Mindretal skal beskyttes
13. december 2006
Det gælder også seksuelle mindretal, der flere steder har det vanskeligt – f.eks. på Færøerne.
I ET INDLÆG 8/12 skriver overlæge Morten Frisch om den kamp, der er på Færøerne mellem dem, der vil sikre homoseksuelles ret til frit at kunne vælge den livsform og seksualitet, som de ønsker, sat over for religiøse fundamentalister, som vil hindre dem i det.Frisch argumenterer ud fra hensynet til at undgå en diskrimination af et seksuelt mindretal. Jeg finder, at han har ret i, at det er forkasteligt, hvad der foregår på Færøerne og såmænd også her, når homoseksuelles rettigheder krænkes. Men jeg kan ikke lide denne argumentation og henvisning til diskrimination af et mindretal her et seksuelt.
Ikke alle mindretal skal beskyttes sådan pr. automatik. Der skal vurderes sagligt fra gang til gang med eftertænksomhed i stedet, og der skal argumenteres ud fra, hvad det aktuelle mindretal står for. Hvis et mindretal står for noget, der skader andre, eller hvis mindretallet ønsker at begrænse andres frihed, bør det ikke forsvares eller beskyttes.
Seriøse argumenter
Vi må have seriøse argumenter i stedet for denne meget brugte henvisning til diskrimination og mindretal, hvor det ofte ses, at al videre refleksion og argumentation så undlades. I vores aktuelle debat om muslimer går mange i dag i den grøft, at de kommer til at forsvare antidemokratiske mørkemænd som islamisterne uden at have tænkt sig om, blot fordi muslimerne er et mindretal her i landet.
Jeg mener, sondringen bør være, at islamister, som vil begrænse andres frihed og anmasse deres religiøse politiske dogmer på andre ikke skal forsvares, men det skal enhver muslim, der respekterer det sekulære demokrati. Hvis vi skal holde os til emnet om seksuelle mindretal, så hørte jeg netop dette diskriminations/mindretals-argument brugt ukritisk og ureflekteret for kort tid siden af en person, som tidligere har vist begrænset udsyn på grund af en udtalt kultur- og meningsrelativisme.
Filosoffen Peter Sandøe mener tilsyneladende, at næsten alt kan forsvares, når blot vi tager hensyn til seksuelle mindretal. 30/11 skulle han som formand for Det Dyreetiske Råd på et pressemøde fremlægge rådets holdning til sodomi, dvs. menneskers anvendelse af dyr til personlige sexformål, og forsøgte til de fremmødtes store overraskelse at forsvare og forklare, at rådet var nået frem til, at »der ikke er behov for en lovgivning, der forbyder privatpersoners seksuelle omgang med deres egne dyr.«
Modsatrettede hensyn
Forklaringen var, som der også står på side 6 i selve udtalelsen, at rådet finder, at der uanset de situationer, hvor dyrene lider overlast »er et tungtvejende modsatrettet hensyn til at udvise respekt over for andre menneskers seksuelle præferencer og en seksuel minoritet.« Sandøe nævnte flere gange her som eksempel de homoseksuelle. Men dyrene misbruges og skades ofte ved en seksuel udnyttelse. I homoseksuelle forhold er der tale om gensidighed, accept og ligeværdighed, og partneren skades ikke.
Hvis man anvender dyr til sex, bruger man et levende væsen, der er svagt, i vores varetægt, og som i de fleste tilfælde villigt gør, hvad mennesker forlanger af dem. Det vil heller ikke etisk set kunne forsvares, hvis en almindelig mand har samleje med en hjerneskadet kvinde, der befinder sig på en institution.
Hvis Sandøe endelig synes, vi skal lave en sammenligning, så havde det været mere nærliggende at sammenligne med pædofile, da børn jo som dyr ikke kan optræde som ligeværdige og give den fulde accept, som mange er enige om, at sex som fænomen altid må fordre. Vi ved, at dyrene ofte anvendes vaginalt og/eller analt. Nogle af skaderne har lighedstræk med de skader, man ser ved pædofili. Der rapporteres om relativt alvorlige fysiske skader. Flere undersøgelser har vist, at der i gruppen af sodomiudøvere er en overrepræsentation af mennesker, dømt for voldsforbrydelser, herunder vold i forbindelse med sex samt personer med psykopatiske karaktertræk.
Skader på dyr
Et sådant mindretal skal ikke beskyttes, ligesom pædofile heller ikke skal det. Jeg ville have fundet det mere sagligt, relevant og mere professionelt, hvis rådet havde beskæftiget sig med den betydelige risiko for alvorlige skader, der er på dyrene, og det faktum, at gældende dyreværnslov, pga. tolkningen af denne, ikke beskytter dem pt. Disse skader er nedtonet i selve udtalelsen, der bærer præg af, at man har stirret sig blind på et mindretal, man er bange for at diskriminere. I sin iver for dette er beskyttelsen af dyrene blevet glemt.
Lene Kattrup i Jyllands-Posten den 13.12.2006