Patienten i centrum indtil sidste sekund før døden
16. oktober 2012
Patienten i centrum indtil sidste sekund før døden. Forkert at ændre behandlingen, fordi patienten skal være donor
DR-DOKUMENTAREN om Carina, ” Pigen, der ikke ville dø”, rejser mange spørgsmål. Jeg finder, at det etisk problematiske især ligger i, om der generelt på vores hospitaler kan være tale om en behandlingsændring i selve forløbet ( forinden hjernedød) i forhold til, om patienten er en potentiel donor eller ej.
For hvis det er tilfældet, kan det jo tænkes at udløse et pres på de pårørende samt på sundhedspersonalet, der så kan føle et behov for at måtte spørge ind til organdonation tidligt i forløbet for at kunne tilrette behandlingen. Så er fokus måske ikke mere alene på patienten, hvilket jeg finder er problematisk.
Behandlingsændring i forhold til, om man skal være donor eller ej, er forkert. Patienten bør i vores sundhedsvæsen altid være et mål i sig selv og aldrig et middel. Enhver borger skal kunne føle sig 100 procent sikker på dette – også uanset tilsagn til organdonation.
Bag om vurderingen af, om den behandlende overlæge i Carina-sagen foretog et fejlskøn eller ej, ligger dette principielle og meget væsentlige spørgsmål.
Kan det tænkes, at den valgte behandling på et tidligt tidspunkt afhænger af, om patienten skal være donor eller ej? Med et tidligt tidspunkt mener jeg forinden, patienten kan erklæres for hjernedød eller uafvendeligt døende. Hvis behandlingen ændres i forløbet, fordi patienten skal være donor, synes jeg, der er noget, der er helt forkert. Jeg fik den opfattelse fra udsendelsen, at familien på et relativt tidligt tidspunkt afkræves et svar på, om organdonation vil være okay, når hjernedøden eventuelt indtræffer, fordi behandlingen vil være lidt forskellig, som det siges.
Man fik det indtryk, fordi der i udsendelsen blev sagt, at: ” Hvis man ikke donerer, så fjerner vi simpelthen tuben og slukker for respiratoren, og så holder hjertet som oftest op med at slå i løbet af få timer eller dage.” Men uanset hvilke scenarier, man kan forestille sig ved ændring – en mere optimal behandling med hensyn til overlevelse, forbedring og/ eller lindring eller en mindre optimal behandling – så er det forkert, hvis behandlingen ændres i forløbet i forhold til organdonation eller ej ved død. Behandlingen bør på dette tidspunkt kun have et formål: at gavne patienten.
Behandlingen skal indtil sidste sekund før døden ( hjernedøden) kun optimeres i forhold til patienten, der skal være 100 procent i centrum.
Først herefter kan behandlingen ændres.
Så haster det heller ikke så meget med at spørge de pårørende om mulighed for organdonation.
Hvis vi husker at sætte den aktuelle patient helt og fuldt i centrum, sådan som det altid bør ske, så er der i øvrigt mange svar, der giver sig selv.
Jeg synes ikke, de pårørende bør spørges om organdonation, før hjernedøden er konstateret. Hvis patienten selv har givet tilsagn til donation, eller de pårørende selv kommer ind på emnet, er det en anden sag.
Billedtekst.
Behandlingsændring i forhold til, om man skal være donor eller ej, er forkert.
Patienten bør i vores sundhedsvæsen altid være et mål i sig selv og aldrig et middel.