Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Gifter unge muslimer sig på tværs?

21. november 2006

Vi mangler statistik, der viser, hvem muslimske indvandrere nu gifter sig med.

24-ÅRSREGLEN virker, stod der på forsiden af JP i oktober. En hel del færre nu henter deres ægtefælle i hjemlandet. Men vi mangler statistik på området, der viser, hvem disse personer så i stedet gifter sig med. En vellykket integration kræver vel, at de tilflyttede også i et vist omfang gifter sig med den oprindelige befolkning?Nogle piger og kvinder i indvandrermiljøet er frustrerede over, at de af miljøet og familien bliver forhindret i at gifte sig på tværs af etnicitet, kultur og religion.

Der ses trusler og vold i de muslimske miljøer, når kvinderne har førægteskabelige forhold, selv vil vælge partner, eller når de vil skilles. Nogle myrdes eller tvinges til at begå selvmord, i Sverige kalder man fænomenet for altanpigerne. De tvinges til at tage deres eget liv ved at springe ud, bevisbyrden er da vanskelig, og i England siges det, at man hyrer lejemordere. Det virker effektivt som afskrækkende middel på andre.

Pakistanske normer

I en aktuel voldssag fra Helsingør udtalte en af de involverede, at familien trods sine 30 år stadig »lever her i Danmark efter pakistanske normer, og derfor ikke kan acceptere, at datteren ville skilles.« En af de sigtede i Vollsmose-terrorsagen var en 31-årig konvertit med dansk baggrund, født og opvokset på Fyn. Hans nærmeste ven fortalte: »Han var meget ude efter at finde en kone, og det havde han svært ved, fordi der ikke er nogen arabiske forældre, der vil give deres datter til en dansk muslim, og det gjorde ham rigtig ked af det, for han følte sig lige så muslimsk som dem.«

Han var konverteret, men der var åbenbart en etnisk forhindring i det muslimske miljø i Vollsmose. Dette passer ikke med, hvad Zubair Butt Hussain fra Muslimer i Dialog oplyste til JP 24/10, at når mønsteret for at hente ægtefælle i udlandet er brudt, så gifter yngre muslimer sig mere på tværs af etnisk baggrund (men dog stadig ikke på tværs af religiøse skel).

Til sammenligning kan nævnes, at 83 pct. af herboende jøder gifter sig med ikke-jøder. Mig bekendt forekommer der ikke vold eller trusler om vold eller andre alvorlige repressalier, hvis et ungt menneske vælger at gifte sig med en anderledes troende andre steder end i det muslimske miljø i Danmark.

Jeg mener, at vi skal turde afdække disse problemers omfang og undersøge det statistisk, men Danmarks Statistik må eller vil ikke opgøre noget efter religion. Når unge mennesker tvinges til at gifte sig inden for deres egen gruppe, så har vi et reelt problem af åbenlyse menneskelige grunde, men også af integrations- og samfundsmæssige grunde. Lad os i det mindste få fakta og tal på bordet.

Religiøs apartheid

Vi kommer ikke uden om at skulle debattere, om det er et problem, hvis et relativt stort mindretal blandt borgerne kun gifter sig med personer af samme kultur og tro, eller om det er et udtryk for en religiøs apartheid, som er uønsket. Det er integrationshindrende. Men vi har især brug for at vide, i hvor høj grad, der er tale om en frivillig eller en uacceptabel tvangsmæssig indgifthed.

Det handler om menneskers livsbetingelser og om frihed og ligeværd mellem kønnene, retten til og den reelle mulighed for selv at vælge sin ægtefælle, kunne vælge uddannelse, antal børn, mulighed for en kæreste, inden man bliver gift og evt. have sex før ægteskabet uden at være i livsfare samt at måtte omgås ikke-muslimske drenge.

Vi taler om de unge menneskers reelle mulighed for overhovedet at kunne vælge det danske samfund og integrationen til.

I Sverige har en undersøgelse for nylig vakt opmærksomhed ved at vise, at et stort antal indvandrerpiger, i modsætning til drengene, lever isoleret i en fængselslignende tilværelse. I antologien Maskeret Tvang, der udkom 8/11, behandles dette emne mere indgående.

Fastlåst i ufrihed

Her bringes et citat fra en dansk teenage-pige med muslimsk baggrund, som næsten siger det hele. Hun roste det danske samfund, men forklarede sørgmodigt og vredt, at hun følte sig fastlåst i ufrihed. Hun og hendes veninder foretrak faktisk drenge med ikke-muslimsk baggrund, som de mente ofte behandlede dem mere ligeværdigt som kærester og senere ægtemænd, end hvad de tit havde set var tilfældet med muslimske mænd.

Evig usikkerhed

Men dette valg var umuligt, for som hun sagde: »Danmark kan slet ikke hjælpe mig; om jeg så skifter navn og flytter til Skagen, ville jeg ikke være i sikkerhed. Min familie vil altid kunne finde mig.

Hvis jeg bliver gift og får børn, vil jeg altid hele mit liv vide, at jeg også udsætter mine børn for en fare, for hvis min familie en dag finder os – og de vil altid lede – så dræber de mig, og de dræber eller bortfører børnene. Kun hvis jeg både skifter navn og flytter til USA, kan det være, jeg vil være i sikkerhed.«

Mig bekendt er omfanget af dette fængsel for unge piger, som gør, at muslimske piger og kvinder ikke kan blive kæreste og senere gift med andre end muslimer, hvis de selv ønsker det, end ikke blevet grundigt undersøgt i Danmark. Det synes jeg er forkert.

Lene Kattrup i Jyllands-Posten 21. november 2006


 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver