EUs forenede, sovjetagtige projekt
19. juni 2008
Køge/Ringsted/ Roskilde og Frederiksborg Amts Avis 19.06.2008
Må en kommune i Danmark vedtage, at den så vidt muligt, hvis det kan skaffes, kun vil indkøbe træ, der er FCS-mærket? Selv i sådan et detailspørgsmål skal vi spørge EU, som siger nej, for det vil stride mod EUs udbudsdirektiv. Vedrørende et andet detailspørgsmål, uhævede feriepenge her i landet (fra personer, der ikke har fået holdt deres ferie eller er fratrådt), udtalte beskæftigelsesminister Hjort Frederiksen den 8. juni: »Stod det til regeringen alene, ville disse feriepenge gå til lønmodtagerne. Når vi ikke har sikret det for længst, skyldes det forhindringer fra EU. EUs regler sætter nemlig grænser for. Men måske er der en opblødning på vej i nogle afgørelser fra EF-Domstolen om feriespørgsmål. Vi afventer disse domme, før eventuelle ændringer i forhold til de uhævede feriepenge kan sættes i værk.«
Jeg synes, EU slet ikke burde blande sig i den slags sager. På dyretransportområdet har EU skabt et kæmpe dyreværnsproblem ved fejlagtigt at indplacere levende dyr som en vare, der som andre varer skal kunne udveksles frit over grænserne. Som afgående veterinærdirektør Willeberg forklarede sidste år, så skyldes miseren, at EU ikke har ønsket at stille hindringer i vejen for transport af levende dyr. Problemet er, at EUs regler bevidst er lavet »yderst moderate«, sagde han.
Jeg er helt enig. Det betyder på godt dansk, at EU politisk og økonomisk støtter og derfor direkte fremmer disse dyrefjendske langtransporter af slagtedyr og på denne måde lader mange dyr lide og sætter det dyresyn og de dyreværnslove, som de nordlige EU-lande havde, ud af kraft. Disse love bliver værdiløse, og dyrebeskyttelsen afskaffes. Dyrene betragtes kun som en genstand eller en ting/vare. EU har pga. et ideal om frihandel (som i stedet burde have været vedrørende kød) selv skabt et kæmpe problem, som man nu ikke vil tage et ansvar for at løse.
Kunne være løst
EU kunne let løse problemet, men i stedet forbyder og forhindrer EU de enkelte lande selv at måtte indføre de regler, der er brug for, der ville kunne begrænse lidelserne ved at sætte maksimal længde og maksimal tid på transporterne. Hvis landene gør det, vil de blive trukket i retten af EU. De må ikke indføre tillægsregler, der kan sikre, at deres egne dyreværnslove overholdes i deres egne lande. EU burde nøjes med minimumsregler, så landene ikke var bundne, men kunne gå videre og indføre skrappere regler, når det f.eks. gælder miljø, arbejdsvilkår, fødevaresikkerhed eller dyrebeskyttelse.
Dette var blot tre eksempler på, at det efterhånden er EU, der bestemmer. Der er mange flere eksempler, så mange, at vi kan tage bad i dem.
Ca. 60-80 procent af de vedtagne love i medlemslandende stammer i dag fra EU, der også i de senere år har strammet grebet, hvis landene forsøger på et område at ville bestemme selv og være lidt selvstændige og »anderledes«. Så kan EUs domstol sørge for, at landene sættes på plads. EU sprøjter love ud, love, der begrænser, ensretter og overtrumfer landenes egne ønsker og lovgivning. Man vil noget stort, noget overstatsligt, ikke noget mellemstatsligt. Det synes jeg er tydeligt. Men var Europas styrke og charme da ikke netop landenes suverænitet og forskellighed? Hvad er EUs overordnede målsætning, hvorfor skal alt snart bestemmes herfra? Hvorfor er Lissabon-traktaten så vigtig, at den ikke må komme til folkeafstemning, fordi befolkningen kan risikere at sige nej. Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, kaldte det irske nej en: »Sejr for friheden og fornuften over et kunstigt, elitært projekt og europæisk bureaukrati«.
Multikulturel utopi
Lone Nørgaard skrev i Jyllands-Posten den 8. juni: »Hvad der mest bekymrer mig er, at Lissabon-traktaten er styret af en multikulturel utopi, hvis formål er at aflive nationalstaterne. Således er en vigtig faktor bag den muslimske folkevandring til Vesteuropa EUs samarbejde med den arabiske verden.« Liberalisten Torben Mark Pedersen skrev i »180 grader« den 13. juni: »Lissabon-traktaten er på ingen måde et borgerligt-liberalt projekt. Tværtimod overføres endnu mere lovgivningskompetence til en overstatslig myndighed, og det fører til endnu mere overstatslig regulering på områder, som der ikke er nogen tvingende grund til at regulere på EU-niveau.« Han tilføjede, at han mener, EU er ved at bevæge sig i planøkonomisk retning på mange områder, og at den personlige frihed for borgerne begrænses.
Søren Pind har netop været ude med en melding om, at han finder, EU skal tone bureaukratiseringen, socialiseringen og centraliseringen ned. Billedet passer med, at SF på det sidste er blevet EU-positive, mens der er begyndt at være en vis tøven blandt eftertænksomme liberale og klassisk (Edmund Burke) konservative.
EU-projektet og især Lissabon-traktaten er indviklet. Strategisk kan det bruges til, at man elitært kan hævde, at et sådant projekt kan Maren i Kæret og Hr. Pedersen fra Ligustervænget virkelig ikke fatte, hvorfor de blot skal fortsætte med at klippe deres hække og passe deres arbejde – i stedet for at løbe til folkeafstemninger om komplicerede sager vedrørende deres lands fremtid – som de kloge i Bruxelles og Strasbourg nok skal finde ud af. Men er det ikke sådan, at de traktater/forfatninger, der er enkle og forståelige historisk set, har givet de bedste grundlag for gode, stabile og fredelige udviklinger med stærke retsstater og demokratier. Er indviklede, ufolkelige og uforståelige traktater gode grundlag for fremtidige samarbejder? Jeg mener, svaret er nej, og det er den almindelige irer også kommet frem til. Folkets fornuft vandt. En irer på gaden sagde til tv, at han stemte nej, for han forstod ikke traktaten og projektet. Logisk, man siger ikke ja til aftaler eller skriver under på noget, man ikke forstår og ikke kan overskue konsekvensen af. Det er ham, manden på gaden, der er klog. Men havde han nu pløjet sig igennem de mange sider og havde fået at vide, hvor det væsentlige stod, så ville han nok have set, at det drejer sig om at afskaffe de nationale demokratier, hvilket man ikke bør gøre uden at spørge borgerne ærligt og lige ud, om det er, hvad de ønsker.
Overdreven ensretning
Jeg mener, EU står for en overdreven voldsom ensretning, kontrol og regulering, som pakkes ind som værende nødvendig for at sikre frihandel og fri bevægelighed. På den måde bliver EU et organ, der står for en underlig blanding af planøkonomi/statsøkonomi og i visse tilfælde en særlig beskyttelse af visse brancher og kapitalinteresser. F.eks. taler EU meget om borgernes sundhed, men det er netop lykkedes den lobbyende tobaksindustri (og bønderne?) at få EU-parlamentet til at forlænge støtten til tobaksproducenterne med ikke mindre end 42 milliarder kroner! Man har derimod ikke ønsket at vedtage en lov, der stopper industriens tilsætning af afhængighedsskabende stoffer til cigaretterne, men det forbyder man de enkelte lande at måtte gøre, for det ville jo være en hindring for den frie handel. Afgørelsen overraskede nogle. Vi ser en slingrepolitik, der bedst forstås, hvis man er erfaren og magtfuld EU-lobbyist eller embedsmand/EU-jurist. I sig selv er det både sigende og bekymrende, at lobbyisme er så stor en faktor i EU. Det må jo være, fordi lobbyismen giver et resultat. Det juridiske apparat i EU er uhyggeligt hurtigt voksende og alt for magtfuldt samt politiserende. Alt sammen er tydelige tegn på, at demokratiet og magtfordelingen i EU har fejlet, at det går den forkerte vej.
Ned med tempoet
Tiden er til at sætte tempoet ned. I stedet for at presse en unaturlig, ensrettende, overstatslig mastodont frem, som hæmmer og begrænser de meget forskellige EU-lande, må vi indse, at større suverænitet, frihed og national forskellighed/diversitet vil gavne Europa og gøre EU stærk. Vi har brug for et smidigt og effektivt mellemstatsligt samarbejde baseret på selvstændige demokratier. Der bør sadles om. Hvis vi går ind for stærke suveræne nationer, som har et internationalt udsyn, og som er meget pro internationalt samarbejde, så giver det styrke. Det giver frihed, dynamik, bedre konkurrenceevne og økonomi samt mere demokrati og trivsel. EU-landene vil da stå bedre rustet til at klare sig i konkurrencen udadtil på verdensmarkedet i de kommende år. Lad os få mindre EU, men et mere velfungerende EU, der søger samarbejde uden frihedsbegrænsende ensrettende love og tiltag forklædt som nødvendige for at sikre frihandel.
EU bør ikke have mere af vores suverænitet her i Danmark, snarere mindre, og vi skal bestemt ikke af med forbeholdene. Demokratisk set og etisk set er det et svigt af format, at regeringen samt Socialdemokraterne og De Radikale ville forhindre danskerne i at få lov at stemme om Lissabon-traktaten. Formentlig er den nu sat på standby. En stor tak til Irland. Jeg har lyst til at trykke enhver irer, der stemte nej, varmt i hånden og takke ham eller hende.
(desværre stemte de jo siden ja)
Lene Kattrup i Køge/Ringsted/ Roskilde og Frederiksborg Amts Avis 19.06.2008