Mellemøsten. Kan Israel bestå som demokratisk stat
3. august 2009
I en interessant kronik i Kristeligt Dagblad den 29. juli behandler Fathi El-Abed spørgsmålet om, hvorvidt jøder kan betragtes som et folk. Jeg forstod, at han mener, at det kan man egentlig ikke. Og jeg kan gå så langt, at jeg må give ham ret i, at det kan man diskutere.
Men når han bruger sit ikke et folk-standpunkt til at sætte spørgsmål ved Israels retmæssige eksistens og fortsatte beståen som suveræn og demokratisk stat, så synes jeg, at kæden hopper af for ham. Vi må nødvendigvis tage udgangspunkt i realiteterne.
Israel findes. Det blev skabt af det internationale samfund som reaktion på en målrettet forfølgelse samt drab af jøder igennem lang tid i mange lande, hvor man i disse lande åbenbart mente, at man kunne definere dem igennem race/oprindelse, kultur og/eller religion, selvom netop jøderne ofte assimilerede sig ret godt i landene.
FN forsøgte at løse problemet og lette den betændte tilstand og verdens samvittighed ved at sørge for et mindre areal, hvor der var et fristed med en vis form for sikkerhed for de jøder, der følte, de havde behov for dette. FN begik store fejl på den måde, det skete, det var både forkert, uretmæssigt og naivt.
Det med sikkerheden var også en illusion, for Israel blev angrebet kort efter samt hyppigt siden, og det er næsten mod alle odds, at landet overhovedet stadig eksisterer. Israel har vundet disse krige, og grænser ændrer sig i krige, det er set mange andre steder. Israel har haft et behov for bufferzoner, det kan man forstå, mens jeg finder bosættelsespolitikken svær at forsvare.
Jeg synes under alle omstændigheder, man må sige til Fathi El-Abed, at det er nødvendigt at se på situationen, som den er i dag. Han taler om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til de byer, som deres forfædre flygtede fra på grund af den krig, som de omgivende lande startede mod Israel. Men som Søren Espersen i sin bog: ”Israels selvstændighedskrig og de danske frivillige – om staten Israels første år ”- beretter om, var der jo også store flygtningestrømme af personer af jødisk oprindelse den anden vej. Skal de så også kunne vende tilbage? Hanna Ziadeh har sagt det meget direkte i en kronik i Politiken (28. februar 2009): ”Kan jeg som palæstinensisk efterkommer beskrive fordrivelsen af mine forældre som israelsk etnisk udrensning, når der er en million palæstinensere tilbage iblandt fire millioner israelere (i Israel), og tie stille om, at af de næsten én million arabiske jøder er der 6500 tilbage iblandt 300 millioner arabere?”
Kære Fathi El-Abed: Er det ikke Israels overlevelse som et pluralistisk demokrati med ytringsfrihed og religionsfrihed, det drejer sig om? Et demokrati er aldrig stærkere end summen af den fornuftmæssige indstilling til politisk ligeværdighed, accept af verdslig lovgivning efter fri debat i samfundet, mindretalsbeskyttelse samt respekten for alle borgeres frihedsrettigheder, som der er i landet.
Israel er omgivet af en del fjender, der ønsker at invadere landet, at staten Israel fjernes fra landkortet, samt at der indføres religiøs lovgivning. Hamas’ charter er en rystende oplevelse at læse. Friske meningsmålinger viser, at et flertal af palæstinensere fortrækker sharialoven og en religiøs stat – ikke et demokrati – og de unges foretrukne allierede er præstestyret i Iran.
Som formand for Den Palæstinensiske Venskabsforening var det dette, El-Abed burde kæmpe imod og tage fat på. Hvorfor kritiserer han ikke disse kvindeundertrykkende og antidemokratiske kræfter her, så han hjælper de spæde demokratiske kræfter blandt palæstinenserne?
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 03.08.2009