religiøse argumenter i det politiske, så får man efterhånden religiøst begrundet lovgivning, og det krænker den religions-, tanke- og trosfrihed, der er en universel frihedsrettighed, som er rationelt begrundet.

Den frihedsrettighed burde Thranholm ikke under noget omstændigheder ønske at give køb på. Det er logisk, at en accept af religiøse argumenter i politik kan bane vejen for teokratiet.

Vi kan ikke blot gå ud fra, at andre religioner har samme forhold til individers lighed, frihed, ansvar, fornuft og samvittighed som kristendommen.

Asger Aamund sagde forleden: “Fra et islamisk politisk synspunkt er der en uløselig sammenhæng mellem kristendommen i videste forstand og demokratiet. Overalt hvor imamen ser fodsporene af kristendom, ser han demokratiet” (Kristeligt Dagblad den 11. oktober).

Historisk set er det et faktum. Hvis de moderne demokratier smider kristendommen på porten, er det tvivlsomt, om de kan overleve som demokratier. I forhold til demokratiet er kristendommen en venlig religion. Den stiller alle mennesker lige, erkender sig selv som en tro og befaler os at bruge vores fornuft og selv tage et ansvar for vores liv her på Jorden.

Vi kender alle Jesu ord om at give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.

Men foruden dette krav om at adskille religion og politik er det også umuligt at basere politik på det nytestamentlige, kristne budskab. Der er en dobbeltsikkerhed. De kristne står svagt i forhold til at fralægge sig det personlige ansvar ved at begrunde politik på religion. Det har været en stor fordel, men i forhold til et opgør med religioner, der gerne vil bestemme politisk, kan det vise sig at være en svaghed – især såfremt den menneskelige fornuft og evne til at tænke selvstændigt svigter os.

K.E. LØGSTRUP HAR helt ret i sine ord: “Det menneske, for hvem det kristne budskab er den afgørende sandhed om hans eksistens, kan ikke i det budskab hente nogle specifikke, kristelige argumenter for det ene eller andet syn på ægteskab, børneopdragelse, politik etcetera, men han må argumentere for sin opfattelse på det ene og det andet område som enhver anden – og med argumenter, der må kunne godtages af ikke-kristne såvel som kristne.”

Måske antager Thranholm, at andre religioner med tiden vil agere som kristendommen ved mødet med demokratiet. Men netop nu fylder islam meget i Europa, og hvis islams lære og tekster tages bogstaveligt, sådan som nogle gør det, så er indholdet velegnet til at blive brugt politisk til at diktere lovene i samfundet.

Når Thranholm slås for en accept af religiøse argumenters plads og disses ligeværd i politik, så ser hun ikke, at det kan føre til en afskaffelse af individets ligeværd og ånds-/religionsfrihed, som jeg finder, hun i stedet burde gå på barrikaderne for. Det er det, det drejer sig om, når det er demokratiet, vi vil bevare. Religiøse argumenter i politik udgør en alvorlig trussel netop i den tid, vi lever i nu.

Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 22.10.2008

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver