Maskiner af kød og blod
7. juli 2010
Med et målrettet avlsarbejde har landbruget sørget for, at en so nu får 16 smågrise pr. faring.
Det er flere, end hun kan ernære. Ca. en fjerdedel må aflives eller dør pga. sult m.m.
De øvrige overskydende gives til en ammeso, der får smågrise fra flere andre søer og må fortsætte med at die, når hun ellers var færdig med sit eget kuld. Man ’sparer’ en drægtighed, og soen kan forblive i den dyrefjendske, snævre og adfærdsbegrænsende fikseringsboks, der er meget lidt plads- og pasningskrævende (to minutter pr. so) og derfor billig.
Økonomisk optimering rimer sjældent på dyrevelfærd.
Det her beskrevne er et eksempel blandt flere inden for moderne landbrug, som efter min mening er i strid med dyreværnslovens krav om, at »dyr skal passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov«.
Dyreværnsloven var før i tiden gældende også for landbrugets dyr, men her er den i dag i det store og hele sat ud af kraft, fordi vi i stedet for at betragte vores landbrugsdyr som levende dyr, ser dem som maskiner af kød og blod eller som ting.
Vi har heldigvis nogle undtagelser i de alternative systemer, såsom velfærdsgrisen og den økologiske produktionsmetode.
De empatiske og dygtige landmænd har i de fleste tilfælde forladt den normale masse-industri-produktionsmetode, fordi de ikke mere kunne holde ud at se på det i deres egne stalde.
De havde tit ikke et valg, hvis de skulle overleve. Andre landmænd så derimod med glæde på industrialiseringen og forblev i erhvervet. De svinelandmænd, som holdt af dyrene og gerne ville give dem anstændige og gode levevilkår, indtil de blev slagtet, skiftede erhverv, mens de mere hårdhudede blev tilbage.
Blandt dyrlægerne er der også er en del, der har givet disse argumenter som årsag til, at de søgte væk fra en karriere som svinedyrlæge.
Jeg kan tælles med her. I mit første job som landpraktiserende dyrlæge i 1980 kunne jeg se det komme. Men jeg havde ikke forestillet mig, at det gik så grueligt galt, som det gjorde. Det er værst på svineområdet, men der er også store problemer i kvægbruget. Dog er situationen knap så grel.
Problemet er opstået, fordi svineproduktionen er blevet så profitsøgende, så man har glemt, at det er levende dyr, man har med at gøre.
Men det store spørgsmål er, hvorfor det er sket, hvorfor er vi er kommet så ekstremt langt ud? Hvad er årsagen? Det er EU, der ved at have åbnet op for en fri konkurrence imellem landene og ved samtidig at have markedsgjort vores landbrugsdyr er hovedansvarlig for udviklingen.
Dyr er blevet til varer i hele EU-regelsættet, som bestemmer ca. 70-80 procent af al lovgivning på landbrugs- og fødevareområdet.
Det er f.eks. EU-regler, der er årsagen til, at slagtedyr transporteres så langt på kryds og tværs igennem Europa blot for at blive slagtet.
EU definerer fejlagtigt levende landbrugsdyr som en vare, der skal være omfattet af kravet om fri bevægelighed i det indre marked. Samtidig støtter og fremmer EU dette transportcirkus, og derfor ser vi, at markedsmekanismerne naturligvis gør, at dyrene sendes derhen, hvor slagteomkostningerne er lave.
EU’s medlemslande har store omkostninger til hvilestationer, samlestalde og til myndighedernes håbløse forsøg på at føre kontrol med samt søge at begrænse lidelserne, hvilket er umuligt, da de tunge og nedslidte produktionsdyr slet ikke kan klare de lange transporter.
Derfor kan filmhold efter filmhold vise os disse frygtelige eksempler på, at dyrene er alvorligt skadede og ofte næsten halvdøde ved ankomsten til slagterierne efter flere hundrede kilometers rejse, samt de mange eksempler på brutal voldsanvendelse over for dyrene, som på grund af udmattelse ikke mere kan stå og gå på benene.
Slagteriarbejdere, transportører m.fl. støder, tæsker eller slår dyrene for at få dem til at bevæge sig. De kan jo ikke bære de store tunge dyr.
Hvis reglerne krævede, at transportøren eller landmanden selv skulle afholde alle omkostningerne til velfærd under langtransport og skulle sørge for at løfte dokumentationsbyrden vedr. blot rimelige krav til velfærd samt afholde omkostningerne til myndighedernes kontrol og drift af samlesteder og kontrolsteder etc., så ville disse langtransporter straks stoppe, fordi det ikke ville være rentabelt.
Men EU ønsker transporten fremmet af hensyn til det indre marked, uanset den lavine af uforsvarlig behandling af dyr, det må medføre. Man overser i øvrigt også miljø- og klimahensyn, selvom vi ved, at transportsektoren her er vigtig.
I EU-transportforordningen fra 2007 står der tydeligt i starten: »Rådet har vedtaget bestemmelser vedr. transport af dyr for at fjerne tekniske handelshindringer for handlen med levende dyr og skabe grundlaget for, at de pågældende markedsordninger kan fungere tilfredsstillende«.
Det forhold, at EU har fremmet og subsidieret disse lange dyretransporter, har gjort, at der de sidste tyve år er sket en markant forråelse overalt blandt personalet på slagterierne, i transporterhvervet, i landbruget og i hele kontrolapparatet i EU-området, hvor dyr i dag mere betragtes som en vare end som et dyr. Vi ser en tingsliggørelse af dyrene, hvor niveauet ikke er foreneligt med et højt civilisationsstade, der kan kendes på, hvordan man behandler børn, svage, ældre og dyr.
Det dyresyn, der var almindeligt i Spanien, Syditalien og i Grækenland, er nu blevet udbredt til hele EU-området inkl. Skandinavien.
Det har været en kamp mellem syd og nord i EU, hvor dyresynet i syd vandt. Udviklingen er blevet accelereret af, at EU i højere grad er gået over til forordninger, der umiddelbart binder alle landene og fastlåser udviklingen til den laveste fællesnævner, man kunne blive enige om.
De utilstrækkelige og dårlige EU-regler bestemmer og sætter dagsordenen, som ikke blot er minimumsregler. De enkelte lande må ikke gå videre og indføre skrappere og bedre regler. Højtudviklede lande som de skandinaviske er sat tilbage i udvikling, og det gælder hele landbrugs- og fødevareområdet.
De gange, Danmark har forsøgt sig med særkrav for f.eks. at bedre dyrevelfærden, har vi næsten uden undtagelse tabt sagerne og måttet udbetale store erstatninger. P.t. er der en sag undervejs pga. vores ønske om ved danske særregler at beskytte de store tunge søer, der bestemt ikke er lang-transportegnede. Den tror jeg også, vi taber.
Dyretransportområdet er et godt eksempel på udviklingen på hele landbrugsområdet, men samtidig har transportområdet i sig selv meget stor betydning, for hvis transporten fremmes ved at blive gjort let og billig for brugeren, så vil dyrene jo netop blive transporteret derhen, hvor markedsmekanismerne afgør, at det er profitabelt at slagte, producere eller opfede dyr.
Konkurrenceparametrene bliver så dyrevelfærd, lønninger og miljøkrav. Animalsk landbrug vil i et sådant system søge væk fra lande med høje miljøkrav, god dyrevelfærd samt en veludviklet velfærdsstat med høj skat og et højt lønniveau – og hen til lande med lavere dyrevelfærd, mere moderate miljøkrav og lave lønninger. Det er logik. Og dyrevelfærd bliver samtidig til en teknisk handelshindring.
Derfor er vi nu ved at udflage den animalske del af vores landbrug, som vi tidligere har gjort det med værfts- og tekstilindustrien.
I 2009 eksporterede vi over 8 millioner levende slagtesvin, søer og smågrise, en stigning på 30 procent i forhold til året før. En avisoverskrift lød: ’Danske landmænd er ved at indtage en rolle som underleverandører til tysk landbrug og fødevareindustri’.
Hans Engell sagde i maj: »I løbet af kort tid lukker det sidste skibsværft, om fire år har vi ingen slagterier i Danmark«.Tidshorisonten er vanskelig at vurdere, men han har ret; udflagningen af selve svineproduktionen følger snart efter. Og det vil fortsætte.
Men ønsker vi at opgive vores landbrug bid for bid. Er det klogt af et lille, sårbart land med kolde vintre og uden ret mange andre naturressourcer at give slip på den basissikring, som en fødevareproduktion tæt på i vores eget land er?
Hvordan var det mon gået os under Anden Verdenskrig uden vores landbrug? Når vi ser ind i fremtiden, kan vi ikke udelukke miljø- eller naturkatastrofer, store flygtningestrømme fra tredjelande eller områder med borgerkrigslignende tilstande inde i Europas hjerte.
Det ville være klogt, hvis vi insisterede og handlede politisk efter at holde fast i Danmark som et selvforsynende landbrugsland. Uanset hvad EU siger.
På energiområdet taler man omsider om, at en vis selvforsyning er en uhyre klog ting. Det samme må gælde på fødevareområdet.
De danske svinebønder er desværre ofte gået forrest, når det gjaldt om at optimere indtjeningen, mens de har negligeret eller benægtet fakta, når det handlede om dyrevelfærd. Men reelt set havde de i det lange løb ingen chance for at overleve, medmindre de fulgte med EU-toget, hvor det er dårlig dyrevelfærd, lave miljøhensyn, høj produktion, små omkostninger og lave lønninger, der vinder. Det er hyppigt rumænere, som dyrlægerne møder i svinestaldene.
Mine kolleger klager over sprog og forståelsesproblemer, når de skal rådgive om sygdomme og medicin etc. Antibiotikaforbruget er steget voldsomt, fordi staldsystemerne er dyrefjendske, og pasningen er dårlig og ufysiologisk. Dyrlægerne tilkaldes ikke mere til diagnosticering eller behandling på enkelt dyrs niveau.
Normalt er det mange dyr, hele stier eller staldafsnit, der behandles – og af landmanden selv. På slagterierne har vi også måttet tilpasse os.
Vi har netop forladt den igennem mange år gældende praksis herhjemme med, at man ved kødkontrollen følte med hænderne inde i bughulen og skar ind, hvis man f.eks. kunne føle en bule, som så kunne vise sig at være en dyb byld. Den bliver måske ikke fundet i dag. Og de lymfeknuder, som var gode ’sladderhanke’, skærer man ikke mere ind i. Det er billigere, når man kun bruger øjnene – men fødevaresikkerheden forringes.
Vi har accepteret det for dog at forsinke udflytningen og lukningen af slagterierne ved at formindske udgifterne til kontrollen. Ud fra en kvalitetsbetragtning er udviklingen dybt bekymrende. Jeg mener, EU satser helt forkert både ud fra en etisk og dyrevelfærdsmæssig betragtning, men så sandelig også ud fra en fødevaresikkerhedsvurdering.
Den omfattende transport af levende dyr i stedet for kød rundt i EU udgør en stor risiko i sundhedsmæssig henseende.
Levende dyr har andre bakterier end kød; de kan i visse tilfælde huse de bakterier eller virus, der forårsager de såkaldt ondartede smitsomme sygdomme som f.eks. mund- og klovesyge, Newcastle disease eller svinepest. Man gør meget for ved øremærker m.m. at kunne opspore en smittekilde, hvis uheldet er ude.
Jeg tror, det giver en flask tryghedsfølelse, for når skaden er sket, er de tab så store, at det ikke hjælper så meget, at man måske erfarer, at det var en dyrlæge, der gik forkert ind i en stald eller 29 får fra Nordengland, der blev transporteret til Syditalien – eller nogle levende kyllinger. Når epidemien eller pandemien har etableret sig og har spredt sig, kan det være uhyre smitsomme og dødelige sygdomme, der økonomisk set kan give uoverskuelige følger.
Jeg mener, det kun er et spørgsmål om tid, før nogle større katastrofer af et omfang, vi måske har svært ved at forestille os, vil ske.
EU burde skifte politik til at fremme transport af kød, og i det mindste give de enkelte lande lov til at begrænse al transport af levende dyr. Herhjemme burde vi begrænse al dyretransport til slagtning til højst ca. fire timer eller 200 km, og transport af dyr til levebrug burde også indskrænkes betydeligt og begrænses mest muligt, i hvert tilfælde betydeligt i forhold til nu. Sidst burde grænsekontrollen genindføres, og vi burde fra statslig side støtte økologien meget mere.
Vi må gøre oprør mod, at EU definerer et levende dyr som en vare. Jeg fatter ikke, at vores politikere stiltiende finder sig i dette. Vi kan gå forskellige veje.
Bruge Lissabon-traktatens artikel 13 om EU’s Funktionsmåde, første del af principperne, der fastslår et hensyn til dyrevelfærd i EU som et ufravigeligt overordnet princip.
Eventuelt anvende artikel 36 i tredje del om det indre marked, der fastlægger, at et land kan indføre restriktioner i vareindførsel og udførsel, hvis det er begrundet i hensyn til beskyttelse af mennesker og dyrs liv og sundhed (anvendelsen af denne artikel er dog et problem, når man, som jeg mener, at levende dyr slet ikke burde have været omfattet af EU’s regler vedr. varer).
Det kan være, at det er lille Danmark, der som noget nyt skal til at anlægge sag mod EU.
Eller i det mindste skal lade være med fortsat at lade sig dirigere rundt i manegen, så vi må acceptere en gradvis afskaffelse af vores dyreværnslov og dyrevelfærd for vores landbrugsdyr, derpå en deroute for vores tidligere ret høje veterinære stade og fødevaresikkerhed, risiko for smitte med ondartede smitsomme sygdomme og en gradvis afvikling og udflytning af hele vores animalske landbrugssektor startende med vores svineproduktion.
Lene Kattrup er dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd. i Politiken kronik 7.7.2010
”Det er dårlig dyrevelfærd, lave miljø-hensyn, høj produktion, små omkostninger og lave lønninger, der vinder”