Kernen er i ordene
18. august 2006
Den 3.8.2006 angriber Karen M. Larsen min påstand om, at der foruden den store forskel, der er på indholdet i Det Ny Testamente og Koranen, også er tale om en vigtig forskel i det, at muslimer normalt opfatter Koranen som Allahs åbenbarede ord, som det ikke er op til mennesker at fortolke, i modsætning til de protestantisk kristne, hvor indholdet ikke kan opfattes som Guds åbenbarede ord, og hvor dette både kan og skal fortolkes af det enkelte menneske. Hun beretter, at et nystiftet netværk af folkekirke kristne faktisk har påstået, at ”de bibelske skrifter er åbenbaringen af Guds ord og vilje”. Uanset fortolkningsfriheden for det enkelte menneske nu ikke undsiges med disse ord, forstår jeg hendes anbringende, men jeg må så også tage afstand fra disse ord, der derfor ikke rammer mig.
Menneskets ord
Der står intetsteds i Det Nye Testamente, at det er Guds ord. Det er menneskers ord, hvilket tydeligt fremgår. Der er tale om breve, f.eks. Paulus breve til romerne, beretninger og lignelser, hvor det overalt gøres klart, at disse er fortalt af mennesker. Men i Koranen står der direkte, at det er Allahs ord, der ikke må fortolkes af mennesker, og der gives konkrete anvisninger på hele samfundets indretning, og på hvorledes menneskene skal handle i forskellige situationer. Det er tale om en lovreligion, der giver ret præcise anvisninger på pligter samt straffe i form af f.eks. legemsbeskadigelse ved forskellige forseelser. I modsætning hertil giver Det Ny Testamente ikke konkrete anvisninger, men det enkelte menneske stilles frit til og tvinges på samme tid til, med ansvar overfor sin Gud og sine medmennesker, selv at træffe beslutninger ud fra sin samvittighed begrundet i troen, som den enkelte må fortolke og prøve at forstå.
Åndsfrihed
Denne frihed er svær. Den giver åndsfrihed, hvilket er godt for demokrati og frihedsrettigheder. Der gives intetsteds konkrete anvisninger der kan bruges til samfundets indretning, herunder det politiske. Man kan ikke lave meget straffelov på ”dømmer ikke” og ”vend den anden kind til”, og ud fra lignelsen med arbejderne i vinmarken er det lodret umuligt at lave økonomisk politik (Matt 20, 1-15) etc. Alle mennesker stilles lige (se bl.a. Paulus brev til Galaterne 3, 23-29) og ingen har særlig fortrin med hensyn til at fortolke budskabet. Den fortolkning som det pågældende netværk giver, er blot et bud, som i mine øjne er i modstrid med indholdet i Det Nye Testamente. Radikale fortolkninger af kristendommen har historisk set ikke haft gennemslagskraft. Det plejer at være fortolkninger, der passer med og er tro mod indholdet, der sejrer. På samme måde som Luthers fortolkning af kristendommen netop sejrede, fordi han egentlig blot søgte tilbage til selve ordet i Det Nye Testamente, der så tydeligt var blevet misfortolket og forvansket af pavemagten i Rom. Da det var tydeligt og indlysende, vandt han.
Dette kan ikke ændres, og det anfægtes ikke af, at der af og til er en bagtrop, en sekt eller nogle grupper, der fremkommer med nye radikale fortolkninger, der er ”skæve” og anderledes end, hvad almindelige folkekirkelutheranere finder rimelige og i overensstemmelse med Jesu forkyndelse.
Kernen er forskellig
Der er jo netop og i modsætning til i islam denne fortolkningsfrihed, hvilket er godt. Og der er aldrig nogen personlig risiko ved at fortolke anderledes. Kernen i religionen, selve ordene er, som jeg har sagt, alt andet end ligegyldige. Så jeg kan kun som tidligere anbefale, at man går til selve kilderne.
Jeg finder, tiden kalder på, at vi skal debattere indholdet af alle religioner på en saglig redelig og grundig måde. Jeg siger åbent, at jeg er kommet til den erkendelse, at islam i sin kerne er anderledes og speciel og, at man ved at sætte sig ind i substansen vil indse, at en reform af islam er nødvendig for at få forenelighed med den moderne vestlige verden. Men der kræves en omvendt reform i forhold til den Luther forestod. Dette skyldes, at selve ordene og indholdet i Koranen flere steder er uforenelige med frihedsrettighederne og demokratiet, mens indholdet i Det Nye Testamente derimod virker befordrende, når ikke ordene med vilje mishandles, som de blev det af de romerske magthavere, som Luther gjorde effektivt op med.
Lene Kattrup i Jyllands-Posten Kbh. den 18.8.2006