Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Flemming Rose og Tariq Ramadan

9. februar 2008

Weekendavisen havde taget Flemming Rose (FR) med til London for at møde Tariq Ramadan (TR) Martin Krasnik refererede fra samtalen i avisen sidste uge. Men mage til fordrejninger for Ramadans side af Roses ord, talen udenom og slørende svar skal man lede længe efter. Den lange artikel var derfor deprimerende og forvirrende læsning.Ramadan har jeg studeret igennem længere tid. Det er mit indtryk, at hans retoriske evner er ganske enestående. Man vil nok kun finde ud af, hvad han står for og mener, hvis han tvinges i defensiven og verbalt angribes. Kun få personer mestrer det. (Her kommer jeg bl.a. til at tænke på f.eks. Wafa Sultans fantastiske møde med den algeriske islamist Ahmad bin Muhammad, som på få minutter gjorde hende verdensberømt).

Ramadan er ekspert i at fordreje, hvad modparten siger, så denne forvirres og tvinges i defensiven. Han fordrejer kun diskret og lidt, men dog væsentligt, så det hans modpart siger pludselig fremstår akavet og forvansket. Det er det smarte, f.eks. fra den omtalte samtale:
FR: »Det er ligesom på Stalins tid i Sovjetunionen, hvor regimet fik folk til at sige, at de elskede Stalin højere, end de elskede deres forældre eller børn. Er der ikke noget underligt ved en kærlighed til et symbol eller en historisk figur, som levede for 1400 år siden, der er større end kærligheden til jeres egne børn?«
TR: »Okay, du vil ikke sætte moralsk lighedstegn mellem de to ting. Det vil du altså ikke. Men du måler menneskers kærlighed ved at sige, at det er et problem at elske nogen mere, end man elsker sig selv. Jeg beklager, men det kan du bare ikke. Det er ren arrogance.« ……..

TR: »Du sagde, at det er et problem, at folk elsker et religiøst symbol mere, end de elsker sig selv.” (Min fremhævning).

Det er klar fordrejning. Rose talte jo om at elske en religiøs figur højere end sine forældre og børn (sine medmennesker) og ikke blot højere end sig selv. Ramadans modpart forvirres og får ikke holdt fast. Ramadan slipper samtidig for selv at skulle svare. Rose får ikke engang holdt fast i den gode sammenligning med Sovjet, men lader sig afspore. I samtalen går fænomenet igen flere gange, og de taler ved siden af hinanden (Ramadan sørger for det). Jeg kan genkende mønsteret for næsten alle andre interviews og samtaler med Tariq Ramadan, som jeg har overværet eller læst om. Han er et naturtalent på dette område.

Forleden optrådte han på Krogerup Højskole. En enkelt skarp tilhører kunne tilsyneladende gennemskue Ramadan. Han skrev i Helsingør Dagblad den 19.10.07, at Ramadans svar på spørgsmålet om sharialoven som grundlag for lovgivningen her i Vesten, var: »ganske udflydende og uden substans. Hvis man havde forventet en klar afstandtagen til disse middelalderlige lovregler, blev man skuffet« og »den særdeles veltalende professors svar var for mig ikke tilfredsstillende på dette væsentlige spørgsmål, og spørgsmålet for mig er desværre, hvor meget tillid man kan have til professor Tariq«.

Også Hans Pinstrup har beskrevet fænomenet i en omtale af et diskussionsmøde på Politiken mellem Pittelkow og Ramadan: ”Anderledes var det straks, når det lykkedes Pittelkow at komme til orde og stille sine yderst relevante spørgsmål. Så udstillede Ramadan det problem, som vi som kristne demokrater gang på gang støder på, når vi søger dialogen med muslimerne: Talen bliver dobbelttydig. På den ene side blev vi forsikret om, at enhver muslim i et europæisk land vil overholde landets love, på den anden side var det ikke muligt at få Ramadan til klart og tydeligt at tage afstand fra sharia-lovene.«

Det er det, der er problemet, som også af nogle kaldes cirkeltale, dobbelttale eller taqiyya.

I en kronik i Jyllands-Posten den 22.11.2005 skrev jeg om et møde i København, hvor Ramadan sagde til en dansk muslim, der ville gå ind i politik, at hun ikke behøvede at sige hele sandheden om sit forhold til sharia som lovgivningsgrundlag, hvis hun blev spurgt.

Weekendavisen bragte den 29.06.2007 et godt essay af Paul Berman, der bl.a. rummede uddrag fra en TV-debat mellem Ramadan og Nicolas Sarkozy, som blev set af seks millioner franskmænd og i det hele taget vakte en del opsigt. Ramadan kunne ikke tage klar afstand fra sharialovens krav om stening af kvinder, der har begået ægteskabsbrud. Sarkozy blev meget oprørt og overrasket. Det kom kun frem, fordi Sarkozy var særdeles insisterende, stædig, og blev ved med at spørge ind.

Der er grunde til, at Ramadan har fået indrejseforbud i flere lande, USA har lige meddelt, at de vil opretholde dette, og at han på det sidste har valgt at drosle sine aktiviteter i Frankrig ned, efter nogle ting er kommet frem her via tv, artikler og nogle nye bøger, der er skrevet om ham. Tilsyneladende har han nu har rettet søgelyset mod England og Skandinavien.

Lene Kattrup 2. uge 2008 bragt i Weekendavisen i forkortet form

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver