Folkeskolens 35-årige nedtur i Danmark
11. april 2005
“Hvordan går det med 87?” sagde jeg i telefonen. Dyb tavshed, herefter: “Jo, hun er bedre her til aften. Hun har rejst sig og ædt.” Bønderne var ikke vant til, man ringede om aftenen og hørte til en ko. Det var et kulturchok for dem.
Men for mig som nyuddannet dyrlæge og Gentoftepige, der var kommet til det yderste Vestjylland, var kulturchokket endnu større. Stod jeg rustet, og kunne jeg udrette noget, der var godt nok her, hvor jeg var sat? Det var det væsentlige. Og det er det væsentlige for enhver på arbejdsmarkedet samt i livet i det hele taget. Det er det, der gør mennesker tilfredse med tilværelsen, og det er det, der giver samfundet fremdrift. Jeg klarede mig, fordi mit ønske om at være til nytte var stærkt. Men den baggrund, skolen gav mig, var elendig.
Jeg har et billede fra min første dag i skole. Jeg har en gul kjole på og nogle sko, hvor tåen går mærkeligt indad. Jeg glæder mig, for som alle på syv år er min videbegærlighed stor. Året er 1961. Forventningerne blev skuffet ca. syv år senere i årene fra 1968 til 1970.
Jeg husker tydeligt, at det startede med, at mine forældre tog alle os børn med i biografen for at se filmen “Quiet Days in Clichy”. Jeg var chokeret. Der var en stemning af holdningsløshed, som dog var retningsbestemt med en klar tendens til venstre.
Stemningen bredte sig overalt. I gymnasiet måtte jeg fravælge samfundsfag, da jeg ikke var venstreorienteret. Generelt var det gruppearbejde og projekter, det drejede sig om. Det faglige niveau var ringe. Eleverne kunne selv lære sig og lære af hinanden. Angsten for egentligt pensum, som nok skyldes, at ordet lugter af præstation, ensartethed og krav, har været så stærk og paranoiaagtig, at den har holdt sig helt til vor tid, hvor vi måske vil genindføre begrebet og en vis faglighed bl.a. for at klare os imod den truende globalisering.
I mit tilfælde er det en falliterklæring, at jeg igennem hele min skolegang afsluttende med studentereksamen fik pæne karakterer uden, at jeg fik tilegnet mig nødvendig, essentiel viden, som jeg har savnet lige siden. Det er sjældent den unge, men derimod skolesystemet, der har alvorlige fejl og mangler, med visse undtagelser. (Hos mig var det biologi og matematik).
Unge mennesker, der på denne måde nedvurderes og frarøves indlæring, vil ofte blive træge overfor at tilegne sig åndelig føde, tage ansvar, tage et initiativ etc.
Op igennem firserne og starten af halvfemserne havde jeg på min dyreklinik skoleelever som led i deres praktikforløb. Fra kolleger havde jeg hørt, at man skulle takke nej, fordi skoleeleverne normalt var som sløve ”zombier.
Jeg udfærdigede et brev, som blev sendt til den unge. Der stod, at vi havde forventninger om præsentabel adfærd, at man ikke havde hår i øjnene, var ren og pæn samt, at man optrådte hjælpsomt overfor kunderne, både de tobenede og de firbenede. Vi opgav mødetider og ville på forhånd have at vide, hvis der var problemer med at overholde disse. Praktikanten skulle skaffe hvide træsko samt en hvid kittel, som skulle være ren hver dag, når man mødte. Omvendt gjorde vi opmærksom på, at vi ville gøre alt for, at man blev inddraget, og at alle spørgsmål var velkomne. Der ville blive tale om to aktive uger, vi bad om, at man overvejede dette nøje inden start.
Den unge kom ikke til at kede sig. Vi forklarede, viste og demonstrerede. Naturligvis havde vi heller ikke nogen finfølelse overfor, at praktikanten ikke skulle kunne slæbe foder, hjælpe med at bære en syg hund eller tørre urin op som os andre. Når jeg skulle operere, havde jeg to regler, som skulle overholdes, hvis man gerne ville med ind i operationsrummet og se. Jeg ville aldrig høre noget med, at ”det er da ulækkert”, og hvis man begyndte at blive underlig ”snurrig” i benene eller i hovedet, så skulle man sætte sig ned straks lige hvor man var. De unge besvimede sjældent, og de var faktisk uhyre interesserede. Det hører til nogle af mine bedste minder, at tænke på de mange unge mennesker, som jeg igennem så mange år fik vist og forklaret, hvor utrolig smuk en hund eller kat er inden i, hvordan en blære på en kat ser ud, hvor milten sidder på en hund eller hvordan leveren, nyren osv. ser ud og fungerer. Et ungt menneske, som man kunne se fik åbnet øjnene for det spændende i det, og som nåede til at forstå, at det er et mirakel, når man f.eks. fjerner en kæmpe betændt livmoder på en tæve og derved vender en situation fra tæt på døden til tilbagevenden til livet.
De unge gav os meget, for da vi elskede arbejdet med kunderne og deres pragtfulde hunde og katte, så løftede det oplevelserne at dele og forklare. Men hvad jeg fandt dybt beskæmmende var, at de unge mennesker som oftest ikke kunne stave, ikke vidste at blodet transporterer ilt rundt, hvorfor dette er vigtigt, at en tæves løbetid ikke er det samme som en kvindes menstruation, at en hund, der har fået fjernet halen ikke også vil avle hunde uden haler, hvad antibiotika er, samt grundlæggende ting om ernæring, hygiejne etc. Dette besværliggjorde bl.a. de fysiologiske forklaringer.
Vi havde lange ventelister. Jeg vil tro, det var fordi, vi tog de unge alvorligt. Vi krævede og forventede en del. Vores indtryk var, at de unge netop gerne ville bidrage, når de fandt ud, at det blev værdsat.
I de senere år har jeg rettet mange opgaver på en erhvervsuddannelse, hvor over 90 % er unge fra hele landet med studentereksamen. Det faglige niveau i forhold til kravene, der er beskedne, er i underkanten. Viden herudover samt almen viden er mangelfuld.
Det meget store flertal har svært ved at udtrykke sig på et læseligt, forståeligt og sprogligt korrekt dansk. Vi taler om grundlæggende danskkundskaber, der burde være tilegnet allerede i folkeskolen. Gang på gang sidder man med indtrykket af en elev, der har været interesseret i sit emne og gerne vil forklare, uddybe og konkludere, men ikke evner dette pga sprogproblemer. Som censor må man gætte en del, have analytiske evner og være meget positiv
Adm. direktør fra Pfizer Karin Verland sagde forleden til Børsen: ”Børn ved mere om, hvad der foregår i en computer, end hvad der foregår i deres egen krop, det er skræmmende”. Jeg er enig. Man burde give børnene grundlæggende viden om fysiologi, anatomi og ernæringslære. Desuden om kroppens helingsprocesser, for jeg har erfaret, at specielt unge drenge tror, at det de ser i filmen ”Blinkende Lygter”, gælder i virkeligheden. Jeg tror i fuldt alvor, at man kunne forebygge visse former for grov vold ved at forklare, at et hårdt slag på hovedet kan medføre risiko for, at offeret får hovedpine, indlæringsproblemer eller epilepsi resten af livet. At et smadret ansigt med et knust kindben og en brækket næse ikke altid kan genskabes af lægerne. At ikke alt kan hele. Kroppen er skrøbelig. Sindet også. Måske skulle alle elever i 7. klasse besøge nogle fængsler, tale med voldsofre med varige men, samt høre på en kirurg, der viser billeder af patienter med alvorlige skader efter vold eller trafikulykker.
Selvfølgelig skal der være et obligatorisk pensum (kanon). Et vist minimum, man skal lære, og det handler ikke kun om dansk. Samt obligatoriske test. Marianne Jelved sagde ganske vist, at vi skal huske, grise ikke bliver tykkere af, at man vejer dem. Det er rigtigt, men det gør, at man kan opdage problemer og forholde sig til dem. Der bør sættes ind markant på mange fronter. Det er i ca. 35 år, det har været galt. Nedturen for skolen startede med min generation i årene 1968 til 1970 og er fortsat til nu, hvor Bertel Haarder sammen med de mange gode kræfter, der efterhånden har opdaget, hvor galt det er gået, vil til at rette op. Den nye undervisningsminister er hverken konfliktsky eller blind. Lad os håbe, han også kan handle. Han bør ikke blive en parentes denne gang, hvor han ikke kan sige, han har et flertal imod sig.
Lene Kattrup Kronik i Kristeligt Dagblad 11. april 2005