Religionskritikkens nødvendighed. Censur er ikke vejen frem
18. marts 2009
JEG HAR EN BEKENDELSE, jeg gerne vil gøre over for tidligere overrabbiner Bent Melchior. Jeg holder af muslimer, der er demokratisk indstillede, men jeg er faktisk bange for islam.
Det er sådan noget, som Melchior (sådan må jeg forstå hans udtalelser til Kristeligt Dagblad den 14. marts) diagnosticerer som en sygdom, nemlig islamofobi, som han finder, er usund for samfundet.
Jeg frygter den stille islamisering i Europa, altså at de områder i blandt andet England, hvor sharialoven er indført, breder sig, at der overalt i Europa opstår flere parallelsamfund, og at der med tiden kommer mere disharmoni og flere kultursammenstød og så videre. Jeg frygter med andre ord, at islam i stigende grad bliver til islamisme, og jeg tænker en del over, hvad vi kan og bør gøre ved det.
Foreløbig er jeg kommet til, at det må være vigtigt, at vi alle – inklusive vores muslimske medborgere – fortsat kan kritisere islam og debattere islam frit. Jeg blev glad for at høre om et samarbejde mellem jøder og muslimer, for det synes jeg kun var glædeligt, men jeg er skuffet over at erfare, at temaet var islamofobi og antisemitisme. Det er to helt ulige størrelser. Det ene drejer sig om en fjendtlig holdning mod jøder, det andet om en frygt eller sygelig frygt for islam. Det må være o.k. at frygte en religion eller visse af religionens dogmer og ideologiske indhold samt tage afstand herfra – også hvis det er islam.
Det gør jeg, og det ved jeg, at også nogle muslimer gør, det har de selv fortalt mig, men de tør ikke altid sige det åbent. Melchior må have bemærket, at radikale kræfter blandt muslimske magthavere fra OIC-landene for tiden netop bruger islamofobibegrebet til at få FN’s Menneskerettighedsråd til at ligestille islamkritik med racisme, således at kritik af islam bliver ulovliggjort, og der reelt set ville blive indført censur også i den vestlige verden. EU’s rammedirektiv fra 28. november 2008, som medierne næsten ikke har omtalt, kommer dette forslag noget i møde.
FOR MIG AT SE vil det at indskrænke og ulovliggøre visse ytringer, hvor man udtrykker islamkritik eller udtrykker sin frygt for islam være et skridt, der vil bane vejen for islamismen, altså islam med et politisk indhold som en vigtig magtfaktor i samfundet. Det er derfor, OIC-landene ønsker det.
Burde Melchior ikke hellere have samarbejdet om et formål, der hed mod antisemitisme og mod antimuslimsk holdning og dårlig behandling af medmennesker? Mon ikke Melchior har ladet sig spænde for en forkert vogn? Man bør være for retten til at frygte og kritisere alle religioner inklusive islam og retten til verbalt at give udtryk for det. Denne ret er vigtig for at sikre, at muslimer kan få lov til frit og individuelt at fortolke islam, således at de for eksempel kan tage afstand fra islams sharialov uden at risikere at blive anklaget af deres egne eller af samfundet for at ville skade islam. Denne ret er også vigtig, for at muslimer kan få lov til at forlade islam, hvis de ønsker det. Det kniber det meget med allerede i dag, også her i Europa. Vi bør ikke gøre det sværere. Overordnet set kan religionsfriheden ikke overleve uden retten til religionskritik, og vi skal ikke kalde kritik af islam for islamofobi.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 18.03.2009