Halalkødets totale dominans er uacceptabel
15. februar 2016
Det handler ikke kun om, at vi køber kødprodukter, der er bedt nogle bønner over – hvilket af nogen opleves som en ikke uvæsentlig krænkelse af deres religionsfrihed – vi betaler også for det, og man kan ikke vælge det fra
Normann A. Nielsen gør i avisen den 10. februar opmærksom på, at kristne ikke tager skade af halalkød. Det er korrekt. Det blev i øvrigt også omtalt i den gode og velafbalancerede leder i Kristeligt Dagblad den 3. februar, hvor der stod, at ud fra et religiøst synspunkt er det ligegyldigt, om man som kristen spiser halal- eller koshermad, da kristne ikke skelner mellem ret og urent.
Enig. Imidlertid handler det ikke kun om, at vi køber kød eller kødprodukter, der er bedt nogle bønner over – hvilket af nogle opleves som en ikke uvæsentlig krænkelse af deres religionsfrihed – vi betaler også for det. Men kan ikke vælge det fra.
Der er vel i virkeligheden tale om en form for halvskjult dhimmificering af os. Det er ikke fuldt transparent, og man kan tilsyneladende – stort set – ikke komme uden om det, i fald man ønsker det. Man kunne tro, at markedet ville sørge for denne mulighed, men der er ikke tegn på, at det vil ske. Der er store pengebeløb involveret.
Jeg finder det uacceptabelt, og det er desuden sådan noget, der er med til at give spændinger mellem ortodokse muslimer og den øvrige befolkning.
Politikerne er nødt til at handle. Her mener jeg de hjemlige politikere, ikke de 28 EU-landes politikere, der ikke vil kunne blive enige om noget som helst på dette område. Der er store beløb og eksportinteresser involveret, og det udstiller også, hvem der tilsyneladende har magten og rigdommen i dag.
Folketinget bør indføre en lov med nogenlunde dette indhold: ”I Danmark må der ikke markedsføres eller sælges kød og produkter fra dyr, hvor der i forbindelse med slagteprocessen eller opskæringen har været foretaget religiøse ritualer herunder fremsigelse af bønner og/eller ydet betaling til et trossamfund eller religiøse personer for dette, uden det tydeligt fremgår ved iøjnefaldende mærkning på produktet.”
Det burde et flertal af partierne i Folketinget herunder de borgerlige og Socialdemokratiet kunne gå ind for. Og det bør de se at få gjort. I forhold til dyrevelfærd er det kun den ”originale” halalslagtning og schätning/schætning uden forudgående bedøvelse, sådan som den desværre foretages i stigende grad i EU-området, der for alvor indebærer dyreværnsmæssige problemer med betydelig (ekstra) lidelse for dyrene.
Denne slagtemetode uden bedøvelse er heldigvis blevet forbudt herhjemme i 2015 – tak til tidligere fødevareminister Dan Jørgensen (S) – men import af dette kød burde straks forbydes i Danmark, ligesom import af foie gras burde forbydes.
Lene Kattrup, dyrlæge og medlem af Det Etiske Råd i Kristeligt Dagblad den 15.2.2016