Forskerne er berøringsangste
4. december 2006
ISLAMKRITISK FORSKNING: De forskere, der fejer enhver sammenhæng mellem islam og terror af bordet, har ikke taget deres forpligtigelse over for samfundet og de skatteborgere, der sikrer dem deres stillinger, alvorligt. Siden regeringen har fået vedtaget, at der på finansloven er afsat 10 millioner kroner til en forskning, der skal forsøge at kaste lys over islamismen som baggrund og grobund for terrorisme, har mange forskere kritiseret dette.Det gælder primært de forskere, der ikke mener, der er en indre dynamik eller nogle kræfter i islam eller islamismen, der kan have den betydning. Blandt andet religionsforskeren Mikael Rothstein har den tro eller overbevisning. Overbevisning eller tro er netop de rette ord.
For når han uden videre hævder dette synspunkt, så kan det ikke være efter at have gransket spørgsmålet med sædvanlig videnskabelig kritisk eller historiekritisk metode. Jeg har ikke hørt ham fremkomme med argumenter for sit meget overraskende synspunkt. Han forekommer mig faktisk at have fundet sin egen religion, når han mener, at det er ret ligegyldigt, hvad der står i teksten.
Det får han svært ved at kunne argumentere for, medmindre han blot hævder, at det er hans personlige tro, som han ikke behøver at begrunde på logisk eller empirisk vis. Men hvis det er tilfældet, så er der jo netop tale om religiøse argumenter. Det er ikke acceptabelt, når han er ansat som religionsforsker, som man må forvente forholder sig rationelt og observerende kritisk videnskabeligt til religionerne og religionsideologierne som fænomener. Hvis han mener, at disses indre dynamik, deres myter, etik, ritualer og dogmer ikke er afgørende, fordi det kun er tolkningen, der kan være væsentlig, da bliver hans arbejde lettere, men han studerer så kun glasuren på lagkagen. Og min påstand er, at han ikke har saglige argumenter for at synes, at han ikke skal ned i teksten og ned i substansen. Det er bare noget, han tror, ikke er nødvendigt.
Han er også uenig med Osama bin Laden, som citerer korrekt fra Koranen. Og med en del terrorforskere. Nogle moderate muslimer forsøger i øjeblikket at reformere islam, men siger selv, at der mere bliver tale om en transformation, da de ikke som Luther blot kan søge tilbage til teksterne, hvis de skal have indholdet gjort foreneligt med et sekulært demokrati, hvor religiøse argumenter og religiøse love ikke må findes. Netop tekstens indhold, Koranens og hadithens, er i øjeblikket i den vestlige verden i høj grad sagens kerne og objekt for det opgør, der er på vej.
Når vi i Europa har en dyb tradition for historiekritisk forskning, er det kun naturligt, at vi ønsker at få undersøgt sammenhængen mellem islam eller islamismen og terror, således at vi ikke kun undersøger de socioøkonomiske sammenhænge. Hvad er der i vejen med at se nøjere på, hvordan og hvornår religionens ideologi i sig selv er en væsentlig faktor, så man i givet fald kan sætte ind med tiltag overfor indoktrinering af børn og unge i “koranskoler” også her i landet? Der er blandt andet blevet peget på børn og unges påtvungne recitation og nærmest hypnotiserende gentagelser af de såkaldte sværd-vers fra den sidste del af koranen. Mange mennesker tæt på eller med indgående kendskab til det ekstreme miljø har jo peget på dette, også pårørende til unge, der er blevet radikaliseret.
Hvorfor i alverden har Mikael Rothstein noget mod en sådan forskning? Han anerkender vel, at islamismen er en totalitær ideologi, der faktisk har visse karakteristika til fælles med for eksempel fascismen og marxismen? Og han anerkender vel også, at historien så tit har vist os, at totalitære politiske ideologier i sig selv har nogle destruktive kræfter, der er farlige og i stand til at påvirke enkeltindivider til onde handlinger. Det er en empirisk kendsgerning, der er svær at undvige.
Rothsteins modstand synes simpelthen ikke logisk, men snarere trosbaseret. På tv blev han konfronteret med den kritik, som politikerne nu har tilladt sig at lange over bordet, som går på, at han selv, Jørgen Bæk Simonsen, Jørgen S. Nielsen og Tim Jensen i gennem flere år har haft en vis berøringsangst over for islam, der har gjort, at de har undladt en kritisk videnskabelig forskningsmetode overfor islam som religion og ideologi.
Det har været svært at acceptere, når vi fra mange andre forskere, islam-sagkyndige og terroreksperter har fået at vide, at der i islamismen ligger en kilde til forståelse af terrorens væsen og dermed en potentiel mulighed for at forebygge et stort og væsentligt problem for den vestlige verden.
Jeg synes ikke, disse forskere, der blot fejer enhver sammenhæng af bordet, har taget deres forpligtigelse over for samfundet og de skatteborgere, der sikrer dem deres stillinger, alvorligt, når de har haft så stor berøringsangst over for kritisk islamforskning. Men på grund af dette er det klart, de 10 millioner kroner må gå deres næse forbi, de må gå til forskere, der er mindre forudindtagede og mere åbne. I øvrigt er det et meget lille beløb.
Desværre blev det samtidig vedtaget, at “Det Arabiske Initiativ” kunne fortsætte med en bevilling på 100 millioner kroner. Der er noget galt med vægtningen.
Lene Kattrup medlem af bestyrelsen for Trykkefrihedsselskabet i Kristeligt Dagblad den 4. december 2006