Lad os få et dyrepoliti
23. december 2010
VANRØGTSSAG
I de senere år er det blevet sværere og sværere at få myndighederne til at tage selv oplagte dyreværnssager alvorligt. Resultatet er, at man som anmelder må forsøge at anmelde igen og igen, da man afvises. Det koster faktisk langt flere ressourcer for staten, end hvis sagerne blev håndteret mere effektivt og håndfast fra start af. Ofte ser vi, at der bruges ressourcer på at afvise og forklare til højre og venstre, mens resultatet er, at dyrene slet ikke hjælpes. Dyreværnsloven er efterhånden blevet til en pyntelov. Der er opstået en opfattelse af, at en overtrædelse af den lov skal tages mindre alvorligt, end hvis man overtræder andre love.
Jeg synes, medierne inkl. Jydske Vestkysten i omtalen af den ulykkelige sag vedrørende hestehandler Per Maagaard fra Stepping ved Christiansfeld har været alt for ivrige efter at finde undskyldninger for, at hestehandleren ikke havde fodret hestene tilstrækkeligt i længere tid samt undladt at tilkalde dyrlæge til de dyr, der foruden at være stærkt afmagrede også var syge. Dyreværnsloven giver en klar pligt til at fodre dyr efter deres behov samt til at tilkalde dyrlæge ved alvorlig sygdom og enten behandle eller aflive dyret/ dyrene.
Har man ikke råd, må man kontakte en dyreværnsforening, men man kan så ikke altid beholde dyrene.
I de mange år, jeg har beskæftiget mig med dyreværnssager, har jeg erfaret, at der ofte er dybe menneskelige problemer bag. Fattigdom, personligt uorden og rod i livet, manglende overskud, skilsmisse og ofte nævner personen selv psykisk depression. Men sagen er, at når personer forgriber sig på deres børn, stjæler eller kører for stærkt i trafikken, så synes vi ikke altid, at f. eks. fattigdom eller en skilsmisse er en oplagt undskyldning. Dog kan vi anerkende en lægediagnosticeret dyb depression som en gyldig undskyldning, der jo også i visse tilfælde kan give strafnedsættelse. Men vi taler ikke om den depression, der kan komme som reaktion på en erkendelse af, at myndighederne har måttet aflive dyr, som man har vanrøgtet, mens andre blev fundet døde af sult og/ eller ubehandlet sygdom på ens ejendom.
I den pågældende sag var der tale om, at manden er blevet anmeldt mange gange igennem længere tid. Meget tyder på, at bl.a. politiet ved sine – efter det oplyste – månedlige besøg ikke har haft indsigt nok til at se, at det var helt galt. Jeg har igennem længere tid fulgt sagen og var for over et år siden med til at klage til statsadvokaten over politiets manglende handling. Vi blev afvist, og det fandt jeg helt forkert.
Desværre afviger denne sag ikke fra, hvad vi efterhånden ser over hele landet – at dyreværnssager ikke bliver taget alvorligt nok. Der er undtagelser, men de er få. Politiet har ikke forstand på dyr, og det kan man ikke bebrejde dem. Men ofte er det derfor, det går galt. De uansvarlige dyreejere er tit kreative med deres bortforklaringer, som politiet alt for ofte tror på. Og politiet kan f. eks. ofte ikke se på dyr med vinterpels, at de er totalt afmagrede og svage, sulter samt ikke får egnet foder.
Politiet mangler desuden ressourcer, og det samme gør Fødevareregionens dyrlæger.
Derfor enden sagerne i stigende grad som her med, at der bliver fundet døde dyr, resten må aflives og et stort antal dyr har lidt i årevis på stedet. I den omtalte sag måtte 39 heste aflives og 5 blev fundet døde.
Jeg finder det i øvrigt dybt kritisabel, at man i det aktuelle tilfælde med hestehandleren i Stepping lader en hest og en lama blive på stedet. Jeg vil håbe og forvente, man forsøger at få hestehandleren fradømt retten til at holde dyr eller beskæftige sig med dyr for stedse eller i årrække.
Dyreværnsloven er efterhånden blevet til en pyntelov.
Jydske Vestkysten 23.12.2010