Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Én gang til for Herluf Hansen

10. januar 2008

Herluf Hansen, forh.  ambassadør, skriver den 5.1.2008 at det at sætte lighedstegn mellem Muhammed, islam og islamisterne, som JP´s karikaturtegninger var et udtryk for, var en provokation, ubetænksomt og det var at gøre islamismens ofre uret. Han forklarer, at det var derfor, han bakkede op om Uffe Ellemann-Jensens forslag om Carsten Justes afgang som chefredaktør.Men det er jo islamisterne, der sætter det lighedstegn mellem Muhammed, islam og islamismen. JP´s rolle og tegnernes rolle var blot at fortælle om det, at fremstille virkeligheden. For et flertal af de ortodokse, fundamentalistiske muslimer bliver islam til islamisme. De sætter lighedstegn mellem islam og islamismen.

Når Herluf Hansen kritiserer, hvis man sætter dette lighedstegn, så er det jo de personer, han bør kritisere. Det var præcist det, som bl.a. tegneren Kurt Westergaard (bomben i turbanen) ville sige og gøre med sin fine karikaturtegning. Han ville fremstille det faktum, at nogle muslimer tolker islam som en totalitær ideologi og med pres og tvang – nogle få ligefrem med vold – søger at gennemtvinge islams lovregler i samfundet.

De bruger islam politisk, og substansen eller indholdet i islam har et vist potentiale for det (har Herluf Hansen læst kapitel 9 i Koranen?).

Det burde de ikke gøre, og deres ønskede mål, indførelsen af islamismen, islam som politisk system, strider mod demokratiets værdier og individets frihedsrettigheder.

Og derfor er det dem og deres mål, Herluf Hansen burde rette sit skyts mod. Det kræver mod og er forbundet med visse problemer at angribe islamismen og de politiserende muslimer.

Nogle personer, der endnu ikke har opdaget hvor alvorligt, det egentlig står til her i Europa, har, som Herluf Hansen, i stedet travlt med at angribe de personer, der ved tegninger og verbale budskaber søger at gøre opmærksom på faren.

Lene Kattrup i Jyllands-Posten den 10.1.2008

Var forkortet væk af avisen :

Hvis Herluf Hansen, som han anfører, er modstander af islamismen og er ved at indse, at denne ideologi udgør en reel fare, så ville være mere sammenhængende og fremsynet, hvis han rettede sin kritik mod personer, der forsøger at fremme og bane vejen for islamismens udbredelse, i stedet for mod personer, der er mod denne ideologi og blot søger at gøre opmærksom på faren. Det lader sig næppe gøre at kæmpe effektivt mod islamismen, hvis man ikke må udstille og kritisere islams lovregler og læresætninger samt de personer, der bruger pres, tvang eller vold mod individer for at få disse lovregler indført og respekteret i samfundet.

 

 

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver