Demokratiske muslimer i dansk politik
26. maj 2007
Da Asmaa Abdol-Hamid blev spurgt af Politiken, om hun gik ind for dødsstraf, svarede hun, at hun hverken kunne sige ja eller nej, fordi spørgsmålet var umuligt at svare på og lige så svært, som hvis hun var blevet spurgt, om solen er rød eller gul. Hun tilføjede, at hun blev irriteret over den slags spørgsmål. Senere, da hendes parti gentog spørgsmålet, svarede hun dog nej. Spørgsmålet blev stillet, fordi sharialoven indeholder dødsstraf. En del muslimer mener, shariaen som kerne i islam er en gudgiven lov, som det ikke er op til mennesker at ændre eller tolke. Ifølge Nahid Riazi (JP 21.4.2007) har Asmaa sagt, at hun tilhører den del af muslimerne, der ikke mener, Koranens indhold må tolkes individuelt. En Rambøl undersøgelse fra 2006 viste, at 47 % af danske muslimer ikke mener, den enkelte muslim kan eller må tolke Koranen individuelt. Over en fjerdedel (28 %) ønskede, at Koranen skulle indgå som fundament for lovgivningen her i landet. Det er godt, når vores muslimske medborgere går ind i politik, men pga. disse tal bliver vælgerne nødt til forinden at vide, om den enkelte kandidat vil sørge for opretholdelse af det sekulære demokrati og retsstaten, eller vil arbejde for at ændre demokratiet med religiøst begrundede love.
Dødsstraffen
Ifølge en Policy Exchange undersøgelse fra begyndelsen af i år mener 36 % af de unge muslimer i England, at sharialovens krav om dødsstraf for at forlade islam skal opfyldes. Dette tal og andre tal fra undersøgelsen giver os også den information, at der er en vis enighed om tolkningen. En del undersøgelser i EU tyder i det hele taget på en ret ensartet tolkning af sharialovens bud især blandt de unge ortodokse troende muslimer. Varemærket, er de også er ret enige om, det er det islamiske tørklæde. 74 % af de unge britiske muslimer mener, kvinderne skal bære det. Ikke blot som en mulighed, en beklædning som kvinden kan tage på og også af igen, men som et kvinde-beklædningspåbud, der er permanent og obligatorisk gældende. (En del mente heller ikke, at man kunne forlade islam, så er tvangen fuldbyrdet)
Hvorfor har Asmaas parti accepteret, at hun har valgt at iføre sig det tørklæde, som islamister forlanger, at deres piger og kvinder skal have på, og som derfor er blevet et symbol på kvindeundertrykkelse og på forskelsbehandling? En symbolværdi kan ikke uden videre ændres eller omdefineres af den enkelte. For en stor del muslimske kvinder over hele verden er tørklædet en forhadt og påtvungen beklædningsgenstand. Båret af kvinder, der ikke har den frihed, som kvinder i de frie vestlige demokratiske lande har. Kan det ikke opfattes som en hån mod disse millioner af ufrie kvinder, at Asmaa ifører sig et stærkt symbol på sharialoven, som de totalitære islamister henviser til, når de begrunder tørklædetvangen og kvindeundertrykkelsen? Bendt Bendtsen har sagt, at han mener Asmaa må afsværge sig sharialoven, når hun bevæger sig ind i dansk politik. Jeg er enig. Det må Enhedslisten sørge for. De må turde tage emnet op og forlange et umisforståeligt svar. Hvis hun ikke svarer helt klart og f.eks. siger, at denne lov kan tolkes på mange måder eller, at hun ikke kender dens indhold (hun har på et tidspunkt sagt noget lignende), så er der ikke andet for end, at partiets folk må påtage sig det hårde arbejde med at finde ud af shariaens indhold og karakteristika.
Dette kan gøres ved at læse den fremragende nye danske koranoversættelse og supplere med at sætte sig lidt ind i indholdet af hadith-samlingerne (læren om Muhammeds gerninger og sædvaner). Gode bøger er også »Ret og magt i den islamiske verden« af Sami Zubaida fra 2006 eller »Koranen, en meget kort introduktion« af Michael Cook fra 2003. Det vil såmænd være en sund og god øvelse for Enhedslistens politikere. Asmaa må så udspørges konkret ud fra indholdet i sharialoven, trin for trin. Selv om hun måske bliver irriteret.
Ved et velbesøgt møde i november 2005 i København spurgte en dansk muslimsk kvinde den kendte europæiske islamprædikant Tariq Ramadan, der også er EU-rådgiver, om, hvordan hun kunne følge hans opfordring til, at muslimer skal gå ind i dansk politik, når de så ofte møder »hurdler« i form af, at skulle svare på nærgående spørgsmål om alt muligt som f.eks.. dødsstraf, homoseksualitet, kvinders rettigheder samt andre ting fra sharialoven. Spørgeren forklarede, at visse muslimer har måttet opgive at gå ind i dansk politik pga. dette, og at hun selv havde et problem pga. sin tro på shariaen. Ramadan svarede, at man som muslim naturligvis bliver irriteret over den slags urimelige spørgsmål, men at hun og andre skal huske deres ret til at omdefinere spørgsmålet inde i sig selv. Når »de« f.eks. nævner sharia, forklarede han, så behøver du ikke godtage deres udgangspunkt og opfattelse af sharia. Du skal ikke svare ud fra det, de tror. Jeg var dengang overrasket over, hvordan han etisk og moralsk kunne forsvare at rådgive på denne måde uden at respektere, at man bør være 100 procent ærlig. Muligvis mente Tariq Ramadan her ligefrem, at den muslimske kvinde og andre, der vil gå ind i politik, kunne bruge taqiyya i forbindelse med politik i et vestligt land (Taqiyya betyder forstillelse eller fortielse af sandheden overfor ikke-muslimer for islams skyld). Jeg ved det ikke, men det stod klart for mig, at der her var tale om helt andre værdier og holdninger end dem, jeg har.
Forskellig betydning
Jeg informer ikke om dette for at antyde, at vi har nogen som helst grund til at tro andet, end at Asmaa fortæller os sandheden. Men jeg vil sætte fokus på, at vi bør huske og tænke på, at ord og begreber nogle gange betyder noget forskelligt fra person til person, alt efter hvilket udgangspunkt personen har. Vi er ofte lidt naive i vores antagelse, at mennesker fra en anden kulturkreds har vores værdier og vores forståelse af f.eks. rettigheder, pligter og begreber. Jeg var overrasket over Tariq Ramadans vejledning, som jeg oplevede blev modtaget ret positivt af tilhørerne udtagen nogle få, der som jeg oplevede, at det skurrede voldsomt i vores ører.
Asmaa Abdol-Hamid sagde om shariaen i 2006 til Fyens Stifstidende:
»Islam er sharia og sharia er islam. I utroligt mange elementer i dansk lovgivning finder man sharia og omvendt. Der står i Koranen, at man skal følge lovgivningen i det land, man bor, og det gør jeg«.
Det er her meget tydeligt, at hun begrunder sin tilslutning til lovene med shariaen. Hun anerkender at hun skal følge lovgivningen i det land, hun bor i, men hendes begrundelse er, at det siger Koranen til hende. Det er en religiøs begrundelse. Her adskiller hun ikke politik og religion. Det bør give os stof til eftertanke. Det ligger lige for, at de nye love, som hun som politiker skal være med til at lave, så efter hendes mening måske også kan begrundes religiøst i stedet for rationelt. Vi bør som demokrater værne om demokratiets selvopretholdelse og fortsatte beståen, religiøse begrundelser gift for demokratiet. Spørgsmålet er ikke, om Asmaa i det ydre virker både dansk, vestlig, charmerende, dygtig og selvbevidst. Det gør hun. Spørgsmålet er udelukkende, om hun er en ægte demokrat i sit indre. Jeg tvivler.
Det letteste og bedste ville være, hvis Enhedslisten og de andre partier i stedet koncentrerer sig om, at finde nogle af de muslimer, der overhovedet ikke hersker tvivl om er vestligt orienterede samt sekulære og demokrater. Det er i øvrigt blandt dem, vi finder de mest klare røster, som advarer os mod at flirte med islamismen og islamisterne. Vi har brug for de demokratiske muslimer i kommunalpolitik og i Folketinget, men vi har ikke brug for personer, der er uklare i mælet og tøvende overfor demokratiet, retsstaten og frihedsrettighederne.
Lene Kattrup i Frederiksborg Amts Avis 26 maj 2007