Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Det er mennesker, der skal beskyttes

20. maj 2009

Når man indfører regler, der søger at beskytte religion mod hadefuld tale samt mod direkte og nærgående kritik, så hjælper man de magthavere, som i den islamiske verden bruger religionen som begrundelse for deres ret til at undertrykke deres befolkning. Kronik

Vi har i den senere tid set overskrifter som » Sharialoven for fred « om udviklingen i Pakistan, hvor regeringen antog, at den kunne købe fred ved at give islamisterne ret til at indføre den ufredelige og voldelige samt stærkt kvindeundertrykkende sharialov i Swat-dalen. Det har vist sig, at Taliban og de magtsyge sharia-militser blot har fået mere blod på tanden og nu kæmper for at få endnu flere områder.

Det er desuden en modsigelse at kalde det fred, hvis man indgår en aftale eller en våbenhvile med et styre, der får lov at indføre sharialoven, som i sig selv er ufredelig og voldelig.

Shariaen, som vi ser den, indfører et voldsdiktatur, der ikke har meget med fred og stabilitet at gøre. I England forsøgte man længe at imødekomme de radikale islamister i landet, hvilket heller ikke gav fred og ro i gaderne.

Det er en empirisk bekræftet kendsgerning, som har gentaget sig uhyre mange gange i verdenshistorien, at hvis man giver indrømmelser til ekstreme ideologier eller bevægelser, så køber man allerhøjst en meget midlertidig fred.

Giver dem håb

Man giver bevægelserne eller ideologiernes repræsentanter håb og viser dem vejen til, hvordan de kan få mere magt. Skræm os og kom med trusler, så skal I få, siger man. Dette er, hvad den vestlige verden pt. ved ord og handling ofte i disse år siger til OIC-landene, til de undertrykkende islamiske magthavere og til de enkelte islamister, der som repræsentanter for denne ideologi, har bosat sig i de vestlige lande med henblik på at få ideologien udbredt her. De fredsommelige, demokratiske muslimer har vi derimod ikke så travlt med at kommunikere med eller støtte.

For kort tid siden var Norge meget tæt på at få vedtaget en lov, der ville ulovliggøre religionskritik.

Det var et ønske, der var opstået, fordi politikerne tænkte, at man på denne måde måske kunne undgå den vrede, der opstår, når kunstnere, satiretegnere og debattører med jævne mellemrum fremkommer med kritik af islams indhold. Men den norske befolkning blev klar over, hvad der var på spil og reagerede så meget, at loven blev opgivet i sidste øjeblik. Det samme skete i England, og er tilsyneladende på vej nu i Irland.

Politikerne er skræmte og tror, at hvis de i de pågældende lande kan få begrænset den religionskritik, der helt naturligt som en del af det sekulære demokratis naturlov vil dukke op af og til, så kan de undgå islamisternes anklager, protester, trusler og krav mod samfundet, som er en stor belastning, der også tydeligt udstiller den fejlslagne integration, der virker som en anklage og et slag i ansigtet på politikerne. Men en del af den oprindelige befolkning i disse lande og i EU-landene i det hele taget er ved at vågne. De vil ikke finde sig i, at religion skal beskyttes mod kritik, da det vil gøre, at det vil begynde at gå tilbage for Europa, så man med små skridt vil nærme sig middelaldertilstande.

En kriminalisering af religionskritik vil jo betyde, at religion igen kan få politisk magt, så vores demokratier og vores frihed, lighed og velstand vil være truet i fremtiden.

Blod på tanden?

Når en del af de vestlige lande på den netop overståede FN Durban2-konference i Geneve kunne komme i tanke om at skrive under på, at hadefuld tale og ringeagtsytringer mod religion skal begrænses eller helt undgås, så er det ud fra en forestilling om, at hvis vi undgår at sige, at der er ting i islams kerne – bl.a. sharialoven – som skræmmer og frastøder os, så vil de 57 landes magthavere blive mere imødekommende, tolerante og milde overfor os. Men det store spørgsmål er jo, hvorvidt vi, når vi på denne måde tager de første spæde skridt til at begynde at komme sharialoven i møde her i Vesten for at glæde islamisterne, så blot giver dem blod på tanden, så de vil have mere.

De ser jo så, at det virker, at vi lader os skræmme, og at vi er » til at tale med « i de vestlige lande, uanset kritik, at religion faktisk er (var) en grundpille i det sekulære demokrati, som må bevares, hvis vores demokratier skal bevares.

Ideen om, at man ikke bør kritisere religion kommer pt. fra sharialoven.

Georg Brandes sagde: » Jeg hader kristendommen «, og det kunne han sige uden at blive straffet, fordi han levede i et sekulært vestligt demokrati, og Dave Allen kunne lave sine herlige sketchs, hvor han skød på katolicismen. Det er vi tæt på at have sagt farvel til. Vi har sagt o. k. til dele af sharialoven, og det har vi gjort i FN-regi ved Durban2-konferencen i april i Geneve samt ved den religionsresolution, der fordømmer ærekrænkelse af religion, som FN’s menneskerettighedsråd vedtog kort forinden.

Det var og er begyndelsen til en ny æra, det var en sorgens dag i Geneve. Som folkeretseksperter har forklaret det, betyder resolutionen eller teksten i slutdokumentet fra konferencen, som Danmark desværre tilsluttede sig, endnu ikke, at man med dette i hånden kan komme efter islamkritikere som Robert Redeker, Naser Khader, Søren Espersen, Jyllands-Postens redaktion, Kurt Westergaard eller mange af de andre aviser, politikere, kunstnere og skribenter, der har kritiseret eller gjort grin med islam, for indholdet i dokumentet er ikke juridisk gyldigt, før det er indskrevet i den nationale lovgivning.

Imidlertid er indholdet vejledende, en rettesnor, og det sker, at nationale domstole begrunder deres afgørelser på folkeretten, som dette frygtelige Durban2-dokument er en del af.

Deler ikke begejstringen

Jeg kan ikke dele Per Sig Møllers begejstring. Vi har gjort et knæfald, som kan give os større problemer på længere sigt. Det havde været langt bedre, at vi havde markeret og sagt klart, at her går grænsen, at det er en del af demokratiet, at man må debattere og kritisere religion helt frit, men at vi naturligvis tager individernes religionsfrihed meget seriøst, mere seriøst end de fleste steder i den islamiske verden.

Det er individer og mennesker, der skal beskyttes – ikke religioner og religiøse ideologier. Når man som nu indfører regler, der søger at beskytte religion mod hadefuld tale samt mod direkte og nærgående kritik, så hjælper man de magthavere, som i den islamiske verden i talrige tilfælde bruger religionen som begrundelse for deres ret til at undertrykke deres befolkning. Og man baner vejen for de nybygger-islamister, der med et projekt i baglommen, har taget ophold i de vestlige lande.

Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis og Dagbladet Køge, Ringsted, Roskilde 20.05.2009

 

 

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver