Lad os få en saglig debat
4. september 2008
Det er svært at forsvare EU’s ensretning og overstatlighed, som landene skal afgive suverænitet til, når man undlader at holde folkeafstemninger, fordi man frygter folkenes reaktioner
Er det ikke udemokratisk, at man undlader at høre folkene i så vigtig en sag, skriver Lene Kattrup i dette indlæg i EU-debatten.
DA JEG LÆSTE Asger Baunsbak-Jensens indlæg den 30. august: ”Søren Krarups dyrkelse af nationalstaten er enøjet og farlig” synes jeg, det var tydeligt, han undgik at gå dybt ind i substansen af problematikken eller det saglige i debatten.
Hvorfor sker det så ofte, at netop Søren Krarups opponenter forlader fokus og sagligheden og i stedet angriber personen eller laver en motivanalyse, som de endda ikke finder det nødigt at argumentere for? Det er mere interessant at få modargumenter og høre saglige indvendinger, som man kan forholde sig til.
Søren Krarup er ikke selv uklar eller mangler argumenter. Men netop hans debatpartnere springer tit over, hvor gærdet er for lavt. Er debatten for svær? Jeg vil gerne spørge Baunsbak-Jensen, om man automatisk er nationalist, hvis man har kærlighed til Danmark og ønsker, landet skal bestå?
Er man så farlig? Kan man ikke holde af sit land, som man gør af for eksempel sin familie, altså man synes, den er særlig for en selv og den bedste for en selv, men man forstår, at mange andre føler det samme for deres familier. Man kan vel også holde af sit land uden en følelse af overlegenhed, hvor man forstår, at mange andre har det ligesådan med deres land? Så er man vel bare patriotisk indstillet.
HVORDAN KAN DET VÆRE, at personer som Baunsbak-Jensen så ofte angriber andre, der går ind for Europas nationalstaters suverænitet og kalder dem for nationalister, når de på samme tid har stor forståelse for palæstinensernes eller kosovarernes ønske om selvstændighed?
En nationalist er en person, der føler sig bedre og hævet over andre nationaliteter. Man må kunne være patriot og gå ind for Danmarks selvstændighed samt være modstander af EU’s ønske om at ophæve nationalstaterne, uden man straks skal beskyldes for at være nationalist, hvilket giver associationer til nationalsocialisterne.
Det fremgår af Baunsbak-Jensens indlæg, at han mener, at EU er en garant for fred, da landene gradvist vil smelte sammen, så krige ikke kan opstå mellem landene. Han fremfører, at vi, der lever i Anden Verdenskrigs skygge, må indse, at dette er hovedargumentet for, at nationalstaterne må finde sig i at overdrage visse dele af deres suverænitet til fællesskabet.
Hertil mener jeg, der er to væsentlige modargumenter. For det første er der noget, der hedder borgerkrige, som er mindst lige så forfærdelige som krige mellem nationalstater. Og jeg finder, at EU har øget risikoen for, at borgerkrigslignende tilstande vil opstå i Europa i fremtiden. Her tænker jeg naturligvis på EU’s økonomiske politik, arbejdsmarkedspolitikken og idealet om multikultur og åbne grænser.
FOR DET ANDET den antidemokratiske og antifolkelige kurs, EU er slået ind på. Det er svært at forsvare en ensretning og en overstatlighed, som landene skal afgive suverænitet til, når man undlader at afholde folkeafstemninger, fordi man frygter, befolkningerne hellere vil have, at EU sætter tempoet ned og accepterer landenes forskellighed samt ret til at bevare deres frihed og selvbestemmelsesret.
Det virker ikke demokratisk og fredsbevarende på mig. I mine egne øjne er jeg en fredselskende patriot, men i Baunsbak-jensens øjne er jeg måske farlig, når jeg ikke ønsker EU’s forenede projekt.
Vi må bevæge os ind i substansen af denne debat. Hvordan kan EU’s førte kurs forsvares uden en folkeafstemning om Lissabon-traktaten? Er det ikke udemokratisk, at man undlader at høre folkene i så vigtig en sag, og er de mange parallelsamfund, som vi ser overalt i EU, den stigende kriminalitet og manglende accept af de vestlige frihedsbegreber og værdier ikke en bombe under de vestlige demokratier, som EU faktisk knap nok er begyndt at tage fat på at tale om?
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 4.9.2008