Derfor skal vi have en folkeafstemning
13. oktober 2007
Et flertal i befolkningen ønsker en folkeafstemning om den kommende reformtraktat. Men statsministeren og nogle folketingsmedlemmer har skabt tvivl om, hvorvidt befolkningen skal stemme om den eller ej. Det er yderst beklageligt, for dermed siger politikerne, at de ikke regner befolkningernes synspunkter for væsentlige i forhold til deres egne vurderinger og hensigter. I et samfund, der med stolthed vedkender sig folkestyret, bør politikere ikke føre sig frem med en demokratisk set så underlødig magtfuldkommenhed. Det gør vi indsigelse imod med henvisning til nogle af de vigtigste grunde til, at den kommende reformtraktat bør til folkeafstemning. Selv om vi ikke kender traktatteksten endnu, mener vi, at den under alle omstændigheder bør til folkeafstemning. Og at det vil være en historisk og politisk skandale for folkestyret, hvis statsministeren eller folketinget hindrer det.
Af mandatet fra topmødet i Berlin til at udarbejde reformtraktaten fremgår det, at den vil indeholde næsten alt fra det forkastede forslag til en EU-forfatning. Og at den også med de foreslåede ændringer i forhold til det forkastede forfatningsforslag bliver af stort set samme omfattende politiske og juridiske betydning som EU-forfatningen. De to traktatforslag er næsten identiske, og ændringerne er detaljer uden tungtvejende betydning. Selv formanden for det EU-konvent, der i sin tid udarbejdede forfatningstraktaten, Giscard d`Estaing har sagt, at sådan er det.
Et traktatforslag, der tilmed vil gøre grundlovens og folkestyrets betydning væsentlig mindre i fremtiden, er naturligvis ikke kun en sag for de valgte folketingspolitikere at tage stilling til. Vi ved, at allerede i dag skyldes hovedparten af dansk lovgivning forpligtelse i forhold til EU-bestemmelser. Og tidligere tyske forbundspræsident og præsident for forfatningsdomstolen Roman Herzog og Lüder Gerken, direktør for Center for Europæisk Politik, har gjort opmærksom på, at 84 pct. af Tysklands nye regler, forordninger og love stammer fra EU, kun de resterende 16 pct. fra de to lovgivende forsamlinger. EU udgør en fare for det parlamentariske demokrati i Tyskland og andre EU-medlemslande, mener de.
Traktatforslaget indebærer tilmed, at der f.eks. i praksis ikke længere vil kunne føres selvstændig dansk udenrigspolitik, fordi den bliver underlagt en samlet EU-udenrigs-, sikkerheds- og militærpolitik. Og forslaget gør det muligt for Ministerrådet at give EU endnu mere beslutningskompetence uden at spørge parlamenterne og befolkningerne. Så vidtgående ændringer er selvfølgelig en sag for det danske folk at tage stilling til. Så sandt grundloven og folkestyret i sin tid tog udgangspunkt i dansk politisk selvstændighed og blev til af et folkekrav om en demokratisk forfatning.
Nogle politikere har meldt ud, at de kun ønsker en folkeafstemning om reformtraktaten, hvis den er nødvendig af hensyn til grundlovens § 20 om suverænitetsafgivelse. Men det er en alt for snæver og formalistisk måde at anskue spørgsmålet på. Måske også en bevidst valgt måde at se det på, fordi en folkeafstemning efter den anskuelse ikke er nødvendig, hvis der formelt ikke er tale om suverænitetsafgivelse i forfatningsjuridisk forstand. § 20 betragtningen er med tiden blevet både for snæver og meningsløs, fordi det overstatslige element i EU gør det absurd at tale om EU som en ”mellemfolkelig myndighed”. Det er derimod relevant at vurdere, i hvilket omfang vi afgiver noget af vores selvstændige og demokratiske, politiske magt. Hvor absurd er det ikke, hvis jurister kan påvise, at reformtraktatens bestemmelser om EU-udenrigs-, sikkerheds- og militærpolitik ikke i juridisk forstand betyder suverænitetsafgivelse, mens de i praksis betyder, at vi ikke vil kunne føre selvstændig udenrigs-, sikkerheds- og militærpolitik, som grundloven forudsætter. Det er et eksempel på, at politiske spørgsmål naturligvis ikke bare kan anskues juridisk. For her er tale om en sag med vidtrækkende, politiske konsekvenser for enhver borgers fremtid. § 20-vurderingen er på ingen måde tilstrækkelig, uanset hvordan denne måtte falde ud, fordi en sag af denne karakter indebærer en overordnet etisk og politisk overvejelse om, hvad vi hver især finder vil være det rigtige for os selv og Danmark.
Vi mener derfor, at der skal laves en pålidelig, tilbundsgående udredning af ikke bare det forfatningsjuridiske spørgsmål, men af reformtraktatens magtpolitiske betydning. Som forudsætning for, at befolkningen kan vurdere, hvordan der bør tages stilling til reformtraktaten. Hvis reformtraktaten reelt tilsidesætter grundloven som basis for vores demokratisk-politiske selvstændighed, er grundloven og folkestyret i en så fatal krise, at Danmark enten ikke kan tiltræde reformtraktaten eller kun kan gøre det efter en grundlovsændring. I det dilemma er demokratiets fremtid på spil, for hvis ikke det overlever nationalt, er demokratiet reelt afskaffet. For det findes ikke og er reelt måske heller ikke muligt på europæisk plan.
I sin tid fik vi ikke bare løfte om en folkeafstemning om forslaget til EU-forfatning. Den var planlagt at skulle finde sted i september 2005. Og der nåede at komme gang i oplysningen om den og i forberedelserne til den folkelige debat forud for selve afstemningen. Men så kom de franske og hollandske nej’er, og kun godt to måneder før den skulle afholdes, aflyste statsministeren så folkeafstemningen. Når indholdet i den kommende reformtraktat er så tæt på det oprindelige forfatningsforslag, må konsekvensen da være, at den i sin tid aflyste folkeafstemning nu skal gennemføres om reformtraktaten. Det er inkonsekvent at afvise en folkeafstemning nu og efterlader indtrykket af politisk manipulation og upålidelighed.
Det er penibelt, at statsministeren allerede før topmødet i juni luftede, at der måske ikke skulle være en dansk folkeafstemning. På den måde har han underkendt betydningen af vores demokratiske selvbestemmelse af hensyn til processen med at gennemføre en ny traktat efter den strandede EU-forfatning.
På baggrund af tænkepausen, hvor vi kunne diskutere og komme med forslag til fremtidens Europa, måtte vi naturligvis forvente at blive hørt og kunne tage stilling til det, der til sidst blev resultatet af processen.
Den demokratiske begrundelse for tænkepausen, at man var interesseret i befolkningernes mening om ”Europas fremtid”, er i sig selv et argument for, at der efterfølgende bør holdes folkeafstemning om reformtraktaten. Uden en folkeafstemning står tænkepausen tilbage som en demokratisk skinmanøvre.
I vores over 30-årige danske EF/EU-historie har der været folkeafstemninger om alle store traktatændringer. Nice-traktaten er undtagelsen fra den regel. Derfor er det en historisk velbegrundet forventning, at det også sker denne gang.
Hvis ikke de ansvarlige politikere indfrier den forventning i forbindelse med en så væsentlig ændring i EU-samarbejdet, som reformtraktaten er, stempler de sig selv med et demokratisk snyderi af format.
Den danske sædvane at holde folkeafstemninger om vigtige EU-ændringer er overordentlig vigtig, fordi EU-spørgsmål desværre aldrig indgår i folketingsvalgene. Dem holder de allerfleste politikere og partier behændigt udenfor deres valgkamp. Derfor har vælgerne i realiteten ikke mulighed for at vurdere og vælge politikere bl.a. ud fra deres EU-synspunkter. Og dermed ingen nævneværdig mulighed for at påvirke EU-kursen via det parlamentariske demokrati.
Den eneste, reelle mulighed befolkningen har for at blive hørt om den europapolitiske udvikling er, at der holdes folkeafstemninger om EU-traktaterne.
Der er altså så gode og tungtvejende grunde til, at vi skal have den folkeafstemning, at det demokratisk uacceptable ikke må ske, at politikerne nægter os den – måske endda med påstand om, at den ikke juridisk er nødvendig.
Lene Kattrup sammen med andre kronik i Jyllands-Posten 13.10.07
Af Hans Henningsen, Hardy Hansen, Hanne Reintoft, Agnete Engberg, Henning Gottlieb, Poul Dissing, Christian B. Karstoft, Kirsten Lehfeldt, Sanne Salomonsen, Mrutyuanjai Mishra, Kristen Touborg, John Holten-Andersen, Lene Kattrup, Helge Rørtoft-Madsen, Villo Sigurdsson og Karl-Otto Meyer