Hadithen II
24. juni 2011
Anna Libak skrev i WA sidste uge, at vi skal anerkende, at det er muligt at være demokrat og muslim samtidig, man kan for eksempel være muslim og ikke gå ind for stening. Hun anfører, at islam først afpolitiseres, så lovene ikke skal begrundes i islam, den dag »hvor omverdenen begynder at anerkende, at det er muligt at være muslim uden at gå ind for stening; ja ligefrem antager, at det er det normale«.Hertil kan man kun sige, tja hvad nu, hvis det ikke er det normale. Det kan vi da ikke blot antage. Vi kan slet ikke vide så meget om det, hvis vi ikke undersøger det. Vi kan derimod finde ud af det, hvis vi spørger muslimerne, om de ønsker, at shariaen helt eller delvist erstatter de love og regler, som Folketinget vedtager.
Jeg forstår slet ikke, hvorfor Anna Libak ikke synes, at vi må stille disse spørgsmål.
Min erfaring er, at sekulære demokratiske muslimer bestemt ikke har noget imod helt klart at erklære, at de ikke ønsker islams love indbygget i vores lovgivning i dette land.
Første gang, jeg spurgte en erklæret muslim om dette, var til et offentligt møde med Naser Khader. Hans svar var klart og efterlod ingen tvivl.
Manden er en renblodet demokrat. Da jeg ved et møde på Krogerup Højskole spurgte Tariq Ramadan, fik jeg et stærkt bekymrende svar, der efterlod mig med en opfattelse af, at han er islamist.
Jeg mener, Anna Libak gjorde den fejl i sit indlæg, at hun ikke skelner mellem islam/islamismen og muslimer/islamister. En muslim kan være demokrat, naturligvis, men det kan en islamist ikke.
Desuden kan det næppe være fornærmende, at man spørger en mand eller en kvinde, i relevant sammenhæng naturligvis, om pågældende støtter vores demokrati, når denne person befinder sig her. Islamismen er i dag den form, vi i Europa hyppigt ser islam optræde i, så desværre er det relevant at stille spørgsmålet.
Det drejer sig jo netop ikke kun om, hvad vi oprindelige danskere antager og tror, eller hvorvidt vi anerkender muslimer som værende demokrater. Det drejer sig mere om samfundets demokratiske fundament.
Substansen i det hele er, at vi må håbe, den overvejende del af de muslimer, vi har her i Danmark, kan og vil frasige sig det indhold i islam, der er i modstrid med demokratiet, når det drejer sig om samfundets indretning.
Det er mere væsentligt end spørgsmålet om, vi kan og må driste os til at spørge dem, om de er demokrater, hvilket jeg personligt ikke kan se er krænkende. Og da hvert fald ikke, hvis man er demokrat og muslim.