De kæmper ikke for frihed
29. september 2008
I Den Kongelige Operas nyopsætning af Verdis opera Don Carlos, som spiller lige nu, står der i foromtalen, at “der leges med foruroligende billeder af kultursammenstød, sociale konflikter og magtfordelingen mellem kirke og stat i Kasper Bech Holtens skræmmende virkelighedsnære fortolkning af Verdis mesterværk”.
Bech Holten skriver på Operaens hjemmeside, at “opsætningen udspiller sig i et samfund, der måske minder om en blanding mellem Nordkorea, Teheran og Washington D.C.”
Det virker ude af proportioner at sidestille og sammenligne regimerne i Nordkorea og Teheran med styret i USA. Og på tv den 19. september i Deadline sagde Holten om selvmordsterrorister, at de ikke er gode, når de dræber civile, men“de kæmper for deres frihed og de gør noget desperat”.
Men de terrorister, der i dag udgør den største del af terrorismen, de islamiske selvmordsterrorister, kæmper ikke for frihed. De ønsker et religiøst diktatur, et islamisk teokrati. De kæmper for en ret til med religion at undertrykke individers åndsfrihed, religionsfrihed og øvrige frihedsrettigheder og legitimere det med islams indhold. De ønsker nye stærke magthavere, som legitimerer deres magt med islams indhold. De terrorister, der dagen efter Holtens uheldige ord på tv blæste hotel Marriott i Islamabad i luften kæmper ikke for frihed.
Vores operachef har ikke sat sig grundigt nok ind i, hvad disse terroristers mål er og, hvad substansen i kultursammenstødet er. Det burde han nok have gjort inden hans nutidsopsætning af Verdis klassiker.
Lene Kattrup i Information 29.09.2008