Lighed for loven. Det er ikke religion, men mennesker, der tæller
10. oktober 2011
JENS PETER LAUGE Giversen kommenterer 1. oktober mit tidligere indlæg fra den 28. september og anbefaler indførelsen af et statsligt organ, der rådgiver fraskilte muslimske kvinder efter sharialoven. Han argumenterer, at da det danske demokrati jo ” hviler lige så meget på Bibelen som Grundloven”, så må rådgivning efter den islamiske lov være i orden for muslimer, hvor fundamentet er Koranen og shariaen.
Vores vestlige demokrati hviler på skuldrene af vores kristne kulturarv. Men jeg sætter ikke religionerne lige.
Det virker meningsløst og helt forkert på mig. De værdier, der ligger til grund for vores politiske holdninger, er naturligvis farvet af vores verdensopfattelse, som vi jo hver især kan begrunde rationelt eller religiøst.
Men det sekulære demokrati forudsætter, at vi alle i den politiske debat (så vidt som overhovedet muligt) argumenterer rationelt. Hvis vi for eksempel fra talerstolen i Folketinget eller i den folkelige debat begyndte at henvise til, at denne lov skal vedtages, fordi det siger Allah, Jesus eller Buddha, så udelukker vi muligheden for den demokratiske, ligeværdige dialog og samtale, som er demokratiets livsnerve.
Kristendommen sekulariserer i sit indre selv det politiske, hvilket banede vejen for demokratiet. Det var en svær og sej vej, men hver gang man søgte tilbage til skrifterne i Bibelen, måtte man sande, at man ikke kan begrunde politik på kristendommen.
Jesus lod sig passivt føre til korset, undgik politik, ville ikke fælde dom, og han var ikke en krigsherre.
Muhammed var derimod politiker, hærfører og dommer.
I islam er mennesker ikke lige. Kvinder og mænd er grundlæggende ikke lige, og der er også stor forskel på muslimer og ikke-muslimer.
Dette passer dårligt til kravet i vores demokrati om, at alle mennesker uanset køn og tro skal være politisk ligeværdige, samt at der skal være lighed for loven.
INDFØRER VI en anden lovgivning for personer, der er født som muslimer og har indgået ægteskab, så vil vores samfund med tiden blive opsplittet på ulykkelig og efter min mening meget uønsket vis, som vi ser det mange steder i verden, og demokratiet indskrænkes. Vi går fejl, hvis vi tror, vi blot kan parallelisere vores særegne kristendom med andre religioner herunder islam.
Som Paulus skriver i Galaterbrevet 3, 27-28: ” Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde.” Ligheden er det centrale.
Men den røde tråd i islam er ikke lighed mellem mennesker, og sådan som vi også i dag ser sharialoven blive forvaltet fra England til Iran, Egypten og Sydvestasien, er den ikke til kvindernes fordel, tværtimod.
I den sag, som Kristeligt Dagblad omtalte, var shariarådgivningen af kvinden, at hun ikke kunne blive skilt uanset mandens vold, fordi manden ikke ville lade hende blive skilt. Manden derimod kan let lade sig skille og støde sin hustru bort, som det normalt kaldes, og desuden gøre krav på børnene, hvis han ønsker det. Når vi dertil lægger, at kvinden ifølge den islamiske lov ikke kan konvertere fra islam, så er og bliver det en alvorlig sag.
Jeg må derfor fastholde mit oprindelige synspunkt: ikke en centimeter til sharialoven i vores demokrati.