Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Heldigvis for heltene

24. juni 2005

Anden Verdenskrig. Kan man blæse og have mel i munden? Kan man gå ind for både samarbejde og modstand under besættelsen? Dyrlæge Lene Kattrup, hvis far var med i modstandsgruppen Holger Danske, og hvis farfar blev myrdet af tyskerne i et clearingmord, har sine stærke tvivl.

FOR nylig blev der afholdt en høring med temaet – samarbejde eller modstand under besættelsen.
Baggrunden for høringen var, at de to fløje længe har bekriget hinanden. Statsministeren er blevet kaldt dum og senromantiker, fordi han har undsagt samarbejdspolitikken. Nogle historikere har til gengæld forklaret, at de danskere, der gik ind i modstandskampen først og fremmest ønskede at gøre ungdomsoprør, få spændende oplevelser samt, at deres indsats måske var uden betydning.
Høringen var et forsøg på at finde en fælles forståelse, så de to fløje kan forenes.
Hertil er efter min vurdering kun at sige, at det er naivt at tro, at man kan gå ind for begge dele samtidig. Man kan ikke undlade at træffe dette eller andre væsentlige valg. Man træffer jo også et valg ved at undlade at vælge. Herbert Pundik er en fortaler for samarbejdspolitikken, et synspunkt han har luftet tidligere, men han tilføjede på høringen intelligent »set fra et myresynspunkt«. Det er sagen i en nøddeskal, og det gør hele forskellen.
Igennem min opvækst var besættelsen nærværende, som en skygge der hele tiden var der. Min far havde været aktiv igennem hele krigen og tidligere modstandsfolk dominerede mine forældres omgangskreds.
Jeg fik aldrig fra dem det indtryk, at de var gået ind i modstandsbevægelsen for at få spænding eller for at gøre oprør mod det danske samfund eller deres forældre. Og de var åbne om frygten og angsten, også om det modbydelige ved at skulle leve med at have taget andres liv. Jeg tror ikke, at de besad den dødsforagt, som for eksempel forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen har hævdet.

Den 14. juni 1941 holdt min far som nybagt student afskedstalen på Øregård Gymnasium. Han afsluttede med:
»Oehlenschläger har sagt: Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå. Vor opgave er at gøre denne profeti til skamme. Lad dem dog fælde alle bøgetræerne. Danmark lever ikke af alle sine rummeter, men af vores trofasthed og vor følelse af personlig forpligtelse.«

Her er vel mere tale om følelsen af en nødvendighed, en pligt og noget så umoderne og banalt som fædrelandskærlighed. Og min far forgudede sine forældre. I dag fatter man næppe, hvordan man kunne være så moden som så ung, og at man ville risikere sit liv eller det, der var værre (ens nærmestes liv eller tortur) for landets og frihedens skyld. Nutidens historikere leder derfor bevidst eller ubevidst efter andre forklaringer, og er nødt til at tro på dødsforagt, en hang til spænding eller en slags ungdomsoprør.
De forklarer datidens historie med deres nutidige briller, fordi de ikke forstår forudsætningerne, værdierne og de følelser, der lå bag. Jeg var interesseret i dette, og stillede mange spørgsmål igennem årene til min far og hans kammerater.

Træerne og landet er her endnu. Skyldes det samarbejdspolitikken eller skyldes det foruden de allieredes indsats også de kræfter i Danmark, der aktivt modarbejdede nazisterne?
Mange har beskrevet, hvordan nogle gerne ville skjule modstandsfolk, deres våben, illegale blade eller hjælpe nogle jøder til Sverige. Det indebar en stor risiko. Der var ofte hævnaktioner efter vellykket sabotage med civile tab efterfølgende. Hvis man som sabotør var kommet i vanskeligheder på grund af en mislykket aktion eller hvis ens opholdssted var røbet, stod man pludselig på gaden og havde ikke altid flugtruter.
De døre man bankede på, viste sig i nogle tilfælde at være åbne, i andre at være lukkede. Hvad var årsagen til, at nogle trodsede den uhyre store fare, der lå i at turde skjule en modstandsmand eller noget grej tilhørende modstandsbevægelsen, når det var så farligt? Man risikerede død, tortur også for sine nærmeste. Når en mand, du måske ikke engang kendte, pludselig stod dér og bankede på, var det så ikke lettere at henvise til sin nabo, der måske endda boede alene?

Og nemmere blev det jo heller ikke at lukke sin dør op, hvis man tilmed var af den overvisning, at det var til at leve med, at tyskerne bestemte i landet indtil nogle aktive modige soldater fra andre lande ville befri landet.
Sådan tænkte nogle, andre tænkte helt modsat. Begge traf et valg.
De tidligere sabotører måtte allerede kort efter krigens afslutning forsvare og forklare sig. Dybest set er det faktisk bare denne debat, der er genopstået i dag.

Hartvig Frisch kaldte i sommeren 1945 modstandsfolkene »sabotører og mordere«, (præcis som det tyske sikkerhedspoliti havde gjort det under krigen), og han undskyldte over for de pårørende de hævnmord, som tyskerne havde foretaget som gengældelse for sabotagehandlinger, fordi han mente, at man burde have undladt sabotagen.
Min far tog dengang til genmæle i avisdebatten og anførte, at han som en af disse pårørende var meget uenig med Hartvig Frisch. Han forklarede, hvorfor tyskernes mord på hans far i 1944 ikke fik ham og hans gruppe til at opgive kampen mod tyskerne. Min far blev senere såret ved en aktion, fik det ene ben amputeret og var i tysk fangenskab indtil befrielsen.

Kan man moralsk forsvare, at sige nej til selv at ville yde et forsvar, men ja til et samarbejde med fjenden, og så tilføje, at andre skal komme og jage fjenden væk, så man kan bevare sit eget lands demokrati og suverænitet? Myresynspunktet. Lukrere på nabolandene, som om det var bedre, at de har tab? Træffe et valg, der beror på forventningen om, at andre ved aktiv og farlig indsats skal sørge for ens befrielse?

Nutidige intellektuelle, der er tolerante over for nazi-samarbejdet, overser, at en del lande omkring os også følte sig fristet til en dominerende og aktiv samarbejdslinie. Og hvis ikke et flertal af disse i stedet havde taget en beslutning om en aktiv og tabsgivende krigspolitik, så var Danmark og andre lande jo blevet opslugt af et totalitært jødefattigt Tyskland med et forbryderisk diktatorisk militærregime.

Man kunne måske let tage fejl i krigens første år, og den 9. april var der desuden ikke andet at gøre end at overgive sig. Men som krigen skred frem, blev man udmærket klar over, hvad Hitler og Nazi-Tyskland stod for. Kunne det da forsvares fortsat at føre en så aktiv samarbejdspolitik, for at alt skulle stå relativt vel til i lille Danmark? Ordet aktiv er vigtigt her. Så sent som i 1943 opfordrede regeringen stadig til, at man angav sabotører, uanset det kunne koste dem livet.

Hvad med de jøder, der konstant og i accelererende tempo især i krigens sidste måneder, blev sendt til og fra udryddelseslejrene, og på lange dødsmarcher i hård frost?
Det gik meget hurtigt til sidst. Er det ikke det samlede antal reddede liv, der skal tælle? Hvorfor skal det være så vigtigt at redde en håndfuld danske liv, hvis sabotagen måske var medvirkende til, at flere hundrede jøders liv i koncentrationslejrene herved blev reddet? Uden de spirende og tiltagende oprørskræfter, der godt nok kun på nålestiksniveau bredte sig og tiltog i styrke især igennem det sidste halvandet år af besættelsen i Danmark, havde Tyskland måske været lidt stærkere. Måske overgivelsen først var kommet for eksempel i slutningen af juni.
Marginaler og balanceforskydninger talte. Det er svært at sige, men vi ved, at det ville have betydet døden for mange for hver uges forsinkelse. Vi ved, at de allierede, da de ankom til mange af udryddelseslejrene fandt mennesker, der var uhyre tæt på døden, men som ved en hurtig indsats faktisk overlevede.

GIVET er det også, at de aktive modstandsfolk, der var i de besatte lande både dengang og siden, vurderede, at de var med til at sørge for at fremskynde frigivelsen af disse lejre og fremskynde Nazi-Tysklands endeligt. Samtidig gav de håb til de mennesker, der havde det allerværst.
Vi er stadig delt i to lejre. De mennesker, der tror på, at der er meget ondt i menneskene, og derfor helst vil have et vist forsvar og kampberedthed, er nok de samme, der dengang gik ind for en vis modstand. Det er dem, der i dag går ind for Irak-krigen. Den anden fløj fremstilles ofte mere humanistisk og mere fredselskende. Givetvis går de virkelig ind for freden, men en fredselskende linie, der overdrives, medfører tab af flere menneskeliv, end hvis man stopper tyranner. Dette kan man ikke altid gøre ved at tale pænt til dem.

Imens Hans Blix og FN i flere år forhandlede med Saddam Hussein, blev folk pint og dræbt i kældrene i Irak. Uden en indgriben ville dette formentlig være fortsat. Uden de allieredes modoffensiv, og også de danske modstandsfolks sabotage under Anden Verdenskrig ville en stor del af verden sandsynligvis have været under nazistisk herredømme og de etniske udrensninger ville have været ført til ende.

Danmark med de smukke træer ville bestemt ikke have eksisteret som nu, hvor landet er iklædt smukke sommerfarver med en befolkning, der diskuterer besættelsen og meget andet uden at løbe nogen større risiko. Vi har så meget at takke for, selvom vi er noget uenige om, hvem, der skal takkes.

Lene Kattrup er dyrlæge og bosiddende i Ganløse. Hun er desuden en ivrig debattør og medlem af Trykkefrihedsselskabet. Hendes far, Johannes Stefan Jørgensen, og hendes farfar, Stefan Jørgensens, modstandskamp (og mordet på sidstnævnte) kan man læse nærmere om i BØGER af Jørgen Røjel og Hans Edvard Teglers.

Lene Kattrup i Weekendavisen 24. juni 2005, 1. sektion side 11

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver