Det nye folketing bør sikre en EU-folkeafsteming
23. november 2007
Den nye Lissabon-traktat giver den største politiske ændring i og magtoverdragelse til EUi hele fællesskabets historie Den nye Lissabon-traktat (kaldet reformtraktaten) bør under alle omstændigheder til folkeafstemning. Det vil være en udemokratisk skandale, hvis den nye regering og det nye folketing ikke beslutter det. Vi ved nu, at indholdet i Lissabon-traktaten er næsten identisk med indholdet i det i 2005 forkastede forslag til en EU-forfatning og har samme omfattende politiske og juridiske betydning. Det har den tidligere formand for EU-konventet, Giscard d’Estaing, for nylig bekræftet i en række aviser i Europa, herunder også i danske aviser.
Selv om Lissabon-traktaten således ikke er en ‘forfatning’ af navn, er den det dog alligevel. Og hvis den gennemføres, får EU karakter af at være en stat med sin egen indre ret, herunder menneskeret, egen fælles forpligtende udenrigs-, sikkerheds- og militærpolitik, egen valuta, egen grænse, eget politi, egen præsident, egen ‘regering’ (Kommissionen) og eget parlament. I forhold til denne stat bliver medlemslandene understater.
Et vidtgående skridt
Dertil kommer, at traktaten indfører flertalsafgørelse på 62 nye områder, så der kun er ganske få områder tilbage, hvor landene har vetoret. Og at Ministerrådet kan give EU endnu mere beslutningskompetence, uden at skulle spørge de nationale parlamenter og befolkningerne. Dertil lægger den en række nye områder ind under EU’s beslutningskompetence, f.eks. kirke- og religionspolitik i EU-regi.
Dette er simpelthen den største politiske ændring og magtoverdragelse til EU i hele EF/EU’s historie, endnu mere end Maastricht-traktaten i sin tid i 1992. En så vidtgående ændring er selvfølgelig en sag for det danske folk at tage stilling til. Så sandt grundloven og folkestyret i sin tid tog udgangspunkt i dansk politisk selvstændighed og blev til af et folkekrav om en demokratisk forfatning.
Før og under valgkampen har nogle politikere imidlertid udtrykt en tøvende holdning til en folkeafstemning med henvisning til, at vi først skal kende Justitsministeriets redegørelse for, om Lissabon-traktaten betyder suverænitetsafgivelse efter grundlovens § 20.
Vi afgiver suverænitet
Dermed gør de deres holdning afhængig af en betragtning, der i dag må siges at være indtil det absurde snæver og formalistisk. For det er blevet absurd at tale om EU som en ‘mellemfolkelig myndighed’. Og Justitsministeriets redegørelse for forslaget til forfatningstraktaten viste et kolossalt gab mellem det, juristerne forstår ved suverænitetsafgivelse – og den reelle politiske beslutningsmagt, EU-forfatningen ville give EU-institutionerne på bekostning af de nationale parlamenter. Det juridiske begreb om suverænitet indfanger i praksis slet ikke den politiske realitet, der er tale om.
Umiddelbart er det grotesk, at der står nej (se boksen/figur) ud for så væsentlige områder som “ændring af institutionerne”, “grænsekontrol mv.”, “udenrigs- og sikkerhedspolitik”, “EU-rettens forrang”, “Charteret om grundlæggende menneskerettigheder”, “overgang fra enstemmighed til flerstemmighed”, “Færøerne og Grønland”.
Endelig er det besynderligt, at spørgsmålet om folkekirken kun ses i relation til Charteret.
Nej, det giver ikke mening at afgøre, om Lissabon-traktaten skal til folkeafstemning eller ej ud fra denne juridiske formalisme.
Det giver i hvert fald ikke god demokratisk mening, da der jo er tale om så politisk omfattende og betydningstunge emner, som vi hidtil har haft selvstændig, demokratisk mulighed for at bestemme om.
Vi må derfor på det kraftigste protestere, hvis den nye regering og det nye folketing ser bort fra den politiske virkelighed, der følger af Lissabon-traktaten – og alene træffer valg på grundlag af den formalistiske suverænitetsbetragtning.
For traktaten har så vidtrækkende, politiske konsekvenser for landet og enhver borgers fremtid, at det må indebære en overordnet etisk og politisk overvejelse om, hvad vi hver især finder vil være det rigtige for os selv og Danmark.
Derfor er en folkeafstemning demokratisk nødvendig. Og derfor er det mest relevant at få en udredning af, i hvilket omfang vi afgiver selvstændig, demokratisk, beslutningsmagt.
Befolkning skal ha besked
Folketinget og regeringen må snarest efter valget tage initiativ til en regeringsuafhængig, pålidelig og tilbundsgående udredning af ikke bare det forfatningsjuridiske spørgsmål, men først og fremmest af Lissabon-traktatens konsekvens for vores selvstændige, demokratiske beslutningskompetence. Den udredning må være forudsætning for, at befolkningen kan vurdere, hvordan der bør tages stilling til traktaten. Hvis Lissabon-traktaten reelt tilsidesætter grundloven som basis for vores demokratisk-politiske selvstændighed, er grundloven og folkestyret i en så fatal krise, at Danmark enten ikke kan tiltræde traktaten eller kun kan gøre det efter en grundlovsændring og folkeafstemning.
I vores over 30-årige danske EF/EU-historie har der været folkeafstemninger om alle store traktatændringer. Nice-traktaten er undtagelsen fra den regel.
Derfor er der en historisk og demokratisk velbegrundet forventning om, at det også sker denne gang. Men de ansvarlige politikeres tøvende holdning før og under valgkampen har skabt en velbegrundet frygt blandt folk for, at de vil hindre os i at tage stilling til denne traktat af hidtil uset betydning for Danmark og Europa ved en folkeafstemning.
I sin tid var der planlagt en folkeafstemning i september 2005 om forslaget til EU-forfatningen. Når indholdet i den nye Lissabon-traktat er så tæt på det oprindelige forfatningsforslag, må konsekvensen naturligvis være, at der holdes folkeafstemning om Lissabon-traktaten.
I et samfund, der bygger på folkestyret som folkets ret til at bestemme om de fælles, samfundsmæssige anliggender og den gældende ret, sætter politikerne selve folkestyret ud af kraft, hvis de udelukker folket fra at stemme om en traktat, der indebærer den største indskrænkning af vores selvstændige folkestyre, vi hidtil er blevet stillet over af EU-udviklingen.
Hvis ikke den nye regering og det nye folketing forstår dét som det politiske kernespørgsmål i forbindelse med Lissabon-traktaten og sørger for, at befolkningen får ordentlig besked om den og dens forhold til vores grundlov og folkestyre, og hvis ikke den ny regering beslutter, at den skal til folkeafstemning, stempler den sig selv med et demokratisk snyderi af historisk format.
Kronik i Information 23 november 2007
Af Bjørn Elmquist, Lene Kattrup, Frank Dahlgaard , John Holten-Andersen, Karl-Otto Meyer, Villo Sigurdsson, Henrik Madsen, Henning Gottlieb, Kit Louise Strand , Helge Rørtoft-Madsen , Sanne Salomonsen, Hardy Hansen, Hanne Reintoft , Henrik Christiansen, Agnete Engberg, Christian B. Karstoft, Niels Hausgaard og Kirsten Lehfeldt