Frygt for sharialovgivning
14. juni 2011
I et interessant interview med islamkenderen Olivier Roy i DR2 Deadline 17/ 5 sagde han, at han er overbevist om, at oprørerne i Mellemøsten bl. a. i Egypten kæmper for demokrati.
Politisk islam er ved at afgå ved døden, sagde han, og Det Muslimske Broderskab går ind i demokratiet for at bevare det og ikke blot for at bruge det som et springbræt til at indføre sharialoven. Han forsikrede intervieweren (Adam Holm), der spurgte ham, om, hvordan vi kunne være sikre på det, at vi blot kunne lytte til det, organisationerne selv siger. Han tilføjede, at de demonstrerende jo ikke havde råbt, at de vil have sharialoven.
Det ville være pragtfuldt, hvis han havde ret, men ledere af broderskabet har jo desværre sagt, at deres mål er at indføre islamisk lov i Egypten. Det vil de formentlig forsøge at bruge demokratiet til. Og ifølge en meningsmåling fra Pew Research Center ønsker et stort flertal af borgerne i Egypten, at islam skal spille en stor rolle i landets politik.
Så mon ikke vi skal passe på, at vi ikke forveksler håb med realiteter? Det er værd at huske på, at det var igennem demokratisk baserede valg, at Hamas, Hizbollah og det tyrkiske AKP kom til magten, og i politik er de alle styret af et religiøst verdensbillede. Ikke af rationalitet.
De bruger derfor demokratiet til at indskrænke demokratiet og evt. til ligefrem at afskaffe det, hvis de har uindskrænket magt som f. eks. Hamas.
Morsomt og tragisk
Under interviewet hæftede jeg mig ved noget andet, der både var morsomt og tragisk. Imens samtalen kørte, var der en del klip og baggrundsbilleder fra de mange demonstrationer, og her var der et fravær af kvinder. Det er islams religiøse lov, sharialoven, der foreskriver, at kvinder ikke må gå frit i det offentlige rum og deltage i den politiske debat på lige fod med mænd. Sharialoven foreskriver, at kvinder skal holde sig til hjemmet eller skal have deres mands tilladelse til at færdes ude. Og i det offentlige rum skal der være en kønsapartheid. Kun hvis kvinden følges med sin mand eller nærmeste familie, er det tilladt, at hun ses sammen med mænd.
Større grupper af mennesker, f. eks. demonstrerende, vil derfor, hvis sharialoven hersker, typisk bestå enten af kun det ene køn eller være strengt kønsopdelt. Det var lidt sjovt, at mens Olivier Roy forsikrede os om, at vi ikke skulle frygte sharialovens indtog, kunne man se på de mange klip, at det havde han ikke ret i. Den islamiske lov havde allerede gjort det umuligt for en kvinde at befinde sig her, ytre sig eller bevæge sig frit rundt, som hun vil, en vestlig journalist, der ikke var klar over det, blev alvorligt forulempet.
Som Sydafrika
At denne manglende frihed for kvinder tillige er en meget stor indskrænkelse og, hvis meget udbredt i hele landet, faktuelt er ensbetydende med en afskaffelse af demokratiet, er der mange intellektuelle kommentatorer, især af hankøn, der ikke gør sig klart. Det er ellers principielt det samme, som vi så i Sydafrika, hvor de sorte ikke kunne færdes overalt, ikke kunne deltage i den politiske debat og ikke måtte bestride betroede eller højere stillinger. Det kunne mange godt se var et demokratisk problem. Når kvinder frarøves deres friheds-og borgerrettigheder, er det ikke spor bedre, end hvis dette sker med henvisning til hudfarve. En diskrimination pga.
køn er ikke mindre udemokratisk.
Det må være fordi, det her både drejer sig om kvinder, og det sker med henvisning til en religiøs lov, at personer som Olivier Roy og en del med ham bliver blinde.
Situationen mindede mig en lille smule om, da vi så, at “komiske Ali” i de sidste dage under Saddam Hussein på tv benægtede, at landet var ved at falde, mens vi på billeder bag ham kunne se, at det, han sagde, ikke passede.