Der er stor forskel på hunde
15. september 2009
Christel Dalls kronik om kamphunde den 14. august var en forsvarstale for hundene. Det har jeg sympati for. Der findes tidspunkter i mit liv, hvor jeg synes bedre om de firbenede end de tobenede.
Mange har som Dall fremført, blandt andre også Den Danske Dyrlægeforening, at hovedansvaret for de alvorlige bidskader jo er hundens ejers. Men det synes jeg ikke ændrer ved problemets kerne, at det alligevel er et forbud eller en begrænsning af disse hunde, vi bliver nødt til at overveje.
Det er jo også hunden, der må aflives, når det er gået galt. Et alvorligt bid øger sandsynligheden for, at det kan ske igen. Vi kan ikke bare sige, at det er uretfærdigt, og så tage hundens parti – også kamphundenes parti – som nogle gør.
Forsikringsselskaber, internater og organisationer afviser at have noget at gøre med visse kamphundetyper, fordi de erkender, at nogle hunde er farligere end andre. Det må vi indrømme og handle efter. Det kritiserer Dall, men mon hun ville hjælpe til med at tage en stor, aggressiv kamphund ud af sit bur på et internat flere gange dagligt, hvis den brummer og truer med at angribe?
En hund vil ofte savne sin ejer, selvom den måske er blevet svigtet og behandlet dårligt af denne, hvorimod den vil nære mistro over for andre. Det er et lille mirakel, at der findes et dyr, hunden, der kan knytte sig så ubetinget og hengivent til et menneske, og som vi kan kommunikere så godt med. Båndet mellem mennesker og hunde er fantastisk. Uanset om du har fedtet hår, dårlig ånde, er træt eller nede, så møder din hund dig normalt med vild begejstring, når du står op om morgenen eller når du kommer hjem. Ja, selv i de tilfælde, hvor ejeren mishandler hunden, er den ofte hengiven og loyal.
Min matematiklærer i folkeskolen fortalte om, hvordan han som ung havde en hund, han kaldte på. Når den kom, skældte han den voldsomt ud, og den gik slukøret bort. Så kaldte han på den igen med sød og indsmigrende stemme, hvorpå den atter kom. Det samme gentog sig i en uendelighed, hunden luntede ulykkelig bort med halen mellem benene, men den blev ved med at komme og håbede på ros. Han fortalte eksemplet for at fortælle om forskellen på dyrs og menneskers intelligens. Jeg fandt, at det fortalte mere om menneskers ondskab.
Siden har jeg mødt mange gode og ansvarlige hundeejere, og dem er der flest af, men da jeg igennem en årrække har beskæftiget mig meget med dyreværn, har jeg også set en del ubehagelige ting.
Uanset skyld, så må det være sådan, at der ikke skal meget til, før vi dyrlæger finder, at aflivningssprøjten skal frem, hvis en hund har bidt alvorligt. Især hvis det er et menneske, der er blevet bidt, men også, hvis ofret er en lille forsvarsløs hund.
Jeg har oplevet tilfælde, hvor jeg fandt frem til, at for eksempel børn havde drillet en ellers flink hund igennem længere tid, hvor jeg undlod aflivningssprøjten, fordi jeg mente, hændelsen ikke ville medføre, at hunden ville bide igen.
Men ellers må det gælde, at uanset at det ofte er menneskene, der fejler og bevist eller ubevist håndterer og opdrager hunden forkert, så er det nu engang hunden, vi må aflive. At vi ikke kan laste hunden, kan ikke ændre dette, fordi vi må agere ansvarligt.
Men hvad gør vi for at forebygge de alt for mange episoder, der er med de såkaldte kamphunde i dag? Nogle har foreslået en lovpligtig hundeskole med undervisning for hundeejere, altså et kørekort til hund. Jeg tror, at de flinke, ansvarlige hundeejere nok skal komme, men de fleste kamphundeejerne vil blive væk. Og politiet vil bestemt ikke have ressourcer til at gøre noget ved det.
Desuden vil de uansvarlige kamphundeejere ikke være særligt modtagelige for, hvad der bliver sagt på en hundeskole, hvis de rent undtagelsesvist dukker op. De skal ikke kun oplyses, de ved (ofte) godt, hvad de gør, og hvorfor. De skal hellere stoppes.
Hunde af kamphunderace eller -type defineres som hunde, der i de rette hænder og behandlet på den rigtige måde i en del tilfælde ikke volder problemer, men i andre situationer relativt let forvandles til et kampvåben, der på kort tid kan forvolde alvorlig legemsbeskadigelse og eventuel død for såvel andre hunde som mennesker på grund af deres store muskelkraft og tilbøjelighed til at udvikle en fastlåst og voldsomt aggressiv adfærd under visse betingelser.
Det kan virke unfair, hvis vi indfører regler, der medfører begrænsninger i dette hundehold, når det er menneskene, der tit har skylden. De kan være rare hunde, hvis de behandles med omsorg og kærlighed samt opdrages ordentligt.
Men der findes ikke andre muligheder, hvis vi vil dæmme op for problemet, som har nået et uacceptabelt omfang. Vi kan ikke uden en ny lov gribe ind over for, at vise grupper af samfundsborgere er så skruppelløse, at de vil købe disse hunde og ubevidst eller bevidst behandle dem således, at de fremelsker de aggressive egenskaber, som ligger latent i disse hunde i langt højere grad end hos de andre racer.
Der har været en avlsmæssig bestræbelse på at skabe hunde, der i særlig grad har disse genetiske egenskaber i sig. Et målrettet avlsarbejde kan fremelske hundetyper, der er modige og aggressive over for mennesker og over for andre hunde, hvis de også i deres opvækst opdrages med henblik på dette. Kamphunde holdes i en del tilfælde under primitive forhold og har tit ikke meget kontakt med mennesker ud over måske kamptræning. I nogen grad vil et forbud blot forebygge et hundehold, der i forvejen rummer mange ulykkelige hunde, der har sølle liv og holdes på uforsvarlig vis.
Men de mere ordentlige kamphundeejere, der holder disse hunde, vil blive ramt uretmæssigt af et forbud. Det er sørgeligt, men nødvendigt. Og der er så utrolig mange andre racer, disse personer kan vælge imellem, når de skal anskaffe sig en hund. Der må laves overgangsordninger, så de, der i dag har en kamphund, der ikke har været problemer med, får lov at beholde den (mod registrering og neutralisation), men bare ikke må genanskaffe sådan en hund.
Jeg mener, en generel båndtvang til alle hunde i byerne er en helt forkert vej at gå. Det vil ramme forkert og for bredt, men jo ikke ramme den uansvarlige kamphundeejer, der enten ikke tager snor på sin hund eller tager den af, når hunden skal bruges som et våben. Og flinke hunde skal da fortsat have lov at socialisere og lege med hinanden uden snor på i de små grønne områder i folks nærmiljø, hvor det ikke generer og i øvrigt forebygger hundeaggressioner. Imens hundene leger, får ejerne og naboerne ofte en god snak.
Det må understreges, at kun løsninger, der ikke giver politiet en del ekstraarbejde, kan bruges. Jeg har sammen med en dyreværnsorganisation udarbejdet et udførligt sammenskriv med, hvad man kan anbefale politikerne at gøre.
Der er også en oversigt over de aktuelle racer/typer, vi mener, skal forbydes. Det kan godt lade sig gøre. Vi har forholdt os til det problem, at kamphundene ofte ikke er registrerede, og hvis de er, så kan man tit ikke stole på hundens registreringspapirer eller stamtavle.
Det kan og bør man komme udenom ved at operere med et kamphunde-typebegreb og ved at indføre og nedsætte et effektivt og hurtigtarbejdende udvalg, der kan bistå politiet i aktuelle sager, hvor der er tvivl om hundens type eller race.
Udvalget skal inden for få dage kunne udtale sig om hundens type ud fra gode foto samt en beskrivelse af den pågældende hund. Listen skal revideres cirka hvert femte år, og vi bør forbedre den statistik, vi har på området samt bruge erfaringerne herfra.
Lene Kattrup dyrlæge og hundeejer i Kristeligt Dagblad 15.09.2009