Debat: En etisk sag – en politisk beslutning
14. august 2010
Naser Khader, K, har på sit partis vegne anmodet Det Etiske Råd om at tage stilling til det etisk forsvarlige i, at børn dagligt berøves mad og drikke i 15-16 timer i en hel måned pga. ramadan. Peder Agger har som formand for dette råd, hvor jeg også har sæde, svaret, at det ikke hører ind under rådets virksomhedsområde. Jeg var umiddelbart mest tilbøjelig til at give ham ret. Men rådet skal også befatte sig med øvrige etiske spørgsmål, der knytter sig til sundhedsvæsenet og den biologiske forskning vedrørende mennesket.
Børns ernæringsbehov er vel også en del af sundhedsvæsenets naturlige opgaver. Jeg vil yderligere antage, at Institut for Human Ernæring, Fødevareinstituttet og det ny Center for Sundhed og Samfund, CSS, beskæftiger sig med optimal og sund ernæring af børn som et forskningsområde. Et etisk spørgsmål er det under alle omstændigheder, hvis børn ikke ernæres i forhold til deres behov.
Der er bred enighed om, at optimal og tilstrækkelig ernæring er uhyre vigtig for børn. Sagkundskaben tager vel afstand fra det betimelige og forsvarlige i at berøve børn fra 1. klasse og op vand og føde i døgnets lyse timer i en hel måned. Der kan tænkes at være langtidsskadevirkninger ved det, udover manglende indlæring i en måned hvert år samt evt. tilvænning til ikke at følge med i timerne, evt. aggression pga. sult og tørst og følelsen af nederlag mm. Dette rammer en gruppe af børn, hvor vi ved, at det gælder for en stor del, at koncentrationen og indlæringen i forvejen er et problem, og hvor mange af de unge forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter med tilsvarende begrænset mulighed for at få en god uddannelse og senere et job. Svigter samfundet ikke disse børn ved at se den anden vej og lade stå til?
Hvis børn ikke får nok ernæring hjemme og/ eller berøves muligheden for i løbet af dagen i skolen at måtte eller kunne få vand og mad, så er det et samfundsmæssigt problem, som politikerne må tage sig af – også uanset årsagen er religiøs. Politikerne forsøger at løbe fra ansvaret ved at skubbe det over på forskellige råd og styrelser, som efter tur takker nej og er berøringsangste – inkl. mærkeligt nok Sundshedsstyrelsen.
Det er ikke smukt at se på. Imens svigtes børnene. Ansvaret er og bliver politikernes.
Berlingske Tidende 14.08.2010