Konventioner lammer dansk lovgivning, kronik
29. marts 2017
Folketinget kan i stigende grad hverken håndhæve eller vedtage de love, der ønskes.
Man kan f.eks. ikke stramme loven, så hårdkogte kriminelle typer som Gimi Levakovic og andre med ham kan udvises.
Der kan ikke indføres et optjeningsprincip for offentlige ydelser for migranter, selv om det ville gavne samfundsøkonomien.
Vi må ikke forskelsbehandle og vedtage love, så udlandsdanskere, der har boet i Danmark i mere end 26 år, altid kan tage en udenlandsk ægtefælle med hjem.
Vi må ikke håndhæve adskillelsen af mindreårige på asylcentre fra deres ældre ægtefæller, og vi må heller ikke altid afvise flerkoneri.En landsdækkende lov med et forbud mod, at offentlige svømmehaller har shariabaseret kønsadskillelse, ville næppe kunne vedtages. Der er mange eksempler.
Hvis vælgerne spørger, hvordan det kan være, er det typiske svar ”hensynet til Danmarks internationale forpligtelser”. Det var netop det svar, Inger Støjberg gav for få uger siden i sagen om ægteskab med mindreårige på asylcentrene. Dansk lov sættes ud af kraft. Støjberg sagde, at hun fandt det uacceptabelt, men forklarede, at vi må rette ind af hensyn til vore internationale forpligtelser. Hun kan som politiker ikke arbejde for den lovgivning, hun ønsker.
Konsekvenserne er, at vi gradvist fremmer islamisk, arabisk/mellemøstlig kultur samt sharialoven, og vi øger kriminaliteten i landet og må accepterede markante stigninger i de offentlige udgifter.
MF’ere, der skulle få den idé, at vi da i grunden kan være ret ligeglade med konventionerne, fordi grundloven giver Folketinget ret til selv at bestemme, hvilken lov man vil vedtage, bliver sat på plads med en forklaring om, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) samt EU’s love, herunder charter om grundlæggende rettigheder, gælder på lige fod med dansk lov. Den første pga. den af Folketinget vedtagne inkorporationslov. FN’s konventioner (f.eks. Flygtningekonventionen, Statsløsekonventionen og Børnekonventionen) er etiske og i nogen grad juridiske rettesnore. De er alle meget elastiske og ikke særligt præcise, så jurister, eksperter, embedsmænd og Ombudsmanden med flere kan bøje dem nogenlunde, som de vil. Det vil sige, de kan tolke kreativt og politiserende.
En del af disse eksperter og jurister er internationalister og multikulturalister. Derfor når de meget ofte frem til, at vi f.eks. ikke kan udvise kriminelle, fordi de har familie her, og deres lande meget ofte ikke er så sikre som Danmark m.m. Og de når frem til, at det er i orden med sharialov i svømmehallen, samt at vi må acceptere ægteskab med mindreårige, når det gælder migranter etc.
På grund af vores ”internationale forpligtelser” og de politiserende domstole kan vi ikke bestemme, hvem vi ønsker at lukke ind i vores land. For få uger siden tegnede det endda til, at EU-landene fremover ville få pligt til at udstede visa til forfulgte personer allerede i hjemlandet i lande med uro og krig. Det er mange personer i de lande, vi taler om, da der er ufred mellem mange indbyrdes stridende grupper. EU-Domstolen har dog netop afgjort, at landene i hvert fald for tiden ikke har pligt til at give humanitært visum (efter EU’s charter om grundlæggende rettigheder). Udfaldet kunne let være blevet det modsatte, og det ville have presset landene yderligere og have øget den i forvejen voldsomme tilstrømning af migranter til hele Europa, herunder til Danmark. Det er helt forkert, at en domstol skal kunne bestemme det. Spørgsmålet er politisk.
Vi kan næppe skelne og kontrollere migranternes beretninger, som vi ofte blot må tro på. Landene er dysfunktionelle og ofte korrupte, så der er ikke pålidelige myndigheder, vi kan få troværdige svar fra. Derfor er vores anerkendelsesprocent også meget høj.
LA skriver på sin hjemmeside:
»Danmark bør støtte fælleseuropæiske modtagecentre for asylsøgere. Folk, der vil have asyl i Europa, må henvende sig til nye fælles europæiske modtagecentre, der står for registreringen af folk og undersøgelse af, om de overholder krav til at opnå asyl, eller om de må sendes hjem igen. Modtagecentrene bør ligge uden for EU.«
LA har tilsyneladende på forhånd uddelegeret vores udlændingepolitik til EU.
Det virker, som om vores politikere efterhånden har glemt eller fortrængt, at der engang var tale om, at de kunne vedtage de love, der var bedst for landet og for befolkningen samt de kommende generationer.
Mon ikke vi alle husker, da Bertel Haarder sagde, at han ikke var minister for tørklæder, badeforhæng og leverpostej. Han har lige oplyst, at han stadig står ved dette, men har tilføjet, at han var og er »betænkelig ved national lovgivning med alle de undtagelser, lovbemærkninger og rettergange, det kan føre med sig (Kristeligt Dagblad, 8. februar 2017).«
Det er en tilståelsessag for en internationalist som Bertel Haarder. Han indrømmer, at man faktisk ikke kan lovgive på dette meget vigtige værdipolitiske område, fordi man som politiker ville få en jurist, en domstol og en konvention mod sig. Han henviser i stedet, som Venstre ofte gør, til kommunalpolitikerne. Men de kan også løbe ind i en konvention. I sagen om den kønsopdelte svømning, hvor Aarhus Byråd rosværdigt valgte at støtte demokratiets vestlige værdier om lighed mellem kønnene og pigernes frihed m.m., forsøger repræsentanter for Institut for Menneskerettigheder at kaste grus i systemet.
Ansvaret skubbes opad til det internationale niveau med konventioner og jurister, der har fået stor politisk magt, selv om de jo aldrig er blevet valgt og derfor ikke kan kasseres af folket, uanset hvad de beslutter.
Det gør de formentligt, fordi de synes, at de derved fremmer multikulturalismen, sameksistens m.m., men i virkeligheden opnår de blot at promovere islams regler om, at mænd ikke må være for tæt på “fremmede kvinder” og da slet ikke kunne se kvinders bare arme og ben.
I januar blev det omtalt, at regeringen ønsker at reducere det stigende antal af asylsøgende nordafrikanske drenge, der bruger asylstederne i Europa som vandrerhjem, mens de rejser rundt mellem EU-landene og opgiver forskellige falske identiteter. De forsvinder og går under jorden, hvis det tegner til, at de ikke får asyl. Det blev oplyst, at mange allerede ved ankomsten er hærdede kriminelle, en del er narkomaner, og de returnerer til Sandholmlejren fra daglige ture til København med rygsække fyldt med tyvekoster. Inger Støjbergs reaktion var, at hun ville aldersteste dem hurtigere, fordi de ofte er ældre, end de påstår. Et meget utilstrækkeligt tiltag, må man sige. Det skyldes, at hun af hensyn til konventionerne er handlingslammet. Hun kan ikke gøre mere. En journalist spurgte da også, om hun virkelig troede, at det ville hjælpe. Støjberg ved, at hun pga. konventionerne ikke kan gøre noget.
Flertallet af vores landspolitikere svigter deres ansvar som folkevalgte politikere, der bør passe på Danmark. Ansvaret skubbes opad til det internationale niveau med konventioner og juristerne, der har fået stor politisk magt, selv om de jo aldrig er blevet valgt og derfor ikke kan kasseres af folket, uanset hvad de beslutter. Systemet er i sit fundament udemokratisk. Nogle gange skubber politikerne i afmagt især værdipolitikken nedad til kommunerne, selv om ansvaret herfor bør ligge på landspolitikernes skuldre – der er blevet alt for smalle med årene.
Der er tale om alvorlig systemfejl. Vi må forsøge at få magten tilbage til de nationale parlamenter, herunder til vores Folketing her i Danmark.
Det europæiske samarbejde bør være mellem stærke samarbejdende selvstændige lande, som det var før i tiden. Demokratierne er i fare, når man lader flyvske konventioner, jurister, domstole og internationale institutioner styre landene.
Problemet er ikke kun, at vore politikere er svage og handlingslammede.
Det er systemet, der gør dem sådan. Politikerne er fanget af det som mus, der løber rundt i et hjul. De tager det som et vilkår og forhåndsdiskonterer det i deres beslutninger, der derfor bliver små utilstrækkelige ineffektive med kostbare lapperier.
Vi må enten ud af EU og/eller få opsagt konventionerne på de punkter, der gør, at vi ikke mere kan bestemme.
af LENE KATTRUP, DYRLÆGE, TIDL. MEDL. AF DET ETISKE RÅD i Jyllands-Posten 29.3.2017