Når folket står i vejen
28. januar 2008
Den 22.12. 07 svarede MEP Karin Riis-Jørgensen (V) på beskyldninger om at være elitær, når hun er modstander af en folkeafstemning om reformtraktaten. Hun henviste til, at juristerne har sagt, vi ikke afgiver suverænitet. Den franske filosof Bernard-Henri Lévy sagde i Berlingske 29.12.07, at nogle af Europas problemer skyldes en »politisk melankoli«, hvor der ikke er debat, men »regeringer af mennesker erstattes af administrationer«.
Ole Hyltoft kalder fænomenet djøficering. Politikere henviser i stigende grad til jurister, eksperter og råd. Det gør de for at undvige eller lette deres ansvar for at træffe selvstændige politiske valg og skulle forsvare og begrunde disse overfor deres vælgere. Når Riis-Jørgensen henviser til jurister, undgår hun det politiske ansvar. Så er det logisk, man også ønsker at undgå konfrontationen med vælgerne og helst også deres dom. Denne adfærd udspringer netop af en elitær holdning. Og politiske spørgsmål bør naturligvis ikke kun anskues juridisk. Det giver en skæv, indsnævret og formalistisk synsvinkel.
Men selv juridisk set burde man have indset, at en vurdering i forhold til Grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse er for snæver og meningsløs, fordi det overstatslige element i EU allerede har gjort det absurd at tale om EU som en »mellemfolkelig myndighed«, som er ordlyden i § 20. Som Mikael Pihl bemærkede i disse spalter (11.7.04), burde der ud fra en juridisk betragtning have været folkeafstemning om den afgivelse af suverænitet, der har fundet sted til EUs retssystem. Også den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har tiltaget sig en politisk magt pga. en dynamisk fortolkning af EU-konventionerne, der har medført en politisk svækkelse af den lovgivende magt herhjemme samt ændret på fordelingen mellem den dømmende og den lovgivende magt. Der drives politik fra en domstol af personer, der ikke har et folkeligt mandat, og som ikke kan fratages magten, hvis folket er utilfreds med den førte politik.
Riis-Jørgensen nævner, at folket er konservativt, og at folkefornuften er bevarende, men den nye Lissabon-traktat sikrer, at EU-politikerne kan sørge for en mere progressiv, dynamisk udvikling pga. større beslutningsmagt, uanset folkets ønsker. Her røbes efter min mening en elitær distancerende holdning. Hun bør lytte til folkets stemme. Det kunne jo være, folket har en opfattelse, der senere vil vise sig at have været den rigtige.
Måske ønsker et flertal af Europas borgere en opbremsning af farten på EU-toget samt at retningen ændres, så det i stedet kører mod et mere velfungerende mellemstatsligt samarbejde og udvidet samhandel, frem for mod en stigende overstatslighed i form af Europas forenede stater med fælles politik og fælles kultur. Riis-Jørgensen og de andre politikere, der vil stryge den folkeafstemning, som var blevet lovet befolkningen, skulle stille sig foran spejlet og se sig selv dybt i øjnene. Selv Giscard d’Estaing har indrømmet, at den ny reformtraktat ikke er blevet væsentligt ændret. Vi ved, den vil ændre vores fremtid.
Lene Kattrup i Berlingske Tidende 28. januar 2008,