Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Er tørklædet kun et tørklæde?

11. juni 2006

Pernille Rübner-Petersen mener 1. juni, at tørklædet for den muslimske kvinde blot er som en BH, der både signalerer anstændighed og definerer hende som et seksualobjekt. Det er sandt. Men hvordan kan det så være, at en advokat i Ankara for få uger siden trængte ind i højesteret, dræbte en dommer og sårede fire domsmænd på grund af en dom om et tørklæde? En dom der fastslog, at tørklæder ikke må bæres i det offentlige rum. Hvordan kan et lille stykke tøj være så væsentligt? På Trykkefrihedsselskabets konference på Christiansborg gav tre mediefolk fra Tyrkiet udtryk for, at islamistiske kræfter vinder frem i deres land. De fortalte, at tørklæderne nu breder sig i Tyrkiet – også i de store byer. De omtalte dette som et problem, der bekymrede dem. Årsagen er, at tørklædet, om noget, står som et stærkt symbol på sharialoven, på den islamiske statsdannelse baseret på Koranen, i stærk modsætning til demokratiet, hvor religionen skal tilhøre den private sfære, hvor lovgivningen bestemmes efter »ugudelige« menneskeskabte rationelle argumenter.

Tyrkiet er tæt på os; overalt trænger religiøs fanatisme, p.t. mest islamo-fascisme, sig ind på os. Især demokratiske sekularister i de muslimske lande forklarer, at tørklædet er symbolet på sharialoven, som demokratiets fjende. Måske vi herhjemme skal passe på med at fejlbedømme eller undervurdere symbolværdien. Er Pernille Rübner-Petersen sikker på, at tørklædet kun er et tørklæde?

Lene Kattrup i Berlingske 11.6.2006

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver