Landbrugsdyr er blevet kødfabrikker
21. december 2011
Engang hed den offentlige myndighed, der holder øje med velfærden hos dyrene i landbruget, Veterinærdirektorat ( og Levnedsmiddelstyrelsen).
I dag hedder den Fødevarestyrelsen.
Veterinærdirektoratet var tilknyttet et ministerium, der hed Landbrugsministeriet. I dag hedder det Fødevareministeriet.
Navneforandringen er desværre logisk nok. Tidligere regnede vi vores landbrugsdyr for levende dyr. I dag betragtes de i stigende grad som fødevarer eller maskiner, der producerer kød. Det er sket en tingsliggørelse af dyrene, der skyldes, at landbruget er blevet underkastet en voldsom markedsdreven udvikling.
For de ansatte i det intensive industrilandbrug er det en fordel at forsøge at fortrænge, at de arbejder med levende pattedyr, der kan tænke, føle smerte og har adfærdsmæssige behov.
Det står værst til hos svinene.
25 procent af vores søer dør eller aflives før tid pga. nedslidning. Alligevel bebuder landbruget, at kravene til dem skal sættes yderligere i vejret.
Man har ændret soen, så hun får langt flere pattegrise, end hun er skabt til. Derfor har man indført ammesøer, der, når de er færdige med deres eget kuld, får tillagt andre pattegrise. Det betyder, at ammeperioden forlænges, og at soen fikseres længere i det sobur, det burde være forbudt at holde dyr i.
Burene er indført for, at soen ikke skal lægge sig på pattegrisene. Alligevel er dødeligheden uacceptabel høj.
Op i mod en fjerdedel af pattegrisene dør, inden de vænnes fra soen.
Og 99 pct. af dem halekuperes, til trods for at det egentlig er forbudt. Det sker for at undgå, at grisene bider hinanden i halen. Man ved, at halm til dyrene eller adgang til udendørsareal ville medføre, at halebid ville ophøre.
Men dyrene får ikke halm og heller ingen mulighed for at gå udenfor.
Folketinget sat skak mat
Hvis folketingspolitikerne i erkendelse af, at noget er løbet løbsk, skulle ønske at stramme reglerne og kræve, at dyrene igen får en mere naturlig opvækst med trivsel og bedre mulighed for at udfolde deres adfærd, ville de straks møde argumenter om, at hvis kravene strammes, flytter produktionen ud af landet pga. globaliseringen og konkurrencen i EU. Men udflytningsrisiko eller ej: Der må vel alligevel eksistere en nedre grænse for, hvordan vi kan tillade os at behandle dyr? På grund af befolkningens, dyreværnsfolks og fagpersoners kritik af landbrugsdyrenes forhold har politikerne de senere år nedsat udvalg og arbejdsgrupper på dyrevelfærdsområdet.
Det har imidlertid hele tiden ligget i kortene, at de helst skulle komme frem til, at dyrene ikke lider. Det lykkes som oftest, dog først efter repræsentanter for dyrevelfærdsorganisationerne er udvandret. Jeg har været til flere høringer, hvor en trængt minister med hjælp fra dygtige embedsmænd udførte den vanskelige opgave at forsvare den måde, vi producerer og behandler vores dyr – især svinene – på. Et forsvar, der efter min mening – ud fra en enhver rimelig veterinærfaglig, moralsk og etisk vurdering – ikke kan gennemføres, med mindre man hævder, at dyrene ikke kan føle smerte, frustration, lidelse og stress ved at blive berøvet muligheden for at kunne udfolde en rimelig grad af deres naturlige adfærd.
I forordet til en brochure for en velbesøgt dyrevelfærdskonference, som Fødevarestyrelsen afholdt i november i år, stod der: »I Danmark har vi en dyrevelfærdslovgivning, som fastsætter en række minimumkrav til dyrevelfærden og sikrer et acceptabelt niveau af dyrevelfærd for vore husdyr«. Problemet er imidlertid, at en landmand sagtens kan opfylde alle lovens krav, samtidig med at dyrene lever nogle kummerlige liv. Minimumkravene er så ringe, at de ikke sikrer dyrevelfærd.
Det er min opfattelse, at Fødevarestyrelsen forsøger at hjælpe politikerne ved at nedtone problemerne. Der er penge i at presse dyrene i et frit marked, hvor grænsen for, hvad vi kan acceptere, har flyttet sig gradvist. Og inden for systemet har man måttet følge med. Fødevarestyrelsen og de ansatte fremstiller virkeligheden pænere, end der er dækning for.
Markedet regulerer ikke
Ansvaret for dyrevelfærd må deles mellem politikerne, forbrugerne og landbruget med dets organisationer samt detailleddet.
Når det drejer sig om beskyttelse af dyr og dyrevelfærd, er et frit marked ikke velegnet, på samme måde som et frit marked heller ikke vil kunne regulere krav til beskyttelse af f. eks. børn på arbejdsmarkedet.
Næsten al magt er overgivet til markedet og til EU.
Hvis man kunne få EU til at højne kravene, kunne det være en vej at gå. Men mange af os, der har fulgt forløbet de sidste 20 år, har indset, er det ikke en farbar vej.
Logisk set burde EU være den instans, der sikrede en bedre og mere beskyttende lovgivning i erkendelse af, at det drejer sig om levende dyr, selv om vi senere spiser dem.
Men realistisk set må vi konstatere, at sådan har det ikke været, og sådan vil det heller ikke blive af mange forskellige grunde. Og som jeg tidligere skrev, er Folketinget sat skak mat.
Mærkning, tak
Initiativet til at højne velfærden kommer heller næppe fra landbruget og dets organisationer.
Her vasker man hænder og påpeger, at man blot producerer den vare, forbrugeren ønsker og vil betale for.
Forbrugerne siger omvendt, at de prioriterer dyrevelfærd.
Desværre vælger de fleste anderledes, når de står foran køledisken, hvor det tit er den billigste vare, der vinder.
Der er dog nogle forbrugere, der faktisk parat til at betale mere, hvis mærkningen mere klart og tydeligt fortæller om dyrevelfærd.
Vi har brug for en enkel, synlig og gennemført mærkning om dyrevelfærd opdelt i tre grader, som man har i visse andre lande. Der er allerede et hav af mærker, men vi må fjerne nogle af dem og indføre dette, som skal være veldefineret, så forbrugerne kan få adgang ( via nettet) til at finde ud af, præcis hvad velfærden indebærer for den pågældende dyreart.
Der findes innovative og eksperimenterende landmænd, der f. eks. nægter at holde deres søer og slagtesvin i snævre bokse det meste af deres liv. Landmænd, som insisterer på at give deres dyr rigeligt med halm, så de har noget at tage sig til.
Landmænd, som alene ansætter uddannet personale.
Men nogle af dem fortæller, at stærke aktører gør det vanskeligt for dem at få varer mærket som dyrevelfærdskød og med oprindelse på hylderne i supermarkederne.
Fra samtaler med kilder i detailleddet har jeg fået indtryk af, at der hersker monopolagtige tilstande. Derfor kan disse nytænkende landmænd ikke få deres dyrevelfærdsberigede kødvarer ud i butikkerne med mulighed for at få den merafregning, de burde have.
Vi har to udfordringer. For det første har EU defineret landbrugsdyr som en handelsgenstand eller en ting.
Derfor klarer de producenter, der ser stort på dyrevelfærd sig bedst.
For det andet mangler de nyskabende landmænd opbakning.
Mange af dem oplever ligefrem at blive bremset og modarbejdet.
Sidstnævnte problemstilling kunne være en sag for vores nye fødevareminister, der har haft nogle rigtig gode udmeldinger, men vist endnu ikke har erfaret, at det i øvrigt er EU, der bestemmer.
Ansvaret for at højne dyrevelfærden kan ikke blot overlades til EU og de danske beslutningstagere.
Vi bør alle tænke os mere om og prioritere dyrevelfærd, når vi står ved køledisken.
Det er svært, fordi vi i dag mangler en god og sikker dyrevelfærdsmærkning.
Men man går ikke helt galt, hvis man vælger økologisk kød. Er det for dyrt, så gør som jeg, spis kun kød i weekenden i begrænset mængde ( det gavner også miljøet), og køb kun økologisk eller andet kvalitetskød, hvor du er helt sikker på, at dyrene har været frie, fået halm og haft plads og er blevet passet forsvarligt.
Lene Kattrup kronik i Information 21. december 2011
| EU definerer vores landbrugsdyr som handelsgenstande, Folketinget har svært ved at komme igennem med regulering på dyrevelfærdsområdet, og landmændene henviser til, at de blot producerer det, forbrugerne vil have. Imens lider dyrene i staldene | |