Kirken bør blande sig udenom
4. august 2007
EN DEL KRISTNE teologer har meldt ud, at de synes, at den irakiske tolk skal have lov at leve her i landet med sine to koner. Så vidt jeg kan se, argumenterer de religiøst. Når man argumenterer religiøst i politik, er man ikke bedre end de imamer, som vi har travlt med at kritisere for at blande religion ind i politik.Biskop Karsten Nissen siger, at da tolken ikke ønsker eller søger at blive kristen, bør han have lov til her i landet at leve med sine to koner. Det synes jeg er opsigtsvækkende. Han argumenter jo for, at samfundet skal acceptere, at loven ikke skal overholdes på grund af mandens religiøse tilhørsforhold. Her i Danmark har vi, som i andre vestlige sekulære demokratier, lighed for loven, så der ikke kan gøres forskel på grund af personers religiøse tilhørsforhold. Polygami er forbudt efter dansk lov, sådan er det, og det gælder for alle uanset religion. Sådan bør det fortsætte med at være, hvis vi tager demokratiet alvorligt. Lektor i teologi Hans Raun Iversen fremfører, at da der ikke står nogen steder i Bibelen, at flerkoneri er en synd, strider et krav om, at tolken skal rejse ud af landet eller lade sig skille fra den ene mod et klassisk kristent princip. Han supplerer sin argumentation med et Paulus-citat og mener derfor ikke, vi bør forlange, at tolken lader sig skille eller forlader landet. En direkte religiøs argumentation brugt politisk. Professor, dr.theol. Svend Andersen siger, at polygami (flerkoneri) ikke er ukristent, han henviser til Løgstrup og bruger det som et argument i dette politiske og juridiske spørgsmål, som i sin substans drejer sig om, hvorvidt den danske lov skal overholdes, eller om vi skal acceptere bigami, hvilket vil kræve, at Folketinget ændrer loven, således at ægteskabsloven i visse tilfælde kan forvaltes anderledes.
Når man i et sekulært demokrati argumenterer religiøst, er det imod demokratiets grundlæggende forudsætninger om politisk ligeværdighed og lighed for loven. Lovene skal være menneskeskabte, rationelt begrundet og vedtaget efter en fri debat i samfundet, hvor alle kan deltage. Religiøse argumenter er som gift for demokratiet, blandt andet fordi ateister udelukkes og/eller begrænses i debatten, når de religiøst argumenterende ophøje deres argumenter til noget særligt og gør deres religionsfortolkning til noget, de kan bruge politisk. Når vi ser tilbage på Europas historie, har udviklingen været præget af et vigtigt opgør med disse misbrug af religion til at give politisk magt. Fristelsen har altid været stor, for når man kan henvise til en religion, er det som at trække en ruder es ud af ærmet; det kan forsøges brugt til at trumfe og overgå andre. Når man diskuterer med logiske, rationelle argumenter er alle personer principielt stillet lige, og man kan ikke give sine ord særlig vægt og iklæde sig en særlig legitimitet ved at henvise til sin religion eller en særlig religiøs sagkyndighed og ekspertise. Det er som at snyde i sport, hvis man i et sekulært demokratisk samfund bruger religiøse argumenter politisk. Vi må bede alle disse teologiske eksperter om at aflægge sig deres religiøse argumenter og i stedet argumentere rationelt på lige fod og vilkår med andre, når det er en politisk eller juridisk debat, det drejer sig om.
KRISTENDOMMEN er nok den religion, der er sværest at bruge politisk. Derfor forstår jeg ikke, at de tre som kristne sagkyndige forsøger dette. I det kristne budskab og i Jesu forkyndelse går det som en rød tråd, at man ikke kan bruge kristendommen som politisk argument. Martin Luther påviste, at de romerske magthavere havde mishandlet og misbrugt indholdet i Det Nye Testamente til at legitimere og give dem deres politiske magt. Han fik afklædt dette magtmisbrug. Luther lykkedes med det og med reformationen ved simpelthen at søge tilbage til selve ordet i Det Nye Testamente, som skal voldtages for at kunne bruges politisk. Ikke alle religioner står i denne situation.
Hvis vores teologiske sagkyndige ønsker at påvirke den politiske beslutningsproces her i landet, bør de i deres anerkendelse af, at vi har et sekulært vestligt demokrati med lighed for loven, forstå, at vi ikke kan acceptere deres religiøse argumenter i den politiske debat. De bør tage den religiøse kappe af, når de blander sig i det politiske, så de argumenterer på samme vilkår og niveau som alle andre. De bør sige ligeud, hvis de synes, Folketinget skal indføre en ny lov om flerkoneri og fremkomme med en almindelig rationel begrundelse for forslaget. De bør herunder forholde sig til, om de eventuelt også synes, kvinder skal kunne gifte sig med flere mænd, samt om hvorfor de finder, der ikke skal være lighed for loven, hvis de mener, der skal kunne gøres forskel på mand og kvinde eller på lovens forvaltning afhængig af religiøst tilhørsforhold. Dette er mod demokratiets krav om politisk ligeværdighed og lighed for loven, mod anden dansk lovgivning og FN-konventionerne, så vi skal have en grundig argumentation.
Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 4. august 2007