Hvor er Krogerup på vej hen? Vi må se faren i øjnene
24. oktober 2007
Vi må alle til at turde se islamismen mere i øjnene. Også en højskole har et ansvar. Som Rushdie med flere skrev lige ud i deres manifest under Muhammed-krisen i 2006, så er islamismen vor tids største trussel på linje med andre store totalitære ideologier. Kronik Med overskriften »Europa og kampen mod terrorisme – hvor er vi på vej hen« inviterede Krogerup Højskole til et offentligt debatmøde den 16. oktober med Tariq Ramadan, Anja Dahlgaard-Nielsen fra DIIS, Erik Boel som er formand for Den Danske Europabevægelse og forstander for Krogerup og Jacob Illum fra PET.
Tariq Ramadan er muslimsk vejleder, rådgiver og prædikant, født i Egypten, bosiddende i England og barnebarn af Hassan al-Banna, som var grundlægger af Det muslimske Broderskab. På grund af ham var lokalet fyldt til bristepunktet. Han har en stor indflydelse på den europæiske muslimske ungdom, hvoraf en stigende del i disse år radikaleres, selvom de er født her. Højskolen og de øvrige i panelet tog for givet, at Tariq Ramadan er en allieret i kampen mod islamismen. Ingen i panelet stillede nærgående kritiske spørgsmål til Ramadan, der kunne have bidraget til at afklare, om han, som det har været fremme i pressen, er islamist eller, om han er sekulær demokrat. Dette spørgsmål er centralt, hvis man anerkender, at islamismen giver åndelig næring til islamisk terrorisme og sympati med terrorisme. Højskolen burde også forinden have stillet sig selv spørgsmålet. Det bør vi alle gøre, hver gang vi til et møde inviterer en person, der på en seriøs måde i offentligheden er blevet rejst begrundet tvivl om, kan være islamist.
Etisk forpligtigelse
Det må være en demokratisk og etisk forpligtigelse pga. den tid, vi lever i. Når Krogerup vælger at invitere en sådan person, så bør højskolen sørge for at arrangere mødet, så der bliver opponeret kritisk mod personen, så han eller hun ikke kun promoveres. Ved mødet den 16. oktober var panelet svagt i forhold til Ramadan. Det var uacceptabelt, at ingen af paneldeltagende overhovedet prøvede at udfordre ham for at forsøge at få opklaret, om han vitterlig er islamist og måske er med til at radikalisere de unge.
Den franske venstreorienterede forfatter. Caroline Fourest. har skrevet en kritisk bog om Ramadan. Mange andre i udlandet er enige i hendes kritik og mener, Tariq Ramadan er en antidemokratisk islamist. Herhjemme har bl.a. Helle Merete Brix og Tina Magaard skrevet om, at de anser ham for at være en islamist, der har en dobbelt dagsorden. En god oversigtsartikel kan ses på www.sappho.dk. Ramadans tilknytning til Det Muslimske Broderskab anses af mange for at være noget, der blot forties af ham selv. Han har skrevet forord til den Fatwa samling, som Det Europæiske Råd for Fatwa har udgivet i 2002, der bl.a. foreskriver dødsstraf for frafald. Som sagt kom højskolen og panelets deltagere end ikke i nærheden af at konfrontere ham med dette
I præsentationen af Ramadan, hvor det var Abdul Wahid Pedersen, der på vegne af Krogerup Højskole inviterede til mødet, blev der givet en positiv og rosende omtale af Ramadan. Denne stil blev fortsat under mødet, hvor Ramadan på intet tidspunkt fik kvalificeret modspil. Det var ikke mærkeligt, at de Hizb-ut Tahrir sympatisører, der var mødt op, så tilfredse ud. Der har tidligere været en kritik af, at højskolen skulle have arrangeret møder og foredrag, hvor personer der mistænkes for at være pro islamistiske i deres grundholdninger ikke blev konfronteret af andre personer med en viden om islam/islamismen, men som er kritiske overfor islamismen.
Boel tror på dialog, hvilket vel også er vejen frem, og han vil gerne have islam som et fokusemne på sin højskole, men det er stærkt kritisabelt, hvis han lader radikale, kontroversielle, islamisters stemmer stå alene, uden han sørger for et kvalificeret, kritisk modspil. Den anden stemme bør også høres. Jeg tænker på demokratiets stemme, den islamkritiske stemme og den almindelige, sekulære, moderate, demokratiske muslims stemme. Krogerup og Boel bør sørge for en mere vægtet repræsentation af synspunkterne, så der også inviteres og gives taletid til f.eks. personer fra foreningen Demokratiske Muslimer, fra den sekulære Ahmadiyya-bevægelsebevægelse, politikere fra DF, K eller V med viden om islam og man kunne invitere Tina Magaard, Mehdi Mozaffari, Martin Krasnik, Helle Merete Brix eller Kirsten Sarauw m. flere. Der er jo nok at tage af. Hvorfor undgår Krogerup personer, der er kritiske overfor islamismen? Det er ikke godt nok, at Krogerup én gang har haft en person fra DF, som Boel oplyste, var tilfældet. Til alle møder og kursusrækker bør højskolen sørge for en bedre balance og en alsidighed i panelet eller i rækken af foredragsholdere. Ellers vil højskolen af eftertiden kunne anklages for at have medvirket til at promovere islamismen.
Kritiske spørgsmål
Højskolen bliver nødt til fremover at være meget mere opmærksom på også at invitere personer, der er kritiske og tør at stille de kritiske spørgsmål, der evt. kan afdække en antidemokratisk, islamistisk holdning og som samtidig har en konkret viden om islam/islamismen.
I en kronik fra 2005 (I Jyllands-Posten) skrev jeg om Ramadan, som jeg havde oplevet på et møde: »Han var vestlig i sin fremtoning, velformuleret og med en usædvanlig stærk karisma. En meget pludselig vekslen mellem opfordrende, intensiv tale og så pludselig vrede blev ved igennem hele foredraget. Budskaberne gik lige ind, og han havde salen i sin magt hvert sekund. Jeg sad og følte, at her har vi faktisk manden, der kan samle muslimerne, men samle dem til hvad? Og hvad var han desuden så vred over?«
Nu genså jeg ham på Krogerup knap to år efter. Han havde stadig salen i sin magt. Da der blev tid til spørgsmål, spurgte jeg ham, om han ville foretrække at leve i et vestligt land med sharialoven som en del af grundlaget for de gældende, officielle love, eller om han, som jeg, mente, at sharialoven som lov altid må holdes 100 % ude af vores europæiske, sekulære, vestlige demokratiers lovgivning.
Han kom med en længere udredning om, at sharialoven for ham blot var en »vej til retfærdighed«. Mit spørgsmål gik ikke på, hvordan hans personlige tro var. Jeg spurgte om, han ville foretrække, at den konkrete sharialov, som den tydeligt fremgår af Koranen (se f.eks. arveret, skilsmisselov, straffelov, vidner værdi, apostasi, kvinder underlagt mænd osv. sura 4.11-12, 24.2-3, 2.221-237, 5.38, 2.282, 4.89, 4.34 i Koranen) kunne blive en del af den officielle lov i de europæiske lande ELLER om han, som f.eks. Naser Khader og andre gode, sekulære, demokratiske muslimer, vil gøre det klart, at han finder shariaen ubrugelig som lovgrundlag.
Shariaen som en privat tro for den enkelte muslim er en anden sag, en privatsag, men det var jo helt klar ikke det, jeg spurgte om. Jeg fik ikke noget svar på mit enkle spørgsmål. På det kan der kun gives ét svar, hvis man er en demokrat: At man anerkender, vi ikke i et demokrati kan have love, der er givet af en gud, at der skal være lighed for loven, og at alle lovene skal være menneskeskabte. Demokratiet skal stå over troen, hvis denne er i konflikt med demokratiet: Tariq Ramadans undvigende svar sagde i sig selv en del. Det gav mig ikke anledning til at tro, han tager afstand fra sharialoven som lovgrundlag.
Kronikken afsluttes i morgen
Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis 25 oktober 2007,
2. del bragt den 25. oktober, ”Vi må se faren i øjnene”:
Tariq Ramadan blev også spurgt, om han ikke er bekymret over de undersøgelser, der har vist, at ca. en tredjedel af de unge danske muslimer synes, sharialoven bør indgå i dansk lovgivning (Rambøll 2006), at et lignende antal af de engelske unge muslimer vil foretrække at leve under sharialoven frem for under britisk lov og at 31 % mener, der bør være dødsstraf for at forlade islam. Han undlod at svare på dette.
Resten af hans indlæg og svarene på spørgsmålene fra salen var i overraskende grad tæt på det, jeg oplevede til mødet i 2005. De få kritiske spørgsmål kom kun fra de fremmødte, og der var ingen dialog, for han svarede undvigende på de kritiske spørgsmål. Personer fra salen kunne jo ikke som paneldeltagere tage til genmæle gå ind i en debat og/eller holde ham fast på et spørgsmål.
Ramadan udpegede gentagne gange Vesten, USA og Israel med meget vred stemme som skurkene, der har ansvaret for de korrupte, uduelige regimer og den armod og undertrykkelse, vi ser i Mellemøsten. Han sagde, at selv om han ikke sympatiserede med brugen af vold, så var det logisk og forståeligt, at dette gav næring til en del had og vrede, der gav næring til militant terrorisme rettet mod de vestlige lande, som nogle finder er de skyldige. Han omtalte ikke, at det også har visse konsekvenser for levestandarden og udviklingen i et område, når befolkningen vælger at tilslutte sig en islamistisk ideologi, hvor viden, uddannelse og kritisk videnskabelig tænkning er nedprioriteret, hvor kvinderne i den fødedygtige alder skal føde et barn hvert år og ikke må arbejde udenfor hjemmet. FN-rapporter har peget på dette som en væsentlig årsag til stagnation og fattigdom. Men for Tariq Ramadan var skurken udelukkende Vesten, USA og Israel. Han omtalte flere gange, at vi i Vesten har en sort hvid opfattelse, det forekom mig, at han selv var leveringsdygtig her. I diskussionen om årsagerne til radikalisering af den muslimske ungdom han man peget på, at et oppisket had mod USA og den vestlige verden kan være med til at give grobund for en radikalisering af den muslimske ungdom. Spørgsmålet er, om Ramadan bidrager. Eller peger han kun på problemet?
Den sædvanlige offerretorik blev gentaget mange gange. Rundt om mig sad en del unge muslimske mænd og drenge. De nikkede ivrigt, da han skældte de vestlige ikke-muslimer ud for ikke at behandle deres muslimske medborgere anstændigt. Han sagde ”muslimer diskrimineres”, ”I taler om ligeværdighed og borgerskab, men I giver ikke muslimerne følelsen af, at dette er mit land”, ”I skal høre mere på muslimerne” og ”I skal få muslimerne til at føle, at de har frihed og er ligeværdige borgere”. Han talte længe om, hvad ikke-muslimerne bør gøre for at sørge for det og for særligt at sørge for de muslimske medborgeres krav og behov. I mine ører lød det som ulogiske særkrav og særhensyn, som fra Ramadans side blev begrundet i, at det drejer sig om muslimske borgere. Hvor blev ligebehandlingen og borgerens eget ansvar af? Han lod os forstå, at hvis vi behandler muslimerne bedre, læs i højere grad opfylder nogle særkrav, så vil de unge muslimske mænd blive mindre radikaliserede. Offerretorikken gik på, at hvis ikke disse særkrav bliver opfyldt fra samfundets side, så bør en ung muslimsk mand ikke stille sig tilfreds, men være klar over, at han er et offer, der bliver uretfærdigt behandlet. Jeg tror, at dette kan få en ung mand til at føle sig udenfor og utilfreds uden grund. Og det har været fremme, at denne offerretorik kan være med til at radikalisere unge. 51 % af arabiske unge mænd mellem 16 og 26 år ønsker at forlade deres eget land. I Danmark og i Kina er dette tal kun 7 %. Vi skulle hellere fortælle de unge muslimske mænd i Danmark, at de er de udvalgte og heldige, der bor i et land med muligheder, hvor velfærden er høj, og hvor de kan få en uddannelse og et job, hvis de ønsker det, og hvis de selv gør noget for det. Det gør en hel del faktisk, men Tariq Ramadans krævementalitet og offerretorik er efter min vurdering ikke sund for unge mennesker. Hvis man var i tvivl om, hvornår Tariq Ramadan henvendte sig til muslimerne, og hvornår der var tale om en henvendelse til ikke-muslimerne, så behøvede man blot at lytte til hans stemme. Der var en vis vrede og et krævende tonefald på, når han talte til ikke-muslimerne, når han talte til muslimerne var der varme og en intens, levende, opfordrende tone. Det forekom mig, at han (selv) delte os alle op i muslimer og ikke-muslimer, han brugte (selv) en ”dem og os” retorik.
Mange af de unge muslimer er helt almindelige deltagende samfundsborgere som andre og de har forstået, at det er bedst, hvis de i et sekulært demokrati lader deres religion blive lidt mere derhjemme. Nogle påvirker dem i en anden retning og får dem til at føle sig fremmedgjorte og marginaliserede, hvilket kan være første skridt mod en radikalisering. Som jeg ser det, er det ofte deres egne religiøse talspersoner, prædikanter og imamer, som tit gør en del for at få dem til at sætte islam og shariaen over demokratiet og blande religion ind i politik og samfundslivet.
Vi må alle til at turde se islamismen mere i øjnene. Også en højskole har et ansvar. Som Rushdie med flere skrev lige ud i deres manifest under Muhammed-krisen i 2006, så er islamismen vor tids største trussel på linje med andre store totalitære ideologier som stalinismen, nazismen og fascismen. Det nye ved vores situation denne gang er, at den ideologi, som i øjeblikket er til fare for Europa og resten af verden, har sit udspring i en religion. Det er uklogt af os, hvis vi af denne grund og i en måske forståelig berøringsangst ikke tør at se faren klart i øjnene.