Demokratiet er spændetrøje
24. marts 2007
I Morgenavisen Jyllands-Posten den 14. marts fortalte Jesper Østerholm Rasmussen, at han ikke lærte i gymnasiet, hvad der er demokratiets fundament, eller om hvorfor staten skal have voldsmonopolet, betydningen af ejendomsretten, samt at ytringsfriheden ikke er naturgiven osv. Jeg tror, at skolen stadig fejler her.
Regeringen har ellers haft gode muligheder siden 2001 for at rette op på det. Jeg har et gammelt udklip fra 1991, hvor Anders Fogh Rasmussen (V) siger, at han ønsker en skole, der vægter dansk kulturarv og forbereder eleverne til at leve i et folkestyre.
Men de unge mangler ofte en klar og grundlæggende forståelse af det vestlige demokratis forudsætninger og væsen. Vi har en del unge, som simpelt hen ikke forstår, hvorfor de ikke bare kan gøre krav på et hus, og hvorfor de ikke kan kommunikere med hærværk og vold. Nogle af de unge har deres forældres opbakning.
Skolens svigt har varet i så mange år, at den grundlæggende mangel på viden om retsstaten og demokratiet også kan indbefatte forældregenerationen, der så heller ikke kan videregive denne viden til de unge.
En af de forældre, der har forsvaret sin søn og de øvrige deltagende unge, er religionsforskeren Mikael Rothstein.
Normaliseringspres
Jeg har forsøgt at trænge lidt dybere ind i hans argumentation.
Jeg mener ikke, at han er klar i sit forsvar for den retsstat og det demokrati, som vi hidtil har haft i Danmark, og som jeg gerne af hensyn til de kommende generationer ser opretholdt.
Et demokrati, som er blevet skabt af vores forfædre og -mødre. Og som generationerne lige over os, eksempelvis min far, hans far og mange andre, så sent som for knap 65 år siden måtte forsvare med betydelige menneskelige omkostninger.
Mikael Rothstein sagde i Berlingske Tidende den 12. marts, at de fleste unge ikke havde lyst til at deltage i gadekampene, men følte sig tvunget til det.
Ved et velbesøgt debatarrangement på Regensen den 7. marts forklarede Rothstein, at han synes, at det danske demokrati bør være mere rummeligt over for sine modstandere, i stedet for at være så lukket for debat om demokratiet, at dette får anderledes tænkende til at føle sig under pres.
Han forklarede, at dette demokratis »normaliseringspres« udgør en eksistenstrussel mod de unge, der føler sig så truet, at de uvægerligt må gribe til vold.
At underlægge sig demokratiets og retsstatens spilleregler føles åbenbart som et »normaliseringspres«. Den “normale” demokratifortolkning og det faktum, at denne ikke grundlæggende er til debat, er altså kernen i problemet. Demokratiet og retsstaten er spændetrøjen for disse unge, der ønsker et samfund, hvor man (især de unge) kan te sig mere frit uden at skulle respektere f.eks. ejendomsretten, at staten har voldsmonopol, og at kommunikationen foregår ad træge verbale kanaler.
Beskyttelse frem for alt
I flere udtalelser og debatindlæg fra Mikael Rothstein og hans åndeligt beslægtede forstår man, at de sætter beskyttelsen af grupper, især mindretal, meget højt.
Jeg fristes til at sige, at det nærmest er blevet som en slags gud for dem.
De er ret konsistente, hvad det angår. Enhver gruppe, der er lille og anderledes, skal beskyttes. Der er noget positivt ved at beskytte det, der skiller sig ud og er anderledes. I Den Grimme Ællings fædreland kan vi alle blive enige om det. Der, hvor dette ikke holder, og hvor kæden falder af for Rothstein og co., er, når en “anderledeshed” bliver så beskyttelsesværdig, at de også breder deres vinger ud, uanset om denne gruppe eller dette mindretal har autonome, religiøse eller kulturelle undertrykkende karakteristika.
De glemmer at se på substansen i det, som den gruppe, de ønsker at forsvare, går ind for.
Hvis et mindretal går ind for at gemme våben i et hus, for at have et gadens parlament og bo i huse, som de hverken ejer eller har brugsret over mere, skal de så beskyttes?
Skal de ikke snarere have at vide, at de må søge deres påberåbte juridiske brugsret anerkendt ved domstolene? Og skal de ikke have at vide, at vold og hærværk er et så totalt uacceptabelt kommunikationsmiddel i vores retsstat, at det er omtalt i adskillige paragraffer i vores straffelov? Grupper eller kulturer, der virker ved at modarbejde demokratiet og retsstaten for at opnå særrettigheder på bekostning af andre borgere, er vel ikke værd at støtte?
Skolens svigt har varet i så mange år, at den grundlæggende mangel på viden om retsstaten og demokratiet også kan indbefatte forældregenerationen, der så heller ikke kan videregive denne viden til de unge.
Lene Kattrup i Jyllands-Posten 24 marts 2007, JP side 15