Fattigdoms indvandrere. Tænk langsigtet
23. juli 2009
Jes Bjarup skrev den 9. juli, at han ikke fandt, at jeg i mit indlæg den 6. juli skelnede mellem flygtninge og indvandrere. Jeg synes nu, det ret tydeligt fremgik, at det primært var indvandrere, jeg skrev om. Ordet indvandring eller indvandrer findes otte gange i indlægget, mens ordet flygtning ikke forekommer.
Men i øvrigt kan der herske tvivl om forskellen, da mange bruger ordet flygtning om de personer, der flygter fra fattigdom, som man egentlig bør kalde indvandrere.
Og hvad de afviste asylsøgere fra Irak angår, blev de jo netop ikke af den danske stat anerkendt som flygtninge, hvorfor de vel nærmere må betegnes som indvandrere.
Fattigdom er alvorlig og giver ofte dyb nød. Mon ikke vi er mange, der kan forestille os, at vi også ville gøre næsten alt for at flygte fra sult og fattigdom til et vestligt land, hvis det gav os en mulighed for at kunne sende penge hjem, der kunne redde familien? Det er fuldt ud forståeligt, og mange af os føler nærmest skyldighed, fordi vi har været så heldige at være født her i så gode kår.
Problemet er bare, som jeg pointerede, at hvis Europa i de kommende år oversvømmes af en massiv indvandring og folkevandring blandt andet via havet fra det fattige Afrika til Spanien, Grækenland og Italiens kyster i et omfang, som vi jo kun har set starten af, vil Europa selv få store problemer med at klare presset. Så vil nøden og fattigdommen også indfinde sig her, og vi vil ikke mere have kapacitet til at hjælpe andre lande.
EU er ikke vågnet op over for denne fare, som på grund af Schengen-samarbejdet er hele EU’s problem. Jeg finder, at det er bedre med hjælp i nærområdet – især hjælp til selvhjælp for at gøre de fattige lande selvforsørgende samt mere produktive. Vi vil hjælpe flest mennesker på den måde frem for at bruge de fleste ressourcer på at hjælpe de fattigdomsindvandrere, der kommer hertil, som samtidig kan true Europas fremtid.
Den 18. juli sagde Hans Hauge i Morgenavisen Jyllands-Posten: Den, der ofrer sig for de fremmede, ofrer sine egne børn. Det er måske lidt skarpt sagt, men det er bedre (og også mere respektfuldt) at hjælpe de fremmede til et bedre liv i deres egne hjemlande, hvor vi kan hjælpe flere individer for de samme penge. Frem for at ofre sig og hjælpe enkelte her i et Europa, der tydeligvis ikke magter opgaven særligt godt, hvor de nye indvandrere ofte virker ret ulykkelige, og hvor det især økonomisk og kriminalitetsmæssigt belaster vores lande, så den oprindelige befolkning mange steder føler sig bekymrede og utrygge.