Lene Kattrup

Artikler. Debatindlæg. Foredrag

Det er ikke kun arbejdskraft – det er mennesker

17. februar 2014

MORTEN HELVEG PETERSEN, som er De Radikales spidskandidat til Europa-Parlamentet, sagde i et interview om velfærdsturisme og arbejdskraftvandring i Kristeligt Dagblad den 11. januar: ” Al historik viser, at landene tjener på at handle sammen, på at investere sammen og på, at man kan krydse landegrænserne.” Fri handel har empirisk vist sig at være en fordel, men vi er ude i et eksperiment, når vi lader 28 lande smelte sammen så hurtigt, som man gør det i EU – også på arbejdsmarkedsområdet.Der er forskel på mennesker og varer.

Indvandringen og folkevandringen i EU-området har aldrig været større. Situationen er ny og særegen. Landene tjener på det, siger Helveg Petersen.

Men uligheden stiger, og de mange fattige i EU-området oplever bestemt ikke, at de tjener på det.

De menneskelige lidelser og fattigdommen er katastrofal i store dele af Europa. Der oprettes folkekøkkener, og mange er desperate for at få et job. Alene i Grækenland er arbejdsløsheden blandt de 15-24-årige nu på 58 procent.

Det virker uempatisk, at Morten Helveg Petersen omtaler fænomenet så positivt.

Når han konkluderer, at fordi landene tjener på at handle sammen, er det godt, at arbejdskraften i så stor stil krydser grænserne, så virker det, som om han blot ser arbejdskraften som en slags varer.

Imidlertid drejer det sig om borgere med følelser, ønsker, håb og drømme. Det er mennesker, der har en historie og nære relationer til andre samt til deres land og hjemegn.

Den enkelte østarbejders børn er sikkert ulykkelige over og skades måske af at måtte undvære far eller mor en stor del af opvæksten, selvom familien foruden lønnen får børnecheck, hvis købekraft er mere værd i Polen og Rumænien end i Danmark.

Og au pair-kvindens egne børn har ikke godt af at undvære deres mor. For at få og beholde jobbet sagde hun sikkert, at hun ikke havde egne børn i hjemlandet. En politik, der direkte fremmer, at familier splittes, og mennesker tvinges til at forlade deres hjemland for at kunne forsørge familien, finder jeg uetisk og inhuman.

Det giver bedre livskvalitet, hvis de, der ønsker at blive i hjemlandet, kan det, mens kun de rejser ud, der også selv ønsker det.

Tidligere bestod EU af 28 meget forskellige lande. Nu skal vi være ens, og transporten af alt inklusive mennesker, det vil sige arbejdskraft, skal fremmes. Vi burde se på bedre muligheder i nærområderne i de enkelte lande. Det drejer sig ikke om, at vi for eksempel her i Danmark skal nære mistro til østarbejderne.

For de er ofte særdeles hårdtarbejdende og nødt til at forlade deres familier for at skaffe en indtægt. Men målet for EU og de enkelte lande burde være at skaffe virksomheder og arbejdspladser til deres egen befolkning.

I nogle tilfælde er det EU, der forhindrer landene i at kunne føre en politik, der vil begunstige landets egne borgere.

I Danmark burde vi også sørge for, at det kan betale sig for vores egne borgere at tage ethvert job – også lavtlønsjob – i landbruget, drivhusbranchen, rengøringssektoren, visse serviceerhverv og så videre.

Mange taber indtægt ved at tage et sådant job, når det sker fra en offentlig overførselsydelse.

Derfor er der i høj grad brug for skattelettelser i bunden – ikke i toppen – og kun for personer i job. Så ville det igen kunne betale sig at tage disse job. Det er ikke fair, at danskere skal konkurrere med litauere og polakker, der måske på papiret får samme løn, men ofte arbejder 10 timer, hver gang de får for 8 timer, og hvor pengenes købekraft i deres hjemlande er betydeligt højere. Det er unfair over for danskerne.

Jeg tror ikke på regnestykket bag den nye opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet, som viser, at den store indvandrede arbejdskraft fra østlandene i 2009 til 2011 har bidraget positivt til statskassen.

Man har blandt andet glemt at opgøre udgiften til de mange danske statsborgere, der må på en offentlig ydelse, når deres job bliver overtaget af en østarbejder.

Som nævnt overser man også den menneskelige faktor, de afsavn og den sorg, der er forbundet med, at mennesker af nød må forlade deres familie og deres hjemegn.

Oven i det kommer, at mange lokalsamfund og landsbyer affolkes, når en sådan politik fremmes. Der er tale om en opbruds- og urbaniseringspolitik, der gør mange mennesker rodløse og ulykkelige.

Lene Kattrup i Kristeligt Dagblad 17.2.2014

 

  • Om Lene Kattrup

  • Seneste indlæg

  • Arkiver