Lovligt internationalt
13. september 2011
INDVANDRING: De radikale ønsker indvandringen til Danmark øget. De ønsker 24 års-reglen afskaffet, selv om vi jo ved, at den har hjulpet mange muslimske piger til at undgå tvangsægteskaber, så de har kunnet tage en uddannelse. Vi ved endnu ikke, om de nu også kommer til at bruge deres uddannelse. Det vil vi få at se i årene, der kommer.
Partiet mener også, at vi har brug for øget import af udenlandsk arbejdskraft.
De skriver i deres valgprogram, at fordi danske virksomheder har brug for kvalificeret arbejdskraft, skal den internationale rekruttering styrkes. Vi mangler ikke mennesker, men job.
Og hvad er der i vejen med vores danske veluddannede? Er de radikale blevet så internationalt orienterede, at de glemmer vores egne borgere? Mange nyuddannede akademikere går ud i ledighed.
Hver 10. ingeniør fra 2008 eller 2009 er langtidsledig. Som Akademikernes Centralorganisation for nylig har sagt, så er det en katastrofe for samfundsøkonomien, hvis vi ikke får nytte af de dyre uddannelser – foruden den menneskelige katastrofe.
For de lavere eller mellemlangt uddannede har vi også store problemer med arbejdsløshed, som bør få os til at konkludere, at vi ikke har brug for øget indvandring af arbejdskraft.
Selv de udlændinge, som vi tager ind efter Green Card-ordningen for særligt højtuddannede, går i dag i stigende grad enten arbejdsløse eller tager ufaglært arbejde, og presser lønnen nedad.
Green Card-ordningen fungerer ikke.
Lene Kattrup Folketingskandidat ( DF Østjyllands Storkreds Århus Syd) Århus Stiftstidende 13.09.2011