Kristendommens kåbe
14. februar 2010
Jeg synes, Peter Kemp den 9. februar havde misforstået lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som han gengav i en nutidig udgave med tre eksempler. Ingen af dem passede til den oprindelige lignelse om den barmhjertige samaritaner, der selv fragtede den overfaldne mand til et herberg og betalte for husly og for mandens behandling. Han forlangte ikke at blive set, eller at staten skulle betale. Der var intet politisk i hans gerning.
Omvendt så vi, at Brorson-asylhjælpegruppen brugte kristendommens budskab til at politisere over sagen. Det er ok at politisere, men det bør man ikke gøre iklædt en religiøs kappe. Når man drøfter noget politisk med andre, er det en fejl at henvise til kristendommen.
Som K.E. Løgstrup har sagt, så kan man ikke »hente nogle specifikke kristelige argumenter for det ene eller det andet syn på ægteskab, børneopdragelse, politik etc., men man må argumentere for sin opfattelse på det ene eller det andet område som enhver anden – og med argumenter, der må kunne godtages af ikke-kristne såvel som kristne«. Man står alene og må drøfte med sit medmenneske i øjenhøjde på et ligeligt grundlag – uanset religiøs baggrund. Sådan er et demokrati, det interessante er, at kristendommen faktisk også siger det selv.
Kemp forsøgte at bruge det kristne budskab til at påvise, at de to fætre fra DF i en aktuel situation vil handle og stå fjernere fra en god næstekærlig samaritaner, end en muslim vil gøre. Han må frem med sine ‘egne’ menneskelige, selvstændigt skabte jordiske og rationelle argumenter, som jeg er spændt på at høre.
Lene Kattrup i Information 17.02.2010