Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Kirsebær med de store. Husk de danske værdier

17. juni 2010

UDENRIGSMINISTER Lene Espersen (K) er ikke enig med en del juridiske eksperter og andre personer, der mener, at det danske flag kan bringes i fare, hvis et forbud mod kors i de italienske skoler stadfæstes ved appelretten for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Hun forklarer beroligende til Kristeligt Dagblad lørdag den 12. juni, at der ikke skal herske tvivl om, at hun lægger stor vægt på at vi i EU står vagt om de europæiske værdier, og derfor har hun også sammen med sin tyske kollega formuleret et europæisk værdipolitisk udspil.

Lene Espersen skøjter af sted og overser, at essensen af det hele er, at vores danske flag er et dansk symbol, der står for danske værdier. Ikke et europæisk symbol. Det er jo det, det hele drejer sig om. Samt at flaget viser og anerkender vores kristne kulturarv og identitet.

KRISTELIGT DAGBLAD omtalte den 14. juni på forsiden, at tilliden til politikerne er dalende. Personligt har jeg svært ved at have tillid til de mange danske politikere, der som Espersen så ofte glemmer deres danske ståsted.

De glemmer den sorte danske muld og kulturarv, der har formet dem, og som de ellers skylder så meget. Det er fordi, de har så travlt med at styrte ind på de fjernere og fine, bonede europæiske gulve.

Til Lene Espersen må man sige, at i denne sag drejer det sig lige præcis om de danske værdier; det danske flag er netop ikke et europæisk flag.

Det giver derimod tillid, hvis politikerne står ved landets værdier. For eksempel ser vi, at Italien prøver at vinde den vigtige retssag ved at forsvare sig med, at korset i deres skoler ikke er et religiøst symbol. Det er da svagt og usandt, og hvorfor ikke stå ved, at korset er et religiøst symbol, som Italien selv burde have lov til at bestemme, om man ønsker i skolerne?

MAN BØR IKKE lade sig tvinge til at fornægte sit kristne fundament.

Det er helt urimeligt og ulogisk, at overstatslige institutioner, råd eller domstole som her Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol skal bestemme over Italien.

Det er det, der er forkert. Sådan en beslutning skal træffes af landet selv i det politiske system, i landets eget parlament.

Jeg håber ikke, vi her i Danmark bliver for feje til at forsvare vores kristne fundament og vores ret til vores eget flag, men Lene Espersens udtalelser er ikke noget, der giver mig ro i sjælen. Og vores flag vil i fremtiden komme i fare, ligesom vores nationale identitet vil det.

Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 17.06.2010

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver