En venlig religion
20. juli 2007
Enhver religion har en kerne. Islam har som kerne en lovreligion, der ikke i alle budene er forenelig med demokratiet. En demokratisk muslim er nødt til at sætte demokratiet over religionen. Det behøver en protestantisk eller lutheransk kristen ikke nødvendigvis, hvorimod en gammel testamentelig troende, på samme måde som muslimen, må sætte demokratiet før troen, hvis han er demokrat. Kristendommen er i sin kerne forenelig med demokratiet. Som Henning Tjørnehøj selv skriver i sit indlæg den 14.6., skelnes der meget klart mellem ”det åndelige og det verdslige regimente”, mellem religion og politik. Ja det gennemsyrer faktisk hele det Nye Testamente. Ingen politisk argumentation eller beslutning og ingen krigsførelse kan nogensinde begrundes på kristendommen. Derfor synes jeg, man blev forvirret over at læse Tjørnehøjs indlæg. Han lader et enkelt Paulus citat (brugt også af Luther) overfortolke og lægger sig fast på et synspunkt, som nærmer sig en fundamentalistisk fortolkning på dette område. Tjørnehøjs tolkning modsiges, som han jo selv er inde på, af hele de øvrige indhold i Det Nye testamente og af Jesus selv i alt, hvad han sagde, først og fremmest, hvor han siger: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er” (Mattæus 22,21).
Tjørnehøj bør huske, at Paulus og Luther blot var helt almindelige mennesker og fortolkere af kristendommen, det er ikke dem, kristne tror på. Det er muligt, Paulus eller Luther visse steder har taget fejl eller misforstået noget. Mange er uenige med Tjørnehøj i hans udlægning på det omdiskuterede sted; under alle omstændigheder må det være kernen i Jesu forkyndelse, der skal vægtes som det væsentlige. Og det væsentlige er, at kristendommen står for en helt tydelig sekularisering af det politiske. Man kan ikke føre politik på indholdet i kristendommen, det er umuligt. Jesus tager meget klart af stand fra love i samfundet baseret på religion, fra gerningsreligiøsitet og fra de renheds/urenheds forskrifter, der var i det Det Gamle Testamente. Menneskene (også kønnene) sættes lige (se bl.a. Paulus brev til Galaterne 3, 23-30). Han sagde ”dømmer ikke” og befaler os, at ”vende den anden kind til”. Hedninge tales der pænt om. Jesus gjorde op med den gamle Moselov og sagde: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje, og tand for tand, men jeg siger, at I må ikke sætte jer imod den, der tilføjer jer ondt”, han befaler os at elske vores fjender og siger, at hvis nogen vil ”tage din kjortel, så lad ham også få kappen”, (Mattæus 5, 38-48). Vi kan ikke udforme nogen straffelov eller sociallov på disse principper. Jesus nægtede også selv igennem hele sit liv at være politiker.
Sådan kan vi blive ved. Det er umuligt at lave politik ud fra indholdet. Fordringerne forpligter den enkelte, og er for radikale til, de kan bruges politisk. Menneskene tvinges til selv at tage et ansvar og træffe beslutninger ud fra deres egen samvittighed. Hvis vi begrunder noget politisk med religiøse argumenter ud fra kristendommen, så går vi fejl. Det kan Luther måske have gjort få gange i sit liv, det er der nogle der mener, og så gik han fejl. Men på hans tid gjorde andre det imidlertid hele tiden, og det forhindrer ikke, at vi skylder Luther stor tak for at have reformeret kristendommen ved at føre den tilbage til selve ordet i Det Nye Testamente og påvise, at disse ord var blevet mishandlet af de romerske magthavere, som Luther gjorde effektivt op med.
Bjergprædiken afsluttes med historien om den kloge, der byggede sit hus på en klippe, mens ”dåren” (den tåbelige, som glemte at tænke sig om) byggede sit hus på sand, så det faldt omkuld og styrtede i havet, da der kom uvejr (Matt 7, 24-28). I det budskab ligger der en befaling om åndsfrihed og om, at vi bør bruge denne frihed ansvarligt og anstændigt. Vi opfordres til at bruge fornuften, tænke os om og selv tage et ansvar. Frihed er ikke let. Vi kan måske få syndernes forladelse, men vores ansvar for at leve vort liv her på jorden tages ikke fra os. Historisk set har kristendommen haft meget stor betydning for vores udvikling i den vestlige verden. Det er efter min mening risikabelt, hvis vi ikke vil indse det.
Vores danske samfund er baseret på luthersk kristendom, som det også fremgår af § 4 i Grundloven. Da kristendommen selv sekulariserer det politiske, finder jeg ikke, at denne paragraf er et problem, men snarest en fordel og et muligt bolværk i en mere utryg fremtid. Ikke alle religioner har sekularisering indbygget i deres kerne samt et klart budskab om lighed mellem mennesker uanset tro og køn, hvilket jo tillige er kernen i demokratiet.
Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis den 20.6.2007